Mapping Empires. Re-appropriations of Ptolemy’s Geography from the 12th to the 15th century

Denne afhandling undersøger receptionen af Ptolemæus’ Geographia (2. århundrede) ved at se på hvordan den gen-inddrages (re-appropriation) i tre forskellige kontekster mellem det 12. og det 15. århundrede. Interessen for byzantinske læsninger af Geographia er i nyere tid blevet indsnævret til billedet af Planudes’ genopdagelse i slutningen af det 13. århundrede, som i sig selv har delt vandene. Forskningen har især rettet opmærksomheden mod to forskellige aspekter: på den ene side har den ønsket at undersøge Geographias teksttradition, der tager sin begyndelse i slutningen af det 13. århundrede, datoen for vores første bevarede håndskrifter; på den anden side har forskere forsøgt at fastslå oprindelsen af de kort, der er knyttet til værket, og hvor hovedspørgsmålet bliver, om kortene er kopier af Ptolemæus’ originale værk, eller om de er et byzantinsk produkt, der blev føjet til værket på et senere tidspunkt. I begge tilfælde har kernen i debatten været spørgsmålet om oprindelse og mere generelt om kortene er ’oprindelige’.
Et så snævert fokus giver imidlertid et ufuldstændigt billede af den byzantinske anvendelse og læsning af Geographia, da det ikke tager højde for de kulturelle, sociale og politiske kontekster, hvori interessen for dette værk opstod og udviklede sig. Denne afhandling tager sigte på at genoverveje denne baggrund ud fra den antagelse, at alt dette dybt påvirkede den mangeartede gen-inddragelse af Geographia i en lærd sammenhæng. For at forstå Geographias indvirkning, argumenterer jeg for, at det er vigtigt at se på den funktion, som det geografiske værk - og i nogle tilfælde dets kort – udfyldte blandt modtagerne for at vise, hvordan geografisk viden kan medvirke til at skabe historisk betingede konstruktioner af politisk rum og magt.
Til det formål udvider denne afhandling den aktuelle akademisk synsvinkel og ser på geninddragelsen af Geographia og på værkets rolle i at skabe en særlig geografisk forestillingsevne i hver af de undersøgte kontekster. Inspireret af teoretiske diskussioner med afsæt i postkoloniale studier, der nyligt er kommet til anvendelse på Byzans, og som understreger, hvordan rumlige forestillinger er et produkt af omstændighederne, ser jeg på læsninger og anvendelser af Geographia i lyset af den respektive kontekst, som i hver sammenhæng klart peger på forbindelser til politik og politiske overvejelser.
Ligesom kort giver et blik på tingene set fra oven, sigter jeg i denne afhandling efter at give et lignende bredt udblik. Mit hovedfokus ligger på tekster, der dokumenterer stillingtagen til og viden om Geographia, og tekster repræsenterer dermed udgangspunktet for analysen af hver kontekst. Hvis denne tilgang på den ene side begrænser omfanget af min undersøgelse, tilbyder den på den anden side et nyttigt udsigtspunkt, da det giver mig mulighed for at engagere mig i de vekslende motiveringer, der viser sig gennem mere end tre århundreder og inden for forskellige sociale, kulturelle, politiske og sproglige kontekster. De udvalgte tekster repræsenterer vigtige kilder til viden om Geographia i den periode, der er omfattet af denne afhandling, og det drejer sig om følgende: i det 12. århundrede, en metaphrasis på vers af en del af Geographia, skrevet af John Tzetzes; i slutningen af det 13. århundrede, epigrammer skrevet af Maximos Planudes for at fejre hans genopdagelse af Geographia; i begyndelsen af det 15. århundrede forordet vedføjet til Jacopo Angeli fra Scarperias latinske oversættelse af Geographia, efter Manuel Chrysoloras havde bragt teksten til Italien. Hver tekst analyseres både i sin egen ret, inden for sin genre og ud fra sine individuelle træk, og i forhold til Geographia, hvilket altid medfører en omfattende kontekstualisering, som igen leder til en revurdering af den indgriben, som de involverede personer stod for i hver kontekst. Dermed gør denne afhandling brug af traditionelle filologiske metoder og søger at kombinere disse med en teoretisk ramme inspireret af postkoloniale studier. Gennem denne tilgang antager især rum en central relevans og bliver et diskursivt værktøj til at påvise magt og autoritet.
I betragtning af den litterære, sociale og politiske konteksts centrale placering i analysen og af den relativt brede tidsperiode, er det ikke uventet, at vi finder en mangeartet brug af Geographia. Dette forstærker denne afhandlings forudsætninger: nogle gange beskæftigede man sig med værket som det autoritative forbillede, det repræsenterede, andre gange skulle det tjene til at udtrykke territoriale og politiske ambitioner, gerne gennem den anskueliggørelse, som kort og især på verdenskortet stod for, eller man så værket som et middel til kulturel gen-inddragelse, ikke mindst fordi hvert stednavn fremstod som en kulturel markør. I min analyse bliver især en ting klar: i hver eneste kontekst er Geographia et middel til et mål. Og som sådan taler det til noget, der rækker ud over kernen i Ptolemæus’ afhandling, der overskrider geografi som et emne og peger på emner, der er forbundet med de kontekster, som værket indgik i. Desuden er politik allestedsnærværende og bestemmende for selve gen-inddragelsen af dette værk.
Alt i alt revurderer min afhandling byzantinske tilgange til Ptolemæus’ Geographia og udfordrer tidligere fortællinger, der tegnede et ret statisk billede af denne reception. Ved at understrege relevansen af den kontekst, hvori man beskæftigede sig med dette værk, og de anvendelser, der samtidig blev gjort af det, fremdrager min forskning variationerne i læsningen af værket og præciserer, hvordan geografi – et emne, som vi i dag opfatter som særdeles videnskabeligt og angiveligt neutralt – i stedet er flydende og diskursivt. Selvom Ptolemæus’ Geographia behørigt betragtes som selve toppunktet af matematisk og videnskabelig geografi, er det alligevel genstand for forskellige anvendelser, det antager forskellige former alt efter kontekst og fremmer alternativt forskellige gen-inddragelser.