Læring af sygepleje i kliniske undervisningsforløb medieret af ePortfolio

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

Abstrakt

Baggrund
Forskning viser, at ePortfolio kan have betydning for læring i kliniske undervisningsforløb, men at den også kan være en tidsrøver. Et pilotprojekt gennemført 2009 viste, at de fleste informanter oplevede ePortfolio som en hjælp, men en del vurderede, at ePortfolio kun støttede i mindre grad. Der findes lignende internationale fund, men der er ikke fundet undersøgelser, der viser sammenhænge mellem anvendelse af ePortfolio og læringsstiltænkning, eller hvilken indflydelse kombinationen kan have på den studerendes læreproces. Dette blev derfor undersøgelsens fokus i relation til undervisningsforløb i den kliniske del af sygeplejerskeuddannelsen.

Formål: At undersøge læring af sygepleje i kliniske undervisningsforløb medieret af en ePortfolio designet til at facilitere forskellige læringsstile.
Metode: Undersøgelsen er kvalitativ, og designet er fænomenologisk-hermeneutisk med inspiration af den franske filosof Paul Ricoeur og de britiske professorer i henholdsvis uddannelses- og samfundsforskning og sociologi Martyn Hammersley og Paul Atkinson samt den amerikanske professor i antropologi James P. Spradley. Ved hjælp af en læringsstilindikator blev et hold studerende på modul 4 inddelt i fire grupper med henholdsvis aktivist-, reflektor-, teoretiker- og pragmatikerstil. Tre studerende fra hver gruppe blev udtrukket elektronisk til at indgå i studiet. Inkluderet i undersøgelsen blev elleve studerende, da der blot var to studerende i gruppen med pragmatikerstil. Data blev genereret ved deltagerobservationer, kvalitative interview og portfoliodokumenter. Computerprogrammet NVivo 9® blev anvendt til at systematisere data. Analyse og fortolkning af samtlige tekster forgik ved fortolkning på tre niveauer i relation til Ricoeurs fortolkningsteori.
Resultater: Anvendelse af ePortfolio var forskellig i forhold til både tid, sted, omfang og indhold. Forskellen var i nogen grad knyttet til studerendes foretrukne læringsstil. Faktorer, der fremmede portfolioarbejdet, var følelsesmæssig involvering i praksis, bevidsthed om, at skrivning åbnede for læring, undren over praksis og et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde med vejleder. Hæmmende faktorer var sårbarhed relateret til skriveprocessen, en opfattelse af kun at lære på én måde og manglende vejledning. Den obligatoriske del af ePortfolio fremmede bevidstgørelse om og magt over egen læreproces gennem samarbejdet med klinisk vejleder om planlægning af det kliniske studieforløb. Skriveprocessen i sig selv fremmede refleksion, men den valgfrie del med læringsredskaber fungerede som medspiller, når den studerende interagerede med e-læringsmateriale og læringsredskaber med implicitte vejledninger. De vejledte til at inddrage teori i refleksion over sygepleje, det åbnede for en kritisk forholden sig til praksis og blev et led i tilegnelse af kognitiv-instrumentelle, æstetisk-ekspressiv og moralsk praktiske fornufts og handlemåder. En læreproces, der kan medvirke til, at den studerende bliver i stand til at fremme det frigørende potentiale for patient og pårørende. Ligesom læreprocessen ledte til nye tænke- og handlemåder for de studerende. Den valgfrie del fungerede som modspiller, når læringsredskaberne vejledte til refleksion over og selvevaluering af læreprocessen. Interaktion med ePortfolio og interaktion med klinisk vejleder i ePortfolio fremmede differentiering af vejledning og formativ evaluering. Der var sammenhæng mellem læring af sygepleje, læringsstile og anvendelse af ePortfolio, idet læring og læringsstile drejer sig om samme sag - nemlig om, hvordan mennesker udvikler kompetencer indenfor deres virksomhedsområde og enhver refleksion over praksis i ePortfolio indgår i læreprocessen frem mod at udvikle kompetence til at yde sygepleje. Der blev afdækket udviklingspotentialer i forhold til den måde læringsstile anvendes på, individualisering af den kliniske studieplan, mere forståeligt sprogbrug i skabelonen til studieplanen, vejledning vedrørende valg og anvendelse af læringsredskaber, selvevaluering undervejs i undervisningsforløbet og skriftlig feedback i ePortfolio.
Konklusion: Læring af sygepleje blev medieret gennem bevidsthed om læringsstil i kombination med anvendelse af ePortfolio. Portfolioarbejdet varierede med hensyn til tid, sted, indhold og omfang og var også i nogen grad knyttet til den studerendes foretrukne læringsstil. Faktorer, der fremmede portfoliobrug var følelsesmæssig involvering i praksis, bevidsthed om at skrivning åbnede for læring, undren over praksis samt et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde med vejleder. Hæmmende faktorer var sårbarhed relateret til skriveprocessen, en bestemt læringsopfattelse og manglende vejledning. Såvel den obligatoriske som den valgfri del af ePortfolio guidede til refleksion over sygeplejepraksis og egen læreproces, og bidrog til differentieret vejledning og undervisning samt til formativ evaluering og selvevaluering. Anvendelse af kombinationen ePortfolio og læringsstile havde betydning for både den studerende og vejledere således, at der kunne tages udgangspunkt i den studerendes foretrukne læringsstil og efterfølgende være grundlag for at videreudvikle andre læringsstile. En læring i forhold til kompetence som sygeplejerske, der var med til at fremme refleksion, selvstændighed og kritisk forholden sig i forhold til fag, identitet som sygeplejerske, sygeplejepraksis samt egen læreproces. Implementering af portfoliometodik og læringsstiltænkning kan indebære behov for både holdningsændring og nytænkning i forhold til den traditionelle undervisning

Perspektivering
På basis af undersøgelsens resultater kan der være grundlag for yderligere forskning og curriculumudvikling. Selvom studiet omhandler læring af sygepleje i et klinisk modul i sygeplejerskeuddannelsens første år, så kan undersøgelsens resultater også anvendes i uddannelsens øvrige forløb. Ligeledes kan resultaterne anvendes indenfor andre uddannelser, hvor det kan have værdi at anvende en kombination af læringsstile og portfoliometodik.
OriginalsprogDansk
ForlagSyddansk Universitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Antal sider233
StatusUdgivet - feb. 2015

Emneord

  • Uddannelsesforskning
  • ePortfolio
  • Læringsstile
  • Ricoeur
  • Sygepleje
  • klinisk uddannelse

Citationsformater

Nielsen, K. (2015). Læring af sygepleje i kliniske undervisningsforløb medieret af ePortfolio. Syddansk Universitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.