Gruppe-ekspertise i pædagogikken – et kritisk, filosofisk perspektiv

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

Resumé

Abstract: Ekspertise er et ideal, der kan fremhæves som relevant for både pædagogiske praktikere og teoretikere, idet dets indhold kan udspecificere regulative idealer for praksis og udgør et komplekst undersøgelsesfelt, der langt fra er udtømt. Idéen om pædagogisk ekspertise tåler imidlertid et kritisk blik på mindst to punkter: Dels kan man stille spørgsmålstegn ved, om idealet om ekspertise i det hele taget er praktisk frugtbart for en faglig profession som den pædagogiske; dels er ekspertise ofte knyttet til et individualistisk perspektiv, der kan udfordres. Artiklen udreder disse to kritiske punkter med udgangspunkt i filosofisk teori omfattende såvel begrebsanalyse som fænomenologisk analyse og også trækker på den sociale epistemologi. Artiklen argumenterer for, at idealet om ’pædagogisk ekspertise’ må forstås meget bredt, hvis det i det hele taget skal fastholdes som et forbillede for pædagogisk teori og praksis, og artiklen skitserer idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart forbillede. Artiklen har således tre hoveddele: 1. Analytisk afklaring af ekspertise i pædagogisk sammenhæng; 2. Kritisk undersøgelse af selve idealet om ekspertise i pædagogik; 3. Skitsering af idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart pædagogisk ideal med potentiale for såvel praksis som teoretisk udvikling. Artiklen er primært en teoretisk (men empirisk og praktisk informeret) undersøgelse af gruppe-ekspertise i pædagogisk sammenhæng. Den trækker på flere kilder, men har et bredt orienteret fænomenologisk teoretisk udgangspunkt (Husserl, 1999). Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt er en pålidelighedsteoretisk og socialt orienteret forståelse af det at være velbegrundet og kvalificeret i sit pædagogiske udsyn (Goldman, 1994, 1999). Med disse udgangspunkter kan det at være en pædagogisk ekspert forstås meget bredt, eftersom det at være pædagogisk faglig ikke kan reduceres til evnen til at udføre reflekterede intellektuelle akter, hvor man er i stand til at begrunde og kritisere pædagogiske idealer, handlinger og idéer. Pædagogisk ekspertise kan bestå i et væld af kvalificerede egenskaber, og en opgave må derfor være at afklare begrebsligt, hvad disse kan bestå i. Vi må fx skelne mellem pædagogisk knowhow og propositionel mestring af pædagogiske begreber; vi må skelne mellem refleksive og før-refleksive former for pædagogisk forståelse; samt mellem tavs og eksplicit pædagogisk viden (Klausen, 2013; Selinger & Crease, 2006). Har vi først anerkendt en sådan pluralisme af epistemiske og handlings-eksekutive aspekter af den pædagogiske ’ekspertise’, må opgaven for en afklaring af pædagogisk ekspertise i denne brede forstand bestå i undersøgelser af, hvilke betingelser der gør sig gældende for realiseringen af disse mangfoldige aspekter, og hvilke erfaringer og erkendelser, de knytter sig til. Dette indebærer analyser af de processer og dynamikker, der fremmer (henholdsvis ’forstyrrer’) dannelsen af de kvalificerede pædagogiske udsyn og handlinger (Engelsen, 2018; Engelsen, Christiansen, & Emiliussen, under udgivelse, 2019). Her kan selve termen ’ekspertise’ imidlertid pointeres at kunne danne associationer, der er potentielt problematiske (Ralston, 2011). Dels kan begrebet have konnotationer til en intellektualistisk forståelse af kvalificeret pædagogisk arbejde, der kan stå i vejen for både teoretisk og praktisk fokus på ikke-intellektuelle kapaciteter, som ikke bare er vigtige, men helt nødvendige og afgørende for pædagogikken. Et klassisk spørgsmål om det at være ekspert er, om man kan være ’ekspert’ uden at have reflekteret og begrebslig forståelse for sit emne – men for et fag som det pædagogiske kan man argumentere for, at det giver lige så god mening at spørge, om man meningsfuldt kan være pædagogisk ’ekspert’ uden at være i stand til at omsætte pædagogiske idealer til praksis. ’Ekspertise’ har desuden konnotationer til perfektionistiske idealer og praksisser, der kan argumenteres at tegne idealiserede billeder af det at være pædagogisk kvalificeret. Disse kan potentielt lede fokus væk fra den besværlige, konflikt- og dilemma-fyldte – principielt ikke-ideelle – pædagogiske virkelighed, vi altid står i. Man kan argumentere for, at et ensidigt fokus på abstrakte idealiteter uundgåeligt disponerer for blinde vinkler på den specifikke pædagogiske praksis. Med andre ord truer den klassiske kløft mellem teori og praksis i horisonten ved selve brugen af den pædagogiske ekspert som forbillede. Skal vi bevare ’den pædagogiske ekspert’ som eksemplarisk (hvad ikke nødvendigvis er tilfældet!), skal vi være påpasselige med disse forhold og fastholde et meget bredt syn på, hvad det i et praksis-perspektiv giver mening at kalde ’pædagogisk ekspertise’. Et forslag for et frugtbart perspektiv i dette lyse er, at vi kan forstå pædagogisk ekspertise i et gruppe-perspektiv frem for et individperspektiv. I den sociale epistemologi analyseres og diskuteres det, hvordan viden dannes i kraft af sociale processer, og artiklen vil i lyset af pointer fra denne debat slå et slag for, at pædagogisk ekspertise frugtbart kan anskues i et gruppe-perspektiv frem for som et ideal om mere eller mindre autoritative individuelle forbilleder. En grundpointe i den forbindelse er den, at forskellige pædagogiske kvalifikationer kan være distribueret blandt forskellige gruppemedlemmer, således at de tilsammen bidrager til perspektiver, holdninger og handlinger, der kvalificerer den pædagogiske praksis – vel at mærke på en måde, som de enkelte individer ikke ville være i stand til hver især. En teoretisk opgave er da at specificere, hvilke kvalifikationer, vilkår og tilknyttede erfaringsprocesser, der tilsammen bidrager til at betinge pædagogisk gruppe-ekspertise, og artiklen vil skitsere et udkast til interessante vinkler på en sådan undersøgelse. Af interessante fokusområder kan her nævnes, hvordan basale kapaciteter hos forskellige individer, såsom empati, perspektiv-fleksibilitet, begrebslig mestring og emotionel modenhed, kan spille sammen i en gruppe og supplere hinanden i frugtbare former for gruppe-ekspertise, hvis de er fordelt blandt gruppemedlemmerne. Men også sociale miljøer i form af etablerede arbejdsrutiner, normer og procedurer danner ’epistemiske landskaber’, der kan være mere eller mindre frugtbare for muliggørelsen af pædagogisk gruppe-ekspertise.
OriginalsprogDansk
TidsskriftForskning i Pædagogers Profession og Uddannelse
ISSN2446-2810
StatusUnder udarbejdelse - 12. nov. 2019

Citer dette

@article{966d3d4e0420467e83712b2944933c48,
title = "Gruppe-ekspertise i p{\ae}dagogikken – et kritisk, filosofisk perspektiv",
abstract = "Abstract: Ekspertise er et ideal, der kan fremh{\ae}ves som relevant for b{\aa}de p{\ae}dagogiske praktikere og teoretikere, idet dets indhold kan udspecificere regulative idealer for praksis og udg{\o}r et komplekst unders{\o}gelsesfelt, der langt fra er udt{\o}mt. Id{\'e}en om p{\ae}dagogisk ekspertise t{\aa}ler imidlertid et kritisk blik p{\aa} mindst to punkter: Dels kan man stille sp{\o}rgsm{\aa}lstegn ved, om idealet om ekspertise i det hele taget er praktisk frugtbart for en faglig profession som den p{\ae}dagogiske; dels er ekspertise ofte knyttet til et individualistisk perspektiv, der kan udfordres. Artiklen udreder disse to kritiske punkter med udgangspunkt i filosofisk teori omfattende s{\aa}vel begrebsanalyse som f{\ae}nomenologisk analyse og ogs{\aa} tr{\ae}kker p{\aa} den sociale epistemologi. Artiklen argumenterer for, at idealet om ’p{\ae}dagogisk ekspertise’ m{\aa} forst{\aa}s meget bredt, hvis det i det hele taget skal fastholdes som et forbillede for p{\ae}dagogisk teori og praksis, og artiklen skitserer id{\'e}en om p{\ae}dagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart forbillede. Artiklen har s{\aa}ledes tre hoveddele: 1. Analytisk afklaring af ekspertise i p{\ae}dagogisk sammenh{\ae}ng; 2. Kritisk unders{\o}gelse af selve idealet om ekspertise i p{\ae}dagogik; 3. Skitsering af id{\'e}en om p{\ae}dagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart p{\ae}dagogisk ideal med potentiale for s{\aa}vel praksis som teoretisk udvikling. Artiklen er prim{\ae}rt en teoretisk (men empirisk og praktisk informeret) unders{\o}gelse af gruppe-ekspertise i p{\ae}dagogisk sammenh{\ae}ng. Den tr{\ae}kker p{\aa} flere kilder, men har et bredt orienteret f{\ae}nomenologisk teoretisk udgangspunkt (Husserl, 1999). Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt er en p{\aa}lidelighedsteoretisk og socialt orienteret forst{\aa}else af det at v{\ae}re velbegrundet og kvalificeret i sit p{\ae}dagogiske udsyn (Goldman, 1994, 1999). Med disse udgangspunkter kan det at v{\ae}re en p{\ae}dagogisk ekspert forst{\aa}s meget bredt, eftersom det at v{\ae}re p{\ae}dagogisk faglig ikke kan reduceres til evnen til at udf{\o}re reflekterede intellektuelle akter, hvor man er i stand til at begrunde og kritisere p{\ae}dagogiske idealer, handlinger og id{\'e}er. P{\ae}dagogisk ekspertise kan best{\aa} i et v{\ae}ld af kvalificerede egenskaber, og en opgave m{\aa} derfor v{\ae}re at afklare begrebsligt, hvad disse kan best{\aa} i. Vi m{\aa} fx skelne mellem p{\ae}dagogisk knowhow og propositionel mestring af p{\ae}dagogiske begreber; vi m{\aa} skelne mellem refleksive og f{\o}r-refleksive former for p{\ae}dagogisk forst{\aa}else; samt mellem tavs og eksplicit p{\ae}dagogisk viden (Klausen, 2013; Selinger & Crease, 2006). Har vi f{\o}rst anerkendt en s{\aa}dan pluralisme af epistemiske og handlings-eksekutive aspekter af den p{\ae}dagogiske ’ekspertise’, m{\aa} opgaven for en afklaring af p{\ae}dagogisk ekspertise i denne brede forstand best{\aa} i unders{\o}gelser af, hvilke betingelser der g{\o}r sig g{\ae}ldende for realiseringen af disse mangfoldige aspekter, og hvilke erfaringer og erkendelser, de knytter sig til. Dette indeb{\ae}rer analyser af de processer og dynamikker, der fremmer (henholdsvis ’forstyrrer’) dannelsen af de kvalificerede p{\ae}dagogiske udsyn og handlinger (Engelsen, 2018; Engelsen, Christiansen, & Emiliussen, under udgivelse, 2019). Her kan selve termen ’ekspertise’ imidlertid pointeres at kunne danne associationer, der er potentielt problematiske (Ralston, 2011). Dels kan begrebet have konnotationer til en intellektualistisk forst{\aa}else af kvalificeret p{\ae}dagogisk arbejde, der kan st{\aa} i vejen for b{\aa}de teoretisk og praktisk fokus p{\aa} ikke-intellektuelle kapaciteter, som ikke bare er vigtige, men helt n{\o}dvendige og afg{\o}rende for p{\ae}dagogikken. Et klassisk sp{\o}rgsm{\aa}l om det at v{\ae}re ekspert er, om man kan v{\ae}re ’ekspert’ uden at have reflekteret og begrebslig forst{\aa}else for sit emne – men for et fag som det p{\ae}dagogiske kan man argumentere for, at det giver lige s{\aa} god mening at sp{\o}rge, om man meningsfuldt kan v{\ae}re p{\ae}dagogisk ’ekspert’ uden at v{\ae}re i stand til at oms{\ae}tte p{\ae}dagogiske idealer til praksis. ’Ekspertise’ har desuden konnotationer til perfektionistiske idealer og praksisser, der kan argumenteres at tegne idealiserede billeder af det at v{\ae}re p{\ae}dagogisk kvalificeret. Disse kan potentielt lede fokus v{\ae}k fra den besv{\ae}rlige, konflikt- og dilemma-fyldte – principielt ikke-ideelle – p{\ae}dagogiske virkelighed, vi altid st{\aa}r i. Man kan argumentere for, at et ensidigt fokus p{\aa} abstrakte idealiteter uundg{\aa}eligt disponerer for blinde vinkler p{\aa} den specifikke p{\ae}dagogiske praksis. Med andre ord truer den klassiske kl{\o}ft mellem teori og praksis i horisonten ved selve brugen af den p{\ae}dagogiske ekspert som forbillede. Skal vi bevare ’den p{\ae}dagogiske ekspert’ som eksemplarisk (hvad ikke n{\o}dvendigvis er tilf{\ae}ldet!), skal vi v{\ae}re p{\aa}passelige med disse forhold og fastholde et meget bredt syn p{\aa}, hvad det i et praksis-perspektiv giver mening at kalde ’p{\ae}dagogisk ekspertise’. Et forslag for et frugtbart perspektiv i dette lyse er, at vi kan forst{\aa} p{\ae}dagogisk ekspertise i et gruppe-perspektiv frem for et individperspektiv. I den sociale epistemologi analyseres og diskuteres det, hvordan viden dannes i kraft af sociale processer, og artiklen vil i lyset af pointer fra denne debat sl{\aa} et slag for, at p{\ae}dagogisk ekspertise frugtbart kan anskues i et gruppe-perspektiv frem for som et ideal om mere eller mindre autoritative individuelle forbilleder. En grundpointe i den forbindelse er den, at forskellige p{\ae}dagogiske kvalifikationer kan v{\ae}re distribueret blandt forskellige gruppemedlemmer, s{\aa}ledes at de tilsammen bidrager til perspektiver, holdninger og handlinger, der kvalificerer den p{\ae}dagogiske praksis – vel at m{\ae}rke p{\aa} en m{\aa}de, som de enkelte individer ikke ville v{\ae}re i stand til hver is{\ae}r. En teoretisk opgave er da at specificere, hvilke kvalifikationer, vilk{\aa}r og tilknyttede erfaringsprocesser, der tilsammen bidrager til at betinge p{\ae}dagogisk gruppe-ekspertise, og artiklen vil skitsere et udkast til interessante vinkler p{\aa} en s{\aa}dan unders{\o}gelse. Af interessante fokusomr{\aa}der kan her n{\ae}vnes, hvordan basale kapaciteter hos forskellige individer, s{\aa}som empati, perspektiv-fleksibilitet, begrebslig mestring og emotionel modenhed, kan spille sammen i en gruppe og supplere hinanden i frugtbare former for gruppe-ekspertise, hvis de er fordelt blandt gruppemedlemmerne. Men ogs{\aa} sociale milj{\o}er i form af etablerede arbejdsrutiner, normer og procedurer danner ’epistemiske landskaber’, der kan v{\ae}re mere eller mindre frugtbare for muligg{\o}relsen af p{\ae}dagogisk gruppe-ekspertise.",
author = "S{\o}ren Engelsen",
year = "2019",
month = "11",
day = "12",
language = "Dansk",
journal = "Forskning i P{\ae}dagogers Profession og Uddannelse",
issn = "2446-2810",
publisher = "P{\ae}dagoguddannelsens Ledernetv{\ae}rk",

}

Gruppe-ekspertise i pædagogikken – et kritisk, filosofisk perspektiv. / Engelsen, Søren.

I: Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse, 12.11.2019.

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

TY - JOUR

T1 - Gruppe-ekspertise i pædagogikken – et kritisk, filosofisk perspektiv

AU - Engelsen, Søren

PY - 2019/11/12

Y1 - 2019/11/12

N2 - Abstract: Ekspertise er et ideal, der kan fremhæves som relevant for både pædagogiske praktikere og teoretikere, idet dets indhold kan udspecificere regulative idealer for praksis og udgør et komplekst undersøgelsesfelt, der langt fra er udtømt. Idéen om pædagogisk ekspertise tåler imidlertid et kritisk blik på mindst to punkter: Dels kan man stille spørgsmålstegn ved, om idealet om ekspertise i det hele taget er praktisk frugtbart for en faglig profession som den pædagogiske; dels er ekspertise ofte knyttet til et individualistisk perspektiv, der kan udfordres. Artiklen udreder disse to kritiske punkter med udgangspunkt i filosofisk teori omfattende såvel begrebsanalyse som fænomenologisk analyse og også trækker på den sociale epistemologi. Artiklen argumenterer for, at idealet om ’pædagogisk ekspertise’ må forstås meget bredt, hvis det i det hele taget skal fastholdes som et forbillede for pædagogisk teori og praksis, og artiklen skitserer idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart forbillede. Artiklen har således tre hoveddele: 1. Analytisk afklaring af ekspertise i pædagogisk sammenhæng; 2. Kritisk undersøgelse af selve idealet om ekspertise i pædagogik; 3. Skitsering af idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart pædagogisk ideal med potentiale for såvel praksis som teoretisk udvikling. Artiklen er primært en teoretisk (men empirisk og praktisk informeret) undersøgelse af gruppe-ekspertise i pædagogisk sammenhæng. Den trækker på flere kilder, men har et bredt orienteret fænomenologisk teoretisk udgangspunkt (Husserl, 1999). Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt er en pålidelighedsteoretisk og socialt orienteret forståelse af det at være velbegrundet og kvalificeret i sit pædagogiske udsyn (Goldman, 1994, 1999). Med disse udgangspunkter kan det at være en pædagogisk ekspert forstås meget bredt, eftersom det at være pædagogisk faglig ikke kan reduceres til evnen til at udføre reflekterede intellektuelle akter, hvor man er i stand til at begrunde og kritisere pædagogiske idealer, handlinger og idéer. Pædagogisk ekspertise kan bestå i et væld af kvalificerede egenskaber, og en opgave må derfor være at afklare begrebsligt, hvad disse kan bestå i. Vi må fx skelne mellem pædagogisk knowhow og propositionel mestring af pædagogiske begreber; vi må skelne mellem refleksive og før-refleksive former for pædagogisk forståelse; samt mellem tavs og eksplicit pædagogisk viden (Klausen, 2013; Selinger & Crease, 2006). Har vi først anerkendt en sådan pluralisme af epistemiske og handlings-eksekutive aspekter af den pædagogiske ’ekspertise’, må opgaven for en afklaring af pædagogisk ekspertise i denne brede forstand bestå i undersøgelser af, hvilke betingelser der gør sig gældende for realiseringen af disse mangfoldige aspekter, og hvilke erfaringer og erkendelser, de knytter sig til. Dette indebærer analyser af de processer og dynamikker, der fremmer (henholdsvis ’forstyrrer’) dannelsen af de kvalificerede pædagogiske udsyn og handlinger (Engelsen, 2018; Engelsen, Christiansen, & Emiliussen, under udgivelse, 2019). Her kan selve termen ’ekspertise’ imidlertid pointeres at kunne danne associationer, der er potentielt problematiske (Ralston, 2011). Dels kan begrebet have konnotationer til en intellektualistisk forståelse af kvalificeret pædagogisk arbejde, der kan stå i vejen for både teoretisk og praktisk fokus på ikke-intellektuelle kapaciteter, som ikke bare er vigtige, men helt nødvendige og afgørende for pædagogikken. Et klassisk spørgsmål om det at være ekspert er, om man kan være ’ekspert’ uden at have reflekteret og begrebslig forståelse for sit emne – men for et fag som det pædagogiske kan man argumentere for, at det giver lige så god mening at spørge, om man meningsfuldt kan være pædagogisk ’ekspert’ uden at være i stand til at omsætte pædagogiske idealer til praksis. ’Ekspertise’ har desuden konnotationer til perfektionistiske idealer og praksisser, der kan argumenteres at tegne idealiserede billeder af det at være pædagogisk kvalificeret. Disse kan potentielt lede fokus væk fra den besværlige, konflikt- og dilemma-fyldte – principielt ikke-ideelle – pædagogiske virkelighed, vi altid står i. Man kan argumentere for, at et ensidigt fokus på abstrakte idealiteter uundgåeligt disponerer for blinde vinkler på den specifikke pædagogiske praksis. Med andre ord truer den klassiske kløft mellem teori og praksis i horisonten ved selve brugen af den pædagogiske ekspert som forbillede. Skal vi bevare ’den pædagogiske ekspert’ som eksemplarisk (hvad ikke nødvendigvis er tilfældet!), skal vi være påpasselige med disse forhold og fastholde et meget bredt syn på, hvad det i et praksis-perspektiv giver mening at kalde ’pædagogisk ekspertise’. Et forslag for et frugtbart perspektiv i dette lyse er, at vi kan forstå pædagogisk ekspertise i et gruppe-perspektiv frem for et individperspektiv. I den sociale epistemologi analyseres og diskuteres det, hvordan viden dannes i kraft af sociale processer, og artiklen vil i lyset af pointer fra denne debat slå et slag for, at pædagogisk ekspertise frugtbart kan anskues i et gruppe-perspektiv frem for som et ideal om mere eller mindre autoritative individuelle forbilleder. En grundpointe i den forbindelse er den, at forskellige pædagogiske kvalifikationer kan være distribueret blandt forskellige gruppemedlemmer, således at de tilsammen bidrager til perspektiver, holdninger og handlinger, der kvalificerer den pædagogiske praksis – vel at mærke på en måde, som de enkelte individer ikke ville være i stand til hver især. En teoretisk opgave er da at specificere, hvilke kvalifikationer, vilkår og tilknyttede erfaringsprocesser, der tilsammen bidrager til at betinge pædagogisk gruppe-ekspertise, og artiklen vil skitsere et udkast til interessante vinkler på en sådan undersøgelse. Af interessante fokusområder kan her nævnes, hvordan basale kapaciteter hos forskellige individer, såsom empati, perspektiv-fleksibilitet, begrebslig mestring og emotionel modenhed, kan spille sammen i en gruppe og supplere hinanden i frugtbare former for gruppe-ekspertise, hvis de er fordelt blandt gruppemedlemmerne. Men også sociale miljøer i form af etablerede arbejdsrutiner, normer og procedurer danner ’epistemiske landskaber’, der kan være mere eller mindre frugtbare for muliggørelsen af pædagogisk gruppe-ekspertise.

AB - Abstract: Ekspertise er et ideal, der kan fremhæves som relevant for både pædagogiske praktikere og teoretikere, idet dets indhold kan udspecificere regulative idealer for praksis og udgør et komplekst undersøgelsesfelt, der langt fra er udtømt. Idéen om pædagogisk ekspertise tåler imidlertid et kritisk blik på mindst to punkter: Dels kan man stille spørgsmålstegn ved, om idealet om ekspertise i det hele taget er praktisk frugtbart for en faglig profession som den pædagogiske; dels er ekspertise ofte knyttet til et individualistisk perspektiv, der kan udfordres. Artiklen udreder disse to kritiske punkter med udgangspunkt i filosofisk teori omfattende såvel begrebsanalyse som fænomenologisk analyse og også trækker på den sociale epistemologi. Artiklen argumenterer for, at idealet om ’pædagogisk ekspertise’ må forstås meget bredt, hvis det i det hele taget skal fastholdes som et forbillede for pædagogisk teori og praksis, og artiklen skitserer idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart forbillede. Artiklen har således tre hoveddele: 1. Analytisk afklaring af ekspertise i pædagogisk sammenhæng; 2. Kritisk undersøgelse af selve idealet om ekspertise i pædagogik; 3. Skitsering af idéen om pædagogisk gruppe-ekspertise som et frugtbart pædagogisk ideal med potentiale for såvel praksis som teoretisk udvikling. Artiklen er primært en teoretisk (men empirisk og praktisk informeret) undersøgelse af gruppe-ekspertise i pædagogisk sammenhæng. Den trækker på flere kilder, men har et bredt orienteret fænomenologisk teoretisk udgangspunkt (Husserl, 1999). Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt er en pålidelighedsteoretisk og socialt orienteret forståelse af det at være velbegrundet og kvalificeret i sit pædagogiske udsyn (Goldman, 1994, 1999). Med disse udgangspunkter kan det at være en pædagogisk ekspert forstås meget bredt, eftersom det at være pædagogisk faglig ikke kan reduceres til evnen til at udføre reflekterede intellektuelle akter, hvor man er i stand til at begrunde og kritisere pædagogiske idealer, handlinger og idéer. Pædagogisk ekspertise kan bestå i et væld af kvalificerede egenskaber, og en opgave må derfor være at afklare begrebsligt, hvad disse kan bestå i. Vi må fx skelne mellem pædagogisk knowhow og propositionel mestring af pædagogiske begreber; vi må skelne mellem refleksive og før-refleksive former for pædagogisk forståelse; samt mellem tavs og eksplicit pædagogisk viden (Klausen, 2013; Selinger & Crease, 2006). Har vi først anerkendt en sådan pluralisme af epistemiske og handlings-eksekutive aspekter af den pædagogiske ’ekspertise’, må opgaven for en afklaring af pædagogisk ekspertise i denne brede forstand bestå i undersøgelser af, hvilke betingelser der gør sig gældende for realiseringen af disse mangfoldige aspekter, og hvilke erfaringer og erkendelser, de knytter sig til. Dette indebærer analyser af de processer og dynamikker, der fremmer (henholdsvis ’forstyrrer’) dannelsen af de kvalificerede pædagogiske udsyn og handlinger (Engelsen, 2018; Engelsen, Christiansen, & Emiliussen, under udgivelse, 2019). Her kan selve termen ’ekspertise’ imidlertid pointeres at kunne danne associationer, der er potentielt problematiske (Ralston, 2011). Dels kan begrebet have konnotationer til en intellektualistisk forståelse af kvalificeret pædagogisk arbejde, der kan stå i vejen for både teoretisk og praktisk fokus på ikke-intellektuelle kapaciteter, som ikke bare er vigtige, men helt nødvendige og afgørende for pædagogikken. Et klassisk spørgsmål om det at være ekspert er, om man kan være ’ekspert’ uden at have reflekteret og begrebslig forståelse for sit emne – men for et fag som det pædagogiske kan man argumentere for, at det giver lige så god mening at spørge, om man meningsfuldt kan være pædagogisk ’ekspert’ uden at være i stand til at omsætte pædagogiske idealer til praksis. ’Ekspertise’ har desuden konnotationer til perfektionistiske idealer og praksisser, der kan argumenteres at tegne idealiserede billeder af det at være pædagogisk kvalificeret. Disse kan potentielt lede fokus væk fra den besværlige, konflikt- og dilemma-fyldte – principielt ikke-ideelle – pædagogiske virkelighed, vi altid står i. Man kan argumentere for, at et ensidigt fokus på abstrakte idealiteter uundgåeligt disponerer for blinde vinkler på den specifikke pædagogiske praksis. Med andre ord truer den klassiske kløft mellem teori og praksis i horisonten ved selve brugen af den pædagogiske ekspert som forbillede. Skal vi bevare ’den pædagogiske ekspert’ som eksemplarisk (hvad ikke nødvendigvis er tilfældet!), skal vi være påpasselige med disse forhold og fastholde et meget bredt syn på, hvad det i et praksis-perspektiv giver mening at kalde ’pædagogisk ekspertise’. Et forslag for et frugtbart perspektiv i dette lyse er, at vi kan forstå pædagogisk ekspertise i et gruppe-perspektiv frem for et individperspektiv. I den sociale epistemologi analyseres og diskuteres det, hvordan viden dannes i kraft af sociale processer, og artiklen vil i lyset af pointer fra denne debat slå et slag for, at pædagogisk ekspertise frugtbart kan anskues i et gruppe-perspektiv frem for som et ideal om mere eller mindre autoritative individuelle forbilleder. En grundpointe i den forbindelse er den, at forskellige pædagogiske kvalifikationer kan være distribueret blandt forskellige gruppemedlemmer, således at de tilsammen bidrager til perspektiver, holdninger og handlinger, der kvalificerer den pædagogiske praksis – vel at mærke på en måde, som de enkelte individer ikke ville være i stand til hver især. En teoretisk opgave er da at specificere, hvilke kvalifikationer, vilkår og tilknyttede erfaringsprocesser, der tilsammen bidrager til at betinge pædagogisk gruppe-ekspertise, og artiklen vil skitsere et udkast til interessante vinkler på en sådan undersøgelse. Af interessante fokusområder kan her nævnes, hvordan basale kapaciteter hos forskellige individer, såsom empati, perspektiv-fleksibilitet, begrebslig mestring og emotionel modenhed, kan spille sammen i en gruppe og supplere hinanden i frugtbare former for gruppe-ekspertise, hvis de er fordelt blandt gruppemedlemmerne. Men også sociale miljøer i form af etablerede arbejdsrutiner, normer og procedurer danner ’epistemiske landskaber’, der kan være mere eller mindre frugtbare for muliggørelsen af pædagogisk gruppe-ekspertise.

M3 - Tidsskriftartikel

JO - Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse

JF - Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse

SN - 2446-2810

ER -