Fællesskelet: Amalie Smiths nye roman skriver sig op imod den dominerende fortælling om Vestens kulturhistorie

Essay om de kunst- og idéhistoriske overvejelser i Amalie Smiths roman Marble (okt. 2014) med særligt fokus på udgivelsens interesse for materialitet. Uddrag fra essayet:

"Bogen bærer genrebetegnelsen roman. Stillet overfor et værk, der, som Marble, synes optaget af at opholde sig netop dér, hvor grænserne smuldrer, kan det dog virke underligt at tvinge værket ind i selv så smidig en genre. Bogen består af serier af samtaler og korrespondancer, der fletter sig ind i hinanden. Tonen er dæmpet og klar. Stilen er udpræget dialogisk og spørgende, blikket materialitetsorienteret, nærmest arkæologisk. (...)

Marble (...) blander konsekvent nære, materielle iagttagelser med idéhistoriske overvejelser, der udmønter sig i en dialogisk, vidtforgrenende, fragmentarisk kontemplation, der måske nok er fremadskridende, men ikke imod et mål. Der er en tro på det processuelle fremfor det målrettede og en fornemmelse for skalaer og gradueringer snarere end modsætninger og adskillelser.

Bogens hovedærinde er at diskutere renæssancens brug af antikken, der ikke så meget var en ’genfødsel’ som en nyfortolkning af kunsten i en puristisk hvis ikke direkte fobisk retning. Den hvide skulpturs ophøjethed stiller bogen sig særlig kritisk overfor."