Feasibility of mHealth in combination with health coaching for supporting patients with prostate cancer – Patients’ and healthcare professionals’ perspectives and experiences

Louise Faurholt Obro*

*Kontaktforfatter

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

66 Downloads (Pure)

Abstract

På verdensplan er prostatacancer (PCa) den næst hyppigste kræftsygdom hos mænd. Lav-risiko PCa, karakteriseret ved langsom vækst og minimal metastatisk potentiale, kræver oftest ikke aggressiv behandling. Traditionelle behandlinger som radikal prostatektomi og strålebehandling indebærer betydelige risici og gavner oftest ikke de fleste patienter med lav-risiko PCa. Alternative overvågningsstrategier, såsom Active Surveillance (aktiv overvågning) og Watchful Waiting, sigter mod at undgå unødvendig behandling og dens negative bivirkninger. Dog oplever nogle patienter med lav-risiko PCa angst og usikkerhed, hvilket kan føre til valg af aggressive behandlingsformer, hvilket er uhensigtsmæssigt både for patient og samfund. Der er derfor behov for værktøjer til at støtte egenomsorg hos PCa-patienter i overvågende behandling. Støtte til self-management (egenomsorg), herunder håndtering af symptomer og livsstilsændringer, kan forbedre trivsel og livskvalitet. Digitale sundhedsteknologier, især mobile sundheds enheder, tilbyder potentielle fordele ved at forbedre støtte til self-management. Sundhedscoaching, en patientcentreret tilgang, giver patienterne mulighed for at sætte sundhedsmål og udvikle self-management. Det overordnede formål med ph.d.-projektet var at udforske gennemførligheden af en intervention, der tilbyder mHealth i kombination med sundhedscoaching for at støtte patienter med prostatakræft. Phd projektet består af fire studier.

Studie 1 er en scoping review med det formål at få indsigt i litteratur vedrørende mHealth i kombination med sundhedscoaching i forbindelse med kronisk sygdom for at understøtte patienters self-management. PRISMA-ScR-tjeklisten og den fem-trins guideline fra Arksey og O´Malley blev brugt til at udføre reviewet. Reviewet afslører, at sundhedscoaching har til formål at involvere, motivere og støtte individer i at opnå mål. Der mangler dog en klar terminologi i coachinginterventionerne, hvilket gør det svært at forstå indholdet heraf. De fleste artikler beskriver coaching som nøglen til interventionens succes, og patienter rapporterer tilfredshed med coaching. mHealth bruges i interventionerne for at støtte deltagerne i at nå deres mål. Både mHealth og sundhedscoaching har gavn af hinanden til at understøtte patienternes self-management. Reviewet præsenterer to tilgange til at inkorporere mHealth og sundhedscoaching i self-managements interventioner: 1) brug af coaching som støtte til mHealth, hvor coaches spiller en mere støttende rolle i at motivere patienter eller hjælpe dem med at bruge mHealth; og 2) at bruge mHealth som støtte til sundhedscoaching, hvor deltagerne leverer data, der skal bruges og analyseres under coachingsamtaler eller som støtte mellem sessionerne.

Studie 2 og Studie 3, som er to empiriske undersøgelser, sigter mod at udforske patienternes (Studie 2) og sundhedspersonalets (Studie 3) erfaringer og perspektiver på en intervention, der tilbyder støtte til self-management gennem mHealth og sundhedscoaching. I Studie 2 blev data genereret gennem 26 individuelle interviews med 13 patienter, deltagerobservationer og notater fra sygeplejerskerne. Analysen identificerede fire interagerende temaer: 1) begrundelse for tracking og 2) forståelse af ens helbred 3) tracking som kontrol og 4) kompetence relateret til IT. I Studie 3 blev data genereret gennem 8 individuelle interviews med 4 sygeplejersker, et fokusgruppeinterview, deltagerobservationer og notater fra sygeplejerskerne. Analysen identificerede tre overordnede og interagerende temaer: 1) indflydelsen af coaching, 2) indflydelse af mHealth og 3) relationer gennem fælles oplevelser.

Studie 4 har til formål at udforske sygeplejerskernes brug af mHealth i sundhedscoaching og kritisk reflektere over de barrierer og facilitatorer mHealth kan tjene som grænseobjekt. Dette studie er konstrueret som et langt argument for, hvordan mHealth ser ud til at bygge bro mellem patienter og sygeplejersker og letter sundhedscoaching. Vi fandt ud af, at sygeplejersker i stigende grad opfattes som innovatører og teknisk supportere, men at nogle sygeplejersker mangler de nødvendige kompetencer til mHealth, hvilket fører til lav motivation. Studiet foreslår at integrere teknologi i sygepleje paradigmet for at fremme sygeplejevidenskab og viden herom. På trods af udfordringerne kan mHealth skabe en fælles oplevelse mellem patienter og sygeplejersker, hvilket fører til tillid. mHealth kan fungere som et grænseobjekt, der giver sygeplejersker og patienter mulighed for at forene og udveksle viden, samt faciliterer kollektiv læring og coachende samtaler.

Den overordnede konklusion i denne afhandling er, at mHealth i kombination med sundhedscoaching kan hjælpe patienter med at udvikle self-management ved at tracke symptomer og omsætte data til hverdags sundhedsråd. Sundhedscoaching var nøglen til succes, da patienterne følte sig støttet og havde et stærkt forhold til coachen. Projektet identificerede facilitatorer og barrierer til at designe og implementere digitale interventioner i klinisk praksis. Hovedfacilitatorerne var patienters og sygeplejerskers evne til at beskytte og leve op til deres identitet, hvilket var centralt for deres motivation for de nye opgaver. Barrierer var oplevelsen af ikke at kunne leve op til sit selvbillede, hvilket førte til demotivation. Derfor er det vigtigt at fremme et miljø, der værdsætter autonomi, tilskynder ejerskab og sikrer, at patienter har de rette kompetencer til at være selvsikre og motiverede for interventionen. Desuden er screening af patienters digitale sundhedskompetence og ydelse af teknologisk støtte afgørende. Derudover var mHealth effektive redskaber i forbindelse med coaching, på trods af udfordringer for både sygeplejerskerne og patienterne. Projektet understreger vigtigheden af interaktion og relation mellem sygeplejersker og patienter. Integrering af mHealth i coaching kan imødekomme mandlige patienters behov, fremme meningsfulde relationer og facilitere svære samtaler.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Osther, Palle, Hovedvejleder
  • Handberg, Charlotte, Vejleder, Ekstern person
  • Ammentorp, Jette, Vejleder
  • Thybo Pihl, Gitte, Vejleder
Dato for forsvar31. maj 2024
Udgiver
DOI
StatusUdgivet - 8. maj 2024

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Feasibility of mHealth in combination with health coaching for supporting patients with prostate cancer – Patients’ and healthcare professionals’ perspectives and experiences'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater