Infrastructuring Cancer Decisions: Expertise, Entanglements and Everyday Practices in Danish Multidisciplinary Team Meetings

Denne PhD-afhandling undersøger, hvordan diagnose og behandlingsanbefalinger vedrørende kræft konstrueres i hverdagen gennem multidisciplinære teamsamarbejder. I løbet af de seneste årtier er multidisciplinære teams og - møder blevet en integreret del af moderne kræftbehandling, både i Danmark og internationalt. I Danmark og i nordeuropæiske lande kaldes de Multidisciplinære Team Konferencer (MDT'er), internationalt ofte Multidisciplinary Team Meetings (MDMs). Disse møder samler sundhedsprofessionelle fra forskellige discipliner med det fælles mål at fastlægge diagnose og behandlingsanbefalinger. På trods af deres centrale rolle forbliver de og deres indhold stort set usynlige for patienter og offentligheden.

Metodisk og analytisk tilgang: Med udgangspunkt i 14 måneders etnografisk feltarbejde særligt inden for nyrecancerområdet, gennemført på fem hospitaler og via 39 interviews med klinikere, patientrepræsentanter og politikere, åbner afhandlingen denne ”sorte boks” og undersøger de samarbejdspraksisser, der former beslutningerne i MDT’er. Gennem tre artikler udfoldes konstruktionsprocesserne omkring kliniske beslutninger, og hvordan disse infrastruktureres i praksis. Afhandlingen bidrager til litteratur inden for Science and Technology Studies (STS) og Organisatorisk Læringsteori (OLT) med fokus på vidensarbejde på grænserne.

Artikel I analyserer, hvordan kollektive videnspraksisser og grænsearbejde skaber beslutninger om diagnose og behandling i disse grænserum. Artiklen viser, hvordan MDT’er skabes som "det højeste beslutningsniveau" i kræftbehandling gennem hverdagshandlinger og et skrøbeligt socio-materielt samspil mellem menneskelige og ikke-menneskelige aktører. Artiklen præsenterer en typologi over grænsearbejde - kalibrering, refleksion og beskyttelse - som skaber autoritet og legitimitet omkring beslutningerne. Arbejdet øger transparens, ensartethed og den kliniske kvalitet i informationsgrundlaget, men er også indlejret med værdier og beror på inklusion og eksklusion af bestemte vidensformer og stemmer.

Artikel II undersøger, hvordan klinikere kollektivt håndterer kompleksitet i beslutningsprocesserne. MDT’er fungerer som "cockpits", hvor rum, tid og viden forbindes for at muliggøre overblik og fælles handling. Artiklen viser, hvordan patienter og information infrastruktureres, og hvordan møderne bliver knudepunkter i en dynamisk infrastruktur. Denne infrastruktur understøtter biomedicinsk sygdomshåndtering og skaber lokale behandlingsregimer, der både komplimenterer og udfordrer kliniske retningslinjer. Samtidig forstærker det grænser til patienter og pårørende, der ofte holdes uden for usikkerheder og fortolkninger i beslutningsarbejdet.

Artikel III fokuserer på håndtering af komplekse patient cases uden klare retningslinjer. Artiklen analyserer MDT’er som adaptive grænserum og viser, at beslutningsekspertise beror på tre kollektive kapaciteter: fagspecifik indsigt (core ekspertise), samarbejdsevne (relationel ekspertise) og kreativ problemløsning (adaptiv ekspertise). Artiklen introducerer begrebet relationel ambidextralitet – balancen mellem samarbejde og konkurrence, udforskning og udnyttelse – som et centralt karakteristikum ved det professionelle samspil. Artiklen viser hvordan at en balanceret sameksistens af disse fire logikker udfolder sig gennem konfigurerende grænsearbejde, der skubber, trækker og vrider i de professionelle grænser. Dette grænsearbejde skaber individualiserede løsninger, innovation og udvikling og adaptiv kapacitet i klinisk praksis, og det skaber nye legitime og autoritative hybride former for professionalisme og ekspertiser i sundhedsvæsenet.

Konklusion: Afhandlingen viser, hvordan kræftdiagnoser og behandlingsanbefalinger skabes i et netværk af relationer og praksisser, og hvordan en antropologisk og etnografisk tilgang kan belyse de ofte usynlige processer bag beslutningstagning i sundhedsvæsenet. MDT’er er ikke blot neutrale organisatoriske værktøjer, men en kritisk infrastruktur i sundhedsvæsenet, der former klinisk praksis, patientforløb og relationer. De fungerer som både arkitekturer og arkitekter i sundhedsvæsenet og kræver løbende vedligeholdelse og engagement. Herigennem sætter afhandlingen fokus på betydningen af både standardisering og fleksibilitet, de relationelle processer og ikke mindst den menneskelige indsats i sundhedsvæsenet.

Anbefalinger til organisationsudvikling omkring multidisciplinære teams og -møder:
1. Anvend både institutionelle og infrastrukturelle ledelsestilgange i organiseringen af multidisciplinære samarbejder og - møder.
2. Understøt forskellige perspektiver i det multidisciplinære samarbejde, samtidig med at der fastholdes et klart og fælles mål.
3. Styrk vidensdeling og læring om multidisciplinært teamwork og mødepraksis.
4. Uddan specialister med stærke relationelle kompetencer.
5. Indled en dialog om multidisciplinære teams’ rolle i sundhedsvæsenet og samfundet.