Ikke-konstitutiv kosmopsykisme: naturalisme, idealisme og Martinus’ metafysik i syntese

Indenfor fagfilosofien af i dag synes den mest udbredte metafysiske position at være fysikalismen, synspunktet om at alle fænomener, herunder bevidsthedsmæssige, kan reduceres til fysiske ting, tilstande eller begivenheder – og gælder det det mere generelle synspunkt, at det fysiske er detontologisk primære og det eneste, der eksisterer metafysisk uafhængigt, metafysisk materialisme, holder størstedelen af fagfilosofien sin indenfor rammerne heraf. Nært knyttet til fysikalisme er reduktionistisk naturalisme, den opfattelse at ethvert fænomen i princippet er forklaringsmæssigt reducerbart til forhold, som ligger indenfor naturvidenskabernes genstandsområde.

Væsentlige indvendinger kan dog fremføres imod disse positioner: De er ikke i sig selvvidenskabelige resultater og kan ikke verificeres endeligt gennem de empiriske videnskaber, og måsåledes ses som metafysiske antagelser; grundet den tilsyneladende uforenelighed med et synspunkt om ’nedadgående kausalitet’ – det bevidsthedsmæssiges kausale påvirkning af det fysiske, dvs. af neurale processer – synes disse positioner ikke forenelig med en egentlig fri vilje; en objektiv etik forekommer vanskelig forsvarbar; de kunne synes at være en for begrænsende måde at forsøge at forklare virkelighedens strukturer på; og de udviser mangel på forklaringskraft, ikkemindst hvad angår forklaring af bevidsthedens væsensbeskaffenhed og ganske eksistens.

På baggrund heraf har hidtil ganske kontroversielle synspunkter i de seneste tiår set en øget interesse, herunder panpsykismen (bl.a. Brüntrup & Jaskolla, Goff, Seager), dvs. synspunktet om at bevidsthed er allestedsnærværende og fundamental (eller i hvert fald ikke reducerbar til det fysiske), ofte gennem tilskrivelse af bevidsthed til de elementære fysiske enheder og medmakrobevidstheder (som menneskets) værende konstitueret i disse, dvs. opfattet som kombinationer af disse mikrobevidstheder – konstitutiv mikropsykisme. Denne opfattelse står dog overfor det vanskelige kombinationsproblem: Hvorledes forklares da, hvordan dissemikrobevidstheder kombineres til én makrobevidsthed, ikke mindst de hertil relaterede individuelle, diskrete perspektiver taget i betragtning? Grundet dette problem er synspunktet om kosmopsykisme – den opfattelse, at det ganske kosmos besidder bevidsthed – i de allerseneste år blevet inddraget og forfægtet i debatten, dette ofte i form af konstitutiv kosmopsykisme (eks. Nagasawa & Wager), hvor de enkelte subjekters bevidstheder opfattes som konstitueret i den kosmiske bevidsthed. Dette synspunkt er dog konfronteret med spørgsmålet om, hvordan denne uddifferentiering af den ene, kosmiske bevidsthed i de mange individuelle bevidstheder da forklares, det såkaldte dekombinationsproblem – en moderne variant af den absoluttes idealismes klassiske problem om mangfoldigheden i enheden. Der er blevet præsenteret enkelte forslag, som forsøger at håndtere dette problem (Shani & Keppler, Albahari, Maharaj), men disse modeller er endnu ikke fremført i fuldt udviklet form eller står overfor vægtige modargumenter, og debatten om dekombinationsproblemet er således ingenlunde afsluttet. Dermed er der god grund til at afsøge nye områder i forsøget på at opnå nye perspektiver på og udvikle løsningsforslag til dette vanskelige problem.

Dette er et hovedærinde for nærværende afhandling – her udvikles en metafysiskmodel, som, forsvares det, håndterer eller undgår såvel fysikalismens bevidsthedsproblem som denkonstitutive mikropsykismes kombinationsproblem og – og her ligger fokus i afhandlingen – denkonstitutive kosmopsykismes dekombinationsproblem. Dette lader sig gøre, idet denne model er af ikke-konstitutiv kosmopsykistisk og absolut idealistisk art (og yderligere er den beliggende indenfor en, bredt forstået, naturalistisk ramme).

Modellen er udviklet gennem en art syntetiserende tilgang, hvor centrale elementer fra eksisterende modeller sammenflettes. Metodisk er det tale om vægtet metodisk pluralisme(Klausen), hvor alle filosofiske erkendekilder og -metoder principielt godtages, men hvor den konkrete vægtning er et udtryk for vurdering baseret på det aktuelle undersøgelsesformål og undersøgelsesgenstanden. Grundet den transempiriske natur af det emne, der behandles i nærværende arbejde, vægtes de naturvidenskabelige teorier (men ikke den empiri, der ligger til grund for disse) her således mindre end rationel erkendelse og forhold som konsistens, systematisering og afvejning, filosofisk vurdering samt – ikke mindst – forklaringsevne.

Netop spørgsmålet om metafysisk erkendelse står centralt i den moderne ’metametafysik’-debat. Et andet centralt tema her er spørgsmålet om metafysikkens genstandsområde. I nærværende arbejde er der tale om metafysik som traditionelt forstået, og derer vægtige argumenter for den fortsatte relevans og væsentlighed af at bedrive metafysik i denne forstand (eks. Lowe). Dette arbejder tilslutter sig således en (neo-)aristotelisk frem for en quinesk metafysikopfattelse, hvor det er virkelighedens fundamentale væsensbeskaffenhed og ikke blot eksistens spørgsmål, der er i fokus – en opfattelse, der har set en øget opbakning i den moderne fagdebat (eks. Tahko).

Modellen udviklet i nærværende arbejde er af metafysisk idealistisk art. Dette er en ikke ofte set forfægtet position i den moderne fagdebat, men, er det altså synspunktet i dette arbejde, positionen besidder et betydeligt potentiale mht. forklaringsevne, særligt absolutidealisme. Udgangspunktet i dette arbejde er Timothy Sprigges absolut idealistiske metafysiskesystem, og dette videreudvikles gennem inddragelse af elementer fra særligt den danske tænker og mystiker Martinus’ metafysik. Dette kan ses som et ganske kontroversielt valg, men det står ingenlunde ubegrundet – bl.a. begrunder Martinus således sine synspunkter gennem (tilstræbt)rationelle argumenter, ligesom netop mystikeres opfattelser er set inddraget i kosmopsykismedebatten (Albahari, Maharaj) de seneste år. Yderligere har Martinus’ metafysik en række fællestræk med Sprigges system, hvilket, set i nærværende arbejdessyntetiserende kontekst, naturliggør valget af netop denne metafysik, og denne indeholder elementer, som styrker dette system mht. præcis dekombinationsproblemet. Herudover viser en gennemgang af den relevante forskningshistorie, at Martinus’ tænkning – som er dækkende en særdeles omfattende og konsistentmetafysik – hidtil stort set ikke er blevet behandlet akademisk fagfilosofisk (og står helt ubehandlet i den internationale debat), og dette til trods for, at den præsenterer netop ganske nye og friskeperspektiver på en lang række filosofiske problematikker.

Afhandlingen er af antologisk karakter og indeholder fire artikler. I den første artikel, Toward a Broader Conception of “Liberal Naturalism”: Widening the Perspective (kommende udgivelse, 2021), argumenteres der for en mere rummelig naturalismeforståelse end ikke blot dentraditionelle reduktionistiske naturalisme, men tillige de mere gængse varianter af liberalnaturalisme (eks. De Caro, Macarthur). Centralt står i denne artikel løsrivelsen af naturalismebegrebet fra nogen specifik metafysik. Almindeligvis knyttes ’naturalisme’ til fysikalisme eller i hvert fald metafysik materialisme, men løsrivelse herfra er tidligere set i fagdebatten (Chalmers, Rosenberg, Hutto), og vægten lægges da i stedet på tilstedeværelsen af naturlove. Artiklen følger denne tanke, og med afsæt i ’natur’ som et ontologisk totalitetsbegreb argumenteres det, at det grundlæggende kriterium for ’naturalistisk’ ikke drejer sig om tilknytning til nogen specifikmetafysik, men i stedet om tilstedeværelsen af fundamentale principper og lovmæssigheder eller regulariteter, styrende eller beskrivende verdens konkrete opførsel. Denne naturalismeforståelse favner principielt varianter af f.eks. idealisme, herunder absolut idealisme, hvor dette kriterium er opfyldt (men giver ikke plads til metafysikker, som opererer med entiteter, der er autonome i forhold til disse principper eller lovmæssigheder, så som en traditionel teistisk gud). Givet depositive konnotationer af en kategorisering som ’naturalistisk’, kan en sådan naturalismeforståelse være af værdi i forhold til at legitimere arbejde med alternativer til fysikalisme og materialisme –således som det er tilfældet i nærværende afhandling.

Den anden artikel, Absolut idealisme – et glemt potentiale? (2018), forfægter det synspunkt, at absolut idealisme i forholdsvis traditionel forstand (ikke knyttet snævert til Hegel, men særligt i varianter i retning af Bradley og Sprigge) fortsat er af relevans og har værdi, ikke blot i filosofihistorisk kontekst, men også i forbindelse med udvikling af teser og indlæg i den aktuelle fagdebat. Moores og Russells indflydelsesrige afvisning af idealismen i begyndelsen af det 20.århundrede synes at være væsentlig mindre velfunderet, end det normalt antages (Mander), særligt hvad angår absolut idealisme. John Foster og Timothy Sprigge har præsenteret de vel nokvæsentligste bidrag i den moderne fagdebat, når det kommer til større idealistiske metafysiske teser, og her synes Sprigges panpsykistiske absolut idealistiske system således at stå bedre end Fosters ’kanoniske fænomenalisme’. Elementer fra sidstnævnte (og fra Martinus’ metafysik) kan dog med gevinst inkorporeres i en videreudvikling af Sprigges tænkning, og hovedtrækkene i den resulterende metafysiske model skitseres – denne model synes, i hvert fald prima facie, at udviseforbedret forklaringsevne vedrørende centrale kritikpunkter fremført imod Sprigges oprindelige metafysik, herunder spørgsmålet om personlig identitet og problemet om mangfoldigheden i enheden. Desuden kan modellen karakteriseres som naturalistisk (i ovenstående betydning).

I den tredje artikel, The Metaphysics of Martinus: Exploring New Territory (i skrivende stund uudgivet), præsenteres hovedtræk af Martinus’ verdensbillede eller metafysiske system. Dette er særdeles omfattende, strækkende sig fra emner som bevidsthedens og den ganske virkeligheds væsensbeskaffenhed til praktisk orienterede forhold som en objektiv etik og det gode samfund. Særligt er en trialistisk opfattelse af subjektet (og, grundet systemets panpsykistiske natur, af den ganske virkelighed), ’det treenige princip’, at finde. ’Det levende væsen’ er (analytisk set)udgjort af tre dele: det, der oplever (benævnt væsenets ’jeg’ eller ’X1’), skabe- og oplevelsesevnen(’X2’) og det, der opleves (’materien’ eller ’X3’). Martinus system kan tolkes som en art absolutidealisme, hvor alt eksisterende er en del af det underliggende, transempiriske ’noget som er’, og hvor vores ganske oplevelsesverden er denne enheds fremtræden for os i form af manifestationen af ’levende væsner’. Den samlede virkelighed er udgjort af ’Guddommen’, og ethvert væsen udgør således en del af denne. Det enkelte væsen har en evig eksistens, og gennem utallige inkarnationer udvikler det sig gradvist i såvel intellektuel som stadig mere etisk retning. Det etiske spiller derme den helt afgørende rolle og er den eneste vej til en lidelsesfri og lykkelig eksistens – men en sådan opnås af ethvert væsen, og alt er således i sidste ende ’såre godt’. På trods af at Martinus eksplicithenviser til transcendente oplevelser som erkendefundamentet for sine synspunkter, begrunder han dem udelukkende via (tilstræbt) rationelle argumenter, dvs., bredt forstået, filosofisk. Hanssynspunkter står fagfilosofisk ubehandlede, men de er, argumenteres der i artiklen for, af potentielværdi at undersøge nærmere, dels i en idéhistorisk kontekst, men tillige i forbindelse med konkrete debatter i den moderne akademiske filosofi, eksemplificeret ved kosmopsykisme debatten, hvor Martinus særlige trialistiske opfattelse af subjektet giver konturerne af en løsning på dekombinationsproblemet. Gennem disse pointer fungerer artiklen som en introduktion af Martinus’ tanker i den internationale filosofiske fagdebat, og i et sådant perspektiv kan den således ses som en art pionerarbejde.

I fjerde og sidste artikel, Non-Constitutive Cosmopsychism: Countering the Decombination Problem (2021), udfoldes den teoretiske metafysiske model, som de foregående artikler har lagt op til, og som, argumenteres der for, grundet sin idealistiske og ikke-konstitutiv kosmopsykistiske form er i stand til at undgå eller håndtere såvel materialismens bevidsthedsproblem som panpsykismens kombinationsproblem og kosmopsykismens dekombinationsproblem. Martinus’ ’treenige princip’ præsenteres metaforisk og begrebsligt, og denne trialistiske opfattelse af subjektet udgør en grundsten i modellen: Subjektet opfattes(analytisk) som bestående af tre dele: en substantiel og oplevende del, en erfarings- og interaktionskonstituerende og -organiserende metafysiske struktur (’EICO-strukturen’) og en oplevelsessfæremed det konkrete erfaringsindhold. Modellen er kvantitativ substansmonistisk, dvs. opererer med én udelt (og noumenal eller transempirisk) substans (der godt nok er oplevende, men i modsætning til mange andre kosmopsykistiske modeller ikke er fuldbyrdet bevidsthed per se), men grundet den metafysiske EICO-struktur opereres der samtidig med individuelle perspektiver eller oplevelsessfærer og dermed individuelle subjekter (samt et absolut subjekt) – metaforisk illustreret ved et lys i centrum af en kugle, som strømmer ud af huller fordelt over kuglens overflade: lyset udtrykker den ene og noumenale substans, den hullede kugle EICO-strukturen, og de enkelte lysstråler de individuelle subjekter. Idet der er tale om enhed på substansniveau, og den egentlige differentiering først er til stedet på perspektiv- eller oplevelsesniveau – modellen er ikke-konstitutiv i den forstand, at de enkelte bevidstheder ikke er konstitueret i en kosmisk bevidsthed, som i dekonstitutive modeller – rammes modellen ikke af dekombinationsproblemet. På trods af at den metafysiske EICO-struktur blot postuleres, står modellen bedre end emergent panpsykisme, hvor bevidstheden postuleres at emergere fra det fysiske, idet nærværende model ikke er konfronteret med problemet om nedadgående kausalitet. Samlet set argumenteres der således for, at modellen besidder større forklaringsevne end de metafysikker, den er sammenlignelig med.

Nærværende afhandling har således et trefoldigt sigte: Forsvare en rummelig liberalnaturalisme, favnende bl.a. metafysisk idealisme; introducere Martinus’ metafysik i den(internationale) fagfilosofiske debat; og, med henblik på at håndtere dekombinationsproblemet, udvikle hovedtrækkene i en absolut idealistisk og kosmopsykistisk teoretisk model, som besidder en tilstrækkelig forklaringsevne – et forslag, der samtidig udgør en teoretisk metafysisk model for virkelighedens fundamentale væsensbeskaffenhed.

Vedrørende implikationerne af afhandlingens resultater, så kan de vurderes på treplaner: Styrken af argumenterne i sig selv, resultaternes de facto position i fagdebatten af i dag, og de filosofiske implikationer under den hypotetiske forudsætning, at resultaterne godtages. Grundet hovedstrømninger i den akademiske filosofi i dag må en model af absolut idealistisk og kosmopsykistisk art ses som værende ganske kontroversiel, og den vil formodentlig ikke vindenævneværdig tilslutning. Hovedargumentet for modellen er øget forklaringskraft, og det bliver her en afvejning af, hvorledes en sådan stiller sig overfor indførelsen eller postulatet af ikke-empiriskfunderede præmisser som f.eks. EICO-strukturen. Under hypotetisk accept af modellen er implikationerne dog særdeles markante, både hvad angår teoretiske spørgsmål, som f.eks. om bevidsthedens væsen, praktiske spørgsmål, eksempelvis i forhold til etik, og eksistentielle spørgsmål, omhandlende f.eks. fortsat eksistens efter døden eller sågar spørgsmålet om selve meningen med livet.