Fracture trends and cost of fractures in patients with diabetes in Denmark

Type 1 diabetes (T1D) og type 2 diabetes (T2D) er kroniske lidelser, som kan resultere i forskellige komplikationer, herunder knoglefrakturer. Risikoen for frakturer er øget i T1D og T2D. Tidligere forskning har demonstreret et fald over tid i incidensrater for frakturer i den generelle befolkning i Danmark, men det var ukendt, om de samme mønstre var gældende blandt personer med T1D og T2D. Yderligere manglede der information omkring udviklingen af incidensrater for specifikke frakturlokationer. Yderligere er det påvist, at der er en højere frekvens af komplikationer efter frakturer blandt personer med T1D, hvilket kan lede til højere sundhedsmæssige omkostninger for behandling af frakturerne. Det var uvist, om der er forskelle i omkostningerne når individer med T1D sammenlignes med individer uden DM.

I denne afhandling undersøges først ændringer af Incidensrater for frakturer over tid for personer med T1D, T2D og uden diabetes, herunder forskelle i køn, aldersgrupper og specifikke frakturlokationer. Dernæst estimeres de direkte sundhedsmæssige omkostninger samt hvad der driver omkostningerne for behandling af frakturer hos personer med T1D sammenlignet med personer uden diabetes.

Estimering af frakturrater og omkostningerne af frakturbehandling er udført ud fra en kombination af danske sundhedsdataregistre. Studierne med frakturrater er udført med et populationsbaseret sekventielt tværsnitsdesign, mens omkostningsstudiet er udført med et populationsbaseret kohortedesign.

Incidensrater for frakturer blandt 18+ årige personer med T1D, T2D og kontroller med frakturer i perioden 1997-2017 blev beregnet. Medianer af frakturraterne for de første fem år og de sidste fem år af perioden blev beregnet og sammenlignet. Yderligere blev de direkte omkostninger af frakturbehandling for hofte, overarm, underarm, fod og ankel som skete i perioden 2011-2015 blandt individer på 18+ år med T1D og matchede kontroller beregnet.

Studierne demonstrerede et fald i frakturraterne, hvor det største fald findes blandt mænd og kvinder med T2D under 50 år. Yderligere, var der et fald i frakturraterne blandt mænd med T1D, men ikke kvinder med T1D. Vertebrale frakturrater steg over tid, mens raterne faldt over tid for hoftefrakturer, begge dele for personer med T1D, T2D og uden diabetes. Yderligere faldt raterne for frakturer i over- og underarm blandt personer med T1D og T2D. Desuden var omkostningerne for behandling af frakturer i overarm, underarm, fod og ankel højere hos personer med T1D, mens der ikke blev fundet en forskel mellem T1D og kontroller i omkostningerne for behandling af hoftefrakturer. De sundhedsmæssige omkostninger af frakturbehandling blev primært drevet af længere tids indlæggelse.

Mekanismerne bag faldet i frakturrater hos personer med T1D og T2D er delvist ukendte, men kan måske skyldes forbedringer i sygdomshåndtering og livsstil, samt en stigning i BMI og lavere forekomst af hypoglykæmi. Der er dog stadig højere risiko for frakturer blandt personer med T1D eller T2D, hvorfor det stadig er vigtigt at studere frakturrisikoen i disse grupper, hvilket måske kan assistere optimering af forebyggelse af frakturer. Mekanismerne bag højere omkostninger af frakturbehandling hos personer med T1D er delvist ukendte, men kan måske forklares ved en højere forekomst af komplikationer efter fraktur. Derfor er det vigtigt at forbedre forebyggelse og behandling af frakturer, hvilket måske kan sænke omkostningerne, men også forbedre livskvaliteten hos patienterne.