Lege-Rum og Fortælle-Tid: kulturformidling i institutionelle rammer

Denne udgivelse er resultatet af et antropologisk feltarbejde som undersøger et treårigt kulturformidlingsprojekt i børnehaver, ”Den levende fortællings rum” forestået af Kulturprinsen. Formålet er at belyse, hvilken betydning det arkitektoniske, scenografiske og koreografiske design af institutionsrum har for børns leg og fortælling i fællesskab. Først gives en præsentation af projektkoncept og design, herunder de dogmer for rummet og dets brug i institutionen, der bliver udviklet med særligt henblik på at fremme inklusion og børns (med)ejerskab. Dernæst præsenteres en række begreber: rum og sted (space og place), steder for børn / legepladser og børns legesteder (places-to-play -> playces), stedets stemning (Genius loci) og kroppens stemthed samt direkte og indirekte ’affordances’, samtidig med at der gives en række eksempler på, hvordan man ved hjælp af disse begreber kan arbejde bevidst med at transformere de hverdagslige institutionsrum til særlige magiske rum for leg og fortælling. Herefter følger en fremstilling af børns hhv. dionysiske og apollinske legekrop, hvorefter der gives en præsentation af de designede allegoriske grundformer for legerum, som projektet indeholder, nemlig lydrum med en særlig rumsyntaks for samspil mellem grundformer som ’spejlrummet’, ’kalejdoskopet’, ’broen’, ’hulen’, ’labyrinten’, ’reden’, ’haven’, ’skoven’, ’alteret’, ’vognen’ og ’skibet’, der alle er designet med tanke på at fremme børns lege- og fortællekultur. Endelig undersøges børns æstetiske udtryksformer i rumlig og rummelig leg, og ved hjælp af begreberne tingfinder-, traditions- og transfer-fortællinger demonstreres det, hvordan kulturformidling mellem børn finder sted, når der er skabt en meningsfuld lokalitet for deres leg, således at børnene allerede i udgangspunktet får etableret en subjektiv og emotionel tilknytning til stedet, samtidig med at de får forbundet det med andre steder uden for institutionens domæne. Børnene må opleve og erfare det i projektet etablerede rum som deres (hemmelige) sted og derfor som åbent for leg med stadig skiftende former for betydningstilskrivning. Derfor er det af afgørende betydning, at rum designes med tanke på funktionalitet i relation til børns leg snarere end på funktionalitet i relation til voksnes behov for gode arbejdsbetingelser. Gennem projektet vokser et nyt rum frem, som er ’uhjemligt’ og ’ikke-funktionelt’ i forhold til institutionerne familie og børnehave, mens det er ’hjemligt’ og ’funktionelt’ i forhold til legens og fortællingens univers. Paradoksalt nok er det fysisk placeret som både hørende til institutionen og udgrænset / afgrænset fra den. ”Den levende fortællings rum” er et rum for tydeliggørelse af de konflikter, der opstår under de hverdagslige ’magtkampe’ mellem børn og voksne. Hvem bestemmer hvad over hvem, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor? Hvem har ansvar, og hvem tager ansvar? Hvem opstiller dogmerne, reglerne, normerne? I en institution, hvor man er enten ’ansat’ eller ’anbragt’? På et legested, hvor børn (og voksne) er frivillig deltagere? Rapporten afsluttes med overvejelser herover, som kan lede frem til en forståelse af, hvordan det arbejde med rum som mulighedsrum, der er påbegyndt med dette projekt, kan videreføres også i en skolekontekst.