Guds og øvrigheds straf: Centralmagt og sædelighed i Danmark-Norge 1536-1648

Denne afhandling har undersøgt centralmagtens regulering og straf af sædelighedsforbrydelserne i Danmark-Norge 1536-1648. Under denne hovedproblemstilling er spørgsmålene om indflydelsen fra mosaisk ret og Guds fortørnelse, kontinuitet og forandring og forholdet mellem lovgivning og praksis undersøgt. Der er foretaget en systematisk analyse af lovgivningen og praksis fra Rettertinget og Kancelliet, der var henholdsvis den øverste domstol og den daværende centraladministration. Geografisk omfattede undersøgelsen Danmark, Norge og Island.
Undersøgelsen viste, at mosaisk ret kun havde begrænset indflydelse. Mosaisk ret blev brugt som en bindende minimumsregel for blodskam, ligesom der blev straffet med dødsstraf efter mosaisk ret. Mosaisk ret har formentlig væres inspiration for reglerne om præsters ægteskab og ægteskab efter lejermål. Dødsstraffen for sodomi var formentlig også inspireret af mosaisk ret. Indflydelsen fra mosaisk ret var næppe ny efter Reformationen. Guds fortørnelse var et vigtigt og nyt strafformål og var nøje knyttet til straffens generalpræventive virkning. Strafferetten skulle dog også varetage andre hensyn, og straffe, der var indført med henvisning til Guds fortørnelse, kunne dermed lempes efterfølgende, ligesom der kunne benådes i praksis.
Reformationen medførte en principiel forandring, idet den verdslige øvrighed overtog jurisdiktionen over sædelighedsforbrydelserne. For de enkelte sædelighedsforbrydelsers definition og straf var der større kontinuitet. Der er dog både eksempler på afkriminalisering og ændrede definitioner og straffe. Centralmagtens regulering og straf af sædelighedsforbrydelserne efter Reformationen må samtidig betragtes som en proces med ny og forandret lovgivning, der blev udstedt løbende gennem hele perioden.
Forholdet mellem lovgivning og praksis var præget af fraværet af et moderne strafferetligt legalitetsprincip, og flere forbrydelser blev helt eller delvist overladt til praksis. Blodskam blev således først endegyldigt defineret i lovgivningen i 1637. Praksis kan også betragtes som en konsekvens af lovgivningen. Sædelighedsforbrydelserne blev løbende behandlet af centralmagten, ligesom det i mange sager blev indskærpet, at en forbrydelse skulle opklares, bringes for domstolene og straffes. Praksis indeholdt dog også mange eksempler på benådninger, når det ikke var imod mosaisk ret, dispensationer og tilladelser til fordel for folk, der havde begået en sædelighedsforbrydelse. Praksis stod således også i kontrast til lovgivningens straffe og deres begrundelse i Guds fortørnelse.