Fatigue following acquired brain injury (FABI): Advancing methods for treatment and assessment of fatigue for people living with an acquired brain injury

Træthed er et almindeligt problem for voksne med erhvervet hjerneskade (ABI). Oplevelsen af træthed kan være vedvarende, invaliderende og indskrænkende i hverdagen. På trods af problemet er den videnskabelige evidens begrænset i vejledningen af klinisk praksis for behandling og udredning af træthed. Denne afhandling omfatter to forskningsprojekter om rehabilitering af træthed ved ABI. Det første projekt handler om udviklingen af en behandlingsmodel for at fremme selvstændig håndtering af træthed. Det andet handler om valideringen af den danske oversættelse af Dutch Multifactor Fatigue Scale (DMFS). En udbredt tilgang til behandling af træthed i dansk neurorehabilitering omfatter pædagogiske og adfærdsmæssige indsatser kendt som energiforvaltning (EM). Tilgangen er dog ikke veldefineret. Der mangler konsensus om dens komponenter, og de understøttende behandlingsteorier er stort set ubeskrevne. Artikel I, ”Defining a Treatment Model for SelfManagement of Fatigue Following Acquired Brain Injury: A Collective Case Study Using the Rehabilitation Treatment Specification System”, præsenterer en model af EM ud fra praksisbaserede rutiner og forståelser ved et specialiseret hjerneskaderehabiliteringscenter. Først blev en indledende model udviklet i samarbejde med klinikere i iterative workshops med brug af Rehabilitation Treatment Specification System. Herefter blev modellen revideret i et samlet casestudie af fire personer i arbejdsrehabilitering. EM-modellen omfatter fem overordnede behandlingskomponenter: (a) Knowledge and Understanding of Fatigue, (b) Interoceptive Attention of Fatigue, (c) Acceptance of Fatigue, (d) Activity Management, og (e) Self-Management of Fatigue. Modellen kan facilitere teoridrevet evalueringsforskning og vejlede klinisk beslutningstagen i skræddersyet behandling. Tilrettelæggelsen af indsatser forudsætter valide udredningsværktøjer. DMFS adresserer den multifacetterede karakter af træthed ved ABI for at facilitere målrettet behandling mod individuelle behov. DMFS indeholder 38 items fordelt på fem subskalaer:
(a) Impact of Fatigue, (b) Signs and Direct Consequences of Fatigue, (c) Mental Fatigue, (d) Physical Fatigue og (e) Coping with Fatigue. Et multicenter valideringsstudie af DMFS blev gennemført med brug af kvalitative (Artikel II) og kvantitative (Artikel III) metoder. I Artikel II, ”Evaluation of Response Processes to the Danish Version of the Dutch Multifactor Fatigue Scale in Stroke Using the Three-Step Test-Interview”, blev ni voksne med stroke interviewet for at undersøge fortolkningsprocesser i besvarelsen af DMFS. I Artikel III, “Measurement Properties of the Dutch Multifactor Fatigue Scale in Early and Late Rehabilitation of Acquired Brain Injury in Denmark”, blev endimensionalitet, målingsinvarians og faktorstruktur af de originale subskalaer evalueret blandt 149 voksne i rehabilitering efter ABI med brug af faktoranalyse. Fælles resultater fra begge artikler understøtter validiteten af subskalaerne Impact of Fatigue, Signs and Direct Consequences of Fatigue og Mental Fatigue. De var desuden delvist invariante på tværs af tidlige versus sene rehabiliteringsfaser. Physical Fatigue viste evidens for lokal afhængighed, indikeret af både interview- og faktoranalyser. Coping with Fatigue var ikke endimensionel på trods af, at svarprocesser var kongruente med det påtænkte (multifacetterede) konstrukt. Sumscores kan derfor ikke fortolkes uden videre. Hele skalaen var flerdimensionel, men den originale faktorstruktur var ikke tilstrækkelig reproduceret. Alt i alt, de tre førstnævnte subskalaer anbefales til måling af træthed, selvom konstrukterne kan overlappe. Egenskaber ved individuelle items analyseres, og item revisioner anbefales for den danske oversættelse. Flere metodiske styrker og svagheder overvejes i vurderingen af resultaterne, herunder data triangulering, samplestørrelse, og generalisering. Til sidst diskuteres kliniske implikationer og fremtidige perspektiver for rehabilitering af træthed ved ABI, herunder mulighederne for at bruge DMFS som et udredningsværktøj til at målrette EM komponenter til individuelle behov.