Abstract
Indledning
I Danmark findes der ingen officielle incidensrater for selvmordsforsøg foretaget af børn under 15 år. Selvmordsforskning har gennem de sidste 15 år fokuseret på risikofaktorer, men ganske få studier har været i stand til at analysere forældres karakteristika som risikofaktorer for børnenes selvmordsforsøg. Dose-responseeffekten er ligeledes sparsomt belyst i litteraturen.
Metode
Studiet er et registerbaseret nested case-control design. Vi tog udgangspunkt i fødselskohorten for 1983–1989, hvorefter vi identificerede alle med selvmordsforsøg (3.718 personer). Der blev udvalgt 50 tilfældige kontroller, til hver case (185.900 personer). Kontrollerne havde samme køn og alder som casen. Der blev skabt et link til deres biologiske forældre, og risikofaktorerne blev kodet på baggrund af registeroplysningerne.
Resultater
Vi fandt stigende incidensrater for alle i perioden 1995–2005. Mange faktorer var signifikante risikofaktorer: kontakt til psykiatrien, adoption og lav uddannelsesniveau. Blandt forældrenes karakteristika var: kontakt til psykiatrien, dødsfald, selvmordsforsøg, lav indkomst og uddannelsesniveau. Børnenes egne risikofaktorer påvirkede risikoen kraftigst. Der var en signifikant forøget risiko for selvmordsforsøg (risk ratio = 67,3) for dem, som havde været udsat for 10 eller flere risikofaktorer. På trods af dette, så havde mange kontroller også været udsat for mange risikofaktorer, men uden efterfølgende selvmordsforsøg.
Diskussion
Stigningen i incidensrate skyldes nok ændring i registreringspraksis og faktisk ændring i incidensen. Vores fund stemmer overens med andre studier. Børnenes egne kliniske risikofaktorer påvirker risikoen mest, hvilket tyder på at belastninger fra barnets egen psykiatriske sygdom påvirker selvmordsadfærden mest. På trods af det, så var flere af forældrefaktorerne selvstændige risikofaktorer, især selvmord og selvmordsforsøg. Dette bekræfter hypotesen om suicidal transmission blandt familiemedlemmer. Klinikerne kan i forbindelse med risikovurdering, med fordel spejle til antallet af risikofaktorer, som den unge er udsat for. Klinikerne må dog i den forbindelse forvente at få mange falske positive.
Konklusion
Selvmordsforsøg blandt unge er et multifaktorielt problem, men er især relateret til den unges egen psykisk sygdom. Risikofaktorerne er dårlige prædiktorer for selvmordsforsøg. Mange er udsat for dem, men de er samtidig beskyttet mod selvmordsforsøg, grundet beskyttende faktorer som dette studie ikke har inkluderet.
I Danmark findes der ingen officielle incidensrater for selvmordsforsøg foretaget af børn under 15 år. Selvmordsforskning har gennem de sidste 15 år fokuseret på risikofaktorer, men ganske få studier har været i stand til at analysere forældres karakteristika som risikofaktorer for børnenes selvmordsforsøg. Dose-responseeffekten er ligeledes sparsomt belyst i litteraturen.
Metode
Studiet er et registerbaseret nested case-control design. Vi tog udgangspunkt i fødselskohorten for 1983–1989, hvorefter vi identificerede alle med selvmordsforsøg (3.718 personer). Der blev udvalgt 50 tilfældige kontroller, til hver case (185.900 personer). Kontrollerne havde samme køn og alder som casen. Der blev skabt et link til deres biologiske forældre, og risikofaktorerne blev kodet på baggrund af registeroplysningerne.
Resultater
Vi fandt stigende incidensrater for alle i perioden 1995–2005. Mange faktorer var signifikante risikofaktorer: kontakt til psykiatrien, adoption og lav uddannelsesniveau. Blandt forældrenes karakteristika var: kontakt til psykiatrien, dødsfald, selvmordsforsøg, lav indkomst og uddannelsesniveau. Børnenes egne risikofaktorer påvirkede risikoen kraftigst. Der var en signifikant forøget risiko for selvmordsforsøg (risk ratio = 67,3) for dem, som havde været udsat for 10 eller flere risikofaktorer. På trods af dette, så havde mange kontroller også været udsat for mange risikofaktorer, men uden efterfølgende selvmordsforsøg.
Diskussion
Stigningen i incidensrate skyldes nok ændring i registreringspraksis og faktisk ændring i incidensen. Vores fund stemmer overens med andre studier. Børnenes egne kliniske risikofaktorer påvirker risikoen mest, hvilket tyder på at belastninger fra barnets egen psykiatriske sygdom påvirker selvmordsadfærden mest. På trods af det, så var flere af forældrefaktorerne selvstændige risikofaktorer, især selvmord og selvmordsforsøg. Dette bekræfter hypotesen om suicidal transmission blandt familiemedlemmer. Klinikerne kan i forbindelse med risikovurdering, med fordel spejle til antallet af risikofaktorer, som den unge er udsat for. Klinikerne må dog i den forbindelse forvente at få mange falske positive.
Konklusion
Selvmordsforsøg blandt unge er et multifaktorielt problem, men er især relateret til den unges egen psykisk sygdom. Risikofaktorerne er dårlige prædiktorer for selvmordsforsøg. Mange er udsat for dem, men de er samtidig beskyttet mod selvmordsforsøg, grundet beskyttende faktorer som dette studie ikke har inkluderet.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Publikationsdato | 24. nov. 2010 |
| Status | Udgivet - 24. nov. 2010 |
Emneord
- selvmordsforsøg børn og unge risikofaktorer