Fra strøtanke til værk: En genetisk undersøgelse af de kreative processer i den sene del af H.C. Andersens forfatterskab

Ambitionen med afhandlingen Fra strøtanke til værk – en genetisk undersøgelse af de kreative processer i den sene del af H.C. Andersens forfatterskab er at afdække de mønstre og former, der aftegner sig i H.C. Andersens kreative processer, som de kommer til udtryk i de bevarede forarbejder til de tre fortællinger ”Det nye Aarhundredes Musa” (1861), ”Iisjomfruen” (1861) og ”Tante Tandpine” (1872). Fremstillingen søger at indkredse den kreative proces, der finder sted fra den første idé eller optegnelse nedfældes, indtil forfatteren slipper formgivningen af det enkelte værk. Udgangspunktet er, at forarbejderne udgør et empirisk materiale, hvor redaktioner og udvikling fra et tekststadie til et andet konkret fortæller om de valg, der er truffet i formgivningsprocessen.
Forudsætningen for denne undersøgelse er tilvejebringelsen og organiseringen af det nødvendige empiriske materiale. Afhandlingen er betinget af ph.d.-projektets forudgående udforskning af H.C. Andersen samlingerne ved Det Kongelige Bibliotek, herunder især Collinske Samling 41,4o , der ifølge katalogbeskrivelsen består af ”Forskellige Hefter og løse Papirer, indeholdende spredte Optegnelser, Udkast, Ekscerpter o.l., tildels af A. selv samlet under Betegnelsen ”Tanker og Optegnelser til Afbenyttelse ved Stemning””. Udforskningens efterfølgende identifikation, selektion og transskription af forarbejder til analyse udgør afhandlingens grundforskningsdimension. 
Den metodiske tilgang til organiseringen og analyserne af forarbejderne er inspireret af den franske Critique Génétique, der i lighed med afhandlingen fokuserer på tekstproduktionens proces og dermed de dele af den kreative proces, hvorom man kan sige noget sikkert. Det er afhandlingens tese, at genetiske analyser af forarbejder kan bidrage væsentligt til nye fortolkninger af kendte værker. Der er tale om en kritisk og pragmatisk anvendelse af den genetiske metodik, der især har bidraget til systematiseringen af det, der i den genetiske terminologi kaldes for dossiererne: Samlingen af alle de tilgængelige håndskrevne manuskripter, der har været anvendt i det målrettede arbejde med at fremstille et litterært værk. 
For at kaste yderligere lys over det, der kendetegner de kreative processer i den sene del af H.C. Andersens forfatterskab inddrager jeg, hvad jeg har valgt at definere som prætekst: Udover elementerne fra dossiererne består præteksten af tekst-elementer, der ikke har været anvendt i den målrettede proces, men ikke desto mindre relaterer sig direkte til og danner forudsætning for de publicerede værker. Af samme grund inddrages også kreativitetsteoretiske og -psykologiske indfaldsvinkler og det diskuteres, i hvilket omfang disse kan bidrage til belysningen af H.C. Andersens kreativitet.
Afhandlingen er monografisk og består af syv kapitler samt, i et selvstændigt bind, tre bilag, der gengiver de transskriberede dossierer til afhandlingens tre analyserede værker.

Kapitel 1 udgør afhandlingens indledning og beskriver først udgangspunktet for ph.d.-projektet: Den musealt fostrede interesse for H.C. Andersens håndskrevne manuskripter og for forfatterens arbejde med formgivningen af værket. Jeg redegør i kapitlet for de forskningstraditioner, der knytter sig dels til studiet af H.C. Andersens forarbejder og dels til studiet af de kunstneriske processer, der ligger til grund for forfatterskabets værker. Her konstaterer jeg, at den hidtidige forskning på disse områder er af overraskende begrænset omfang, og at sigtet med den forskning, der er bedrevet på disse områder, er af en anden karakter end afhandlingens. Derefter redegør jeg for afhandlingens afgrænsning af empiri: Den er resultatet af en gennemgang af materialet i Det Kongelige Biblioteks H.C. Andersen-samlinger og af en efterfølgende vurdering af, til hvilke værker der er bevaret forarbejder i et omfang, som muliggør analyser af formgivningsprocessen. Jeg gør siden rede for den metodik, der er anvendt i projektets grundforskningsdel og for, at grundforskningsdelen gav anledning til at inddrage genetisk kritik som metodisk indfaldsvinkel til organiseringen og analyserne af de tre samlinger af forarbejder. Kapitlet afsluttes med projektets problemformulering, der pointerer de tre måder, hvorpå afhandlingen skal bidrage til den hidtidige H.C. Andersen forskning: Nemlig ved etableringen, transskriberingen og publikationen af tre samlinger af prætekst, ved introduktionen af genetisk analyse som metodisk indfaldsvinkel til fortolkning og ikke mindst belysning af kreative processer, samt ved en beskrivelse af de former for kreativitet, der manifesterer sig i kraft af analyserne, med inddragelse af kreativitetsteoretiske perspektiver. 

Kapitel 2 introducerer den metodiske indgangsvinkel til studiet af H.C. Andersens forarbejder. Der indledes med en skitsering af den historiske baggrund for etableringen af forfatterarkiver og af diskussionen om relevansen af studier i forfatteres ikke-publicerede manuskripter. Herefter opridses den franske litteraturkritiske skole Critique Genetique’s forudsætninger og afgrænsninger i forhold til filologiske retninger, som de tegner sig i artikler af de tre ’foregangsmænd’ Louis Hay, Jean Bellemin-Noël og Pierre Marc de Biasi, samt i Johnny Kondrups kritik af den genetiske skole. De genetiske procedurer og principper gennemgås og diskuteres med udgangspunkt i de Biasis skildring af den genetiske metode, og med henblik på, hvilke elementer der kan appliceres i afhandlingens analyser og hvilke, der ikke kan. I den metodologiske diskussion drøfter jeg den kritik, den genetiske skole har været genstand for. Jeg argumenterer for, at min egen pragmatiske annammelse af dele af de genetiske metodikker er betinget af det fælles fokus på processen og den fortolkende tilgang til analysen af manuskripterne, ligesom jeg præciserer, at min undersøgelse adskiller sig fra den genetiske kritik, hvad angår holdning til forfatterintention og biografi: Her er det min holdning, at de forskellige tekststadier ikke blot er sameksisterende, men at der er en grund til, at forfatteren har ladet et tekststadie publicere fremfor et andet. Selvom min undersøgelse ikke er biografisk orienteret i sit udgangspunkt, inddrager jeg desuden biografisk materiale i præteksten i det omfang, jeg kan argumentere for, at de belyser de kreative processer. Slutteligt redegør jeg for, hvordan jeg anvender de centrale begreber dossier og prætekst, som ovenfor beskrevet, samt begreberne værk (den publicerede tekst, ’kunstværket’) sluttekst (repræsenterer det punkt, hvor forfatteren har sluppet arbejdet med teksten) grundtekst (den bedste tilgængelige variant af den publicerede tekst) og idealtekst (ikke-publiceret, ikke-håndgribelig tekst: teksten fuldstændig renset for fejl). 

Kapitel 3, 4 og 5 udgør afhandlingens analysedel og indeholder fortolkninger af ”Det nye Aarhundredes Musa”, ”Iisjomfruen” og ”Tante Tandpine”, samt beskrivelse og analyse af deres dossierer og prætekst.

Kapitel 3 indledes med en fortolkning af det poetologiske prosastykke med den essayagtige karakter; ”Det nye Aarhundredes Musa” (1861). Værket rummer ingen egentlig handling, men har eksplicit poetik i fokus. Efter en beskrivelse af prosastykkets tilblivelseshistoriske ramme præsenteres og analyseres værkets dossier, der består af en lang række optegnelser i studiehæfter foruden tre koncepter og et renskrift, samt et hidtil upubliceret koncept ”Udødelighed”. Den generelle udvikling i tekststadierne beskrives og enkelte tekstelementer detailstuderes. Den samlede prætekst etableres, og den kreative proces indkredses i det afsluttende afsnit, hvor jeg konstaterer, at ideen til en poetologisk digtning opstod godt 20 år før, end den målrettede proces initieredes. Præteksten og processen er atypiske i den forstand, at gennemskrivningerne ikke repræsenterer en udfoldning af handling eller karakterer, men derimod bl.a. en afsøgning af studiehæfternes poetologiske optegnelser. Præteksten viser i øvrigt et vidtforgrenet netværk af anekdoter, billeder, sentenser og personlige erfaringer, der er tilbagevendende igennem forfatterskabet. Den er exceptionelt gennemarbejdet, og i sammenhæng med redaktionernes karakter giver det indtryk af, at formgivningen, trods Andersens egen erklærede tilfredshed med værket, har voldt ham en del besvær.

Kapitel 4 analyserer ”Iisjomfruen” (1861), H.C. Andersens suverænt længste ’historie’. Indledningen analyserer fortællingens særlige blanding af former fra eventyret, romanen, rejseskildringen og den fantastiske novelle og gør opmærksom på den dobbelthed og spejling, der opstår imellem den overordnede fortælling og den indlejrede fortælling om ”Ørnereden”. Den schweiziske tilblivelseshistorie skildres, og derefter redegøres for det meget omfangsrige og collageagtige dossier, der består af elementer fra såvel Det Kongelige Bibliotek som Odense Bys Museer. Beskrivelsen af den samlede prætekst godtgør, at fortællingen tager tilløb i form af udkast fra Schweiz i 1860, at den undervejs inddrager en lang række inter- og intratekstuelle referencer, og at renskriften især arbejder med at installere en (fantastisk) tøven, sproglige figurer og en afrundet slutning. Med analysen af prætekstens collageform argumenteres der for, at værket afspejler tilblivelsesprocessen, og at Andersen bevidst har anvendt en recycling-strategi i sin tilgang til materialet.

Kapitel 5 beskæftiger sig med ”Tante Tandpine” (1872), af Andersen iscenesat som eventyrforfatterskabets punktum, og en af dets meget få egentlige rammefortællinger. Også her gælder det, at værkets konstruktion afspejler dets tilblivelse, og i øvrigt at udødelighedstematikken står centralt. Konceptet ”Udødelighed”, der har motiver tilfælles med slutteksten, inddrages da også i dossier og prætekst, der i øvrigt består af meget forskelligartede og fragmenterede udkast. Disse indgår især i sluttekstens indrammede fortælling, studentens efterladte manuskript. Det konstateres, at den kreative proces strækker sig over næsten 40 år og i øvrigt er præget af flere lange pauser imellem de mere målrettede skrivefaser. Det er kendetegnende for bevægelsen i teksten, at der sker en udvikling og en gensidig påvirkning af aforismer og sentenser, over karakterer, scenarier og monolog til det samlende punkt, hvor fragmenterne sammenstykkes i en collage-form indrammet af rammefortællingen. Den kreative proces er desuden kendetegnet ved at trække på en række tidlige, personlige og smertefulde erfaringer, og ved at H.C. Andersen helt exceptionelt har redigeret i teksten efter publiceringen af førsteudgaven. 

Kapitel 6 sammenfatter indledningsvis resultaterne af de tre forudgående analyser. Der tegnes et billede af en forfatter i stadig dialog med sit materiale. Præteksterne demonstrerer, hvordan slutteksterne har taget form igennem uhyre mange tilløb, bearbejdninger, omstruktureringer, genbrug, udbygninger og korrekturer. Jeg argumenterer for, at denne type formgivning kendetegner værker fra forfatterskabets start til slut og kan ses som udtryk for en bevidst strategi. Samtidig er individuelle træk i de tre prætekster udtryk for, hvilke genrer de søger at skrive sig ind i – eller ud af. I erkendelse af, at de genetiske analyser kun kan give et delvist billede af de kreative processer, inddrages andre indfaldsvinkler i kapitlet. Først gives et indblik i H.C. Andersens egne, selvsagt mere eller mindre iscenesatte betragtninger over sin kreativitet. Her bringes endnu et hidtil upubliceret udkast med titlen ”Tilfældets Poesi”. For at belyse, hvilke kreative mønstre der kan ligge bag den synlige, tekstlige progression, redegør jeg efterfølgende for klassiske kreativitetsmodeller, nyere produktorienteret kreativitetsteori ved især Mihaly Csikzentmihalyi og Teresa M. Amabile og kritikken af den ved Søren Harnow Klausen. De produktorienterede kreativitetsteoriers begrænsede udsigelsesværdi i forhold til afhandlingens formål giver derefter anledning til at adressere ældre, individpsykologiske kreativitetsteorier, der har netop det æstetiske udtryk som omdrejningspunkt. Her berør jeg Sigmund Freuds, Anton Ehrenszweigs og Carl Gustav Jungs teorier, og peger på, at sidstnævntes individuationsteori – med forbehold – kan anvendes til at anskueliggøre, hvordan den litterære skabelsesproces hænger sammen med det skabende individs behov for gennem kunsten at nå til en ny fortolkning af selvet i forhold til verden og dermed til en forening af sit væsens modsætninger.

Kapitel 7 er afhandlingens afsluttende kapitel og indledes af en sammenfatning og perspektivering. Her sættes kapitel 6’s delkonklusion, Andersens egne betragtninger over sin kreativitet og de kreativitetsteoriske indfaldsvinkler i spil overfor hinanden med henblik på at danne et mere samlet billede af, hvordan H.C. Andersens kreative processer formede sig i den sene del af forfatterskabet. Tidsspandet for de tre prætekster anskueliggøres ved en model, ligesom forskellige måder at anskue Andersens kreative processer billedligøres med to andre modeller. Herefter diskuteres og evalueres afhandlingens genetisk inspirerede metode, og afslutningsvis redegøres for afhandlingens og det empiriske materiales potentielle formidlingsperspektiver, og der argumenteres for en bredere tilgængeliggørelse af H.C. Andersens håndskrevne manuskripter.

Afhandlingen bidrager samlet med en ny viden om, hvordan anvendelsen af forfatterens forarbejder kan kaste friskt lys over i forvejen kendte værker og lede til bemærkelsesværdige ’fund’ i samlinger af hidtil upubliceret materiale. Den afliver en udbredt romantisk forestilling om H.C. Andersen som improvisator, og erstatter den med et billede af en forfatter, der arbejder bevidst og konstant med indsamling og formgivning af sit materiale. Og endelig kan afhandlingen i metodisk henseende ses som et empirisk funderet forslag om at operationalisere de genetiske studier i H.C. Andersen forskningen.