Fædres brug af azathioprin/6-mercaptopurin/methotrexat og sygelighed hos børnene

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

Abstrakt

Fædres brug af azathioprin/6-mercaptopurin/methotrexate omkring konceptionstidspunktet og sygelighed hos børnene
Vores forskningsgruppe, der beskæftiger sig med forskning inden for kronisk inflammatoriske sygdomme og reproduktionsudfald, har for nyligt publiceret følgende artikel i Reproductive Toxicology: ”Paternal use of azathioprine/6-mercaptopurine or methotrexate within 3 months before conception and long-term health outcomes in the offspring – a nationwide cohort study”1.
Baggrunden for artiklen
Det, der ansporede os til artiklen var, at der i litteraturen er meget begrænset fokus på fædre-vinklen, når det gælder reproduktions-outcome. Mens forhold vedrørende sammenhængen mellem maternelle eksponeringer og reproduktionsudfald har været et betydeligt forskningsområde igennem årtier, har betydningen af paternelle faktorer omkring konceptionstidspunktet tiltrukket sig langt mindre interesse. Der er stadig begrænset viden om perinatale outcomes hos børn, hvis fædre har taget medicin omkring konceptionstidspunktet, herunder azathioprin (AZA)/6-mercaptopurin (6-MP)2-4, methotrexat (MTX)5-7, steroid8,9, og biologisk terapi10, men vi har stort set ingen evidens for sammenhænge mellem paternel eksponering for en række af lægemidler og eventuelle langtidseffekter hos barnet. AZA, 6-MP og MTX er immunomodulatoriske lægemidler, som har været anvendt i mere end 50 år i behandling af inflammatorisk tarm sygdom (IBD) og en række af forskellige andre autoimmune sygdomme, herunder rheumatiske lidelser og hudsygdomme, og de er yderligere brugt i forbindelse med organ transplantation.
Et af de outcome, der i vores artikel er fokus på, er cancer hos børnene. Rationalet for at undersøge mulig cancer blandt børn, hvis fædre har været behandlet med AZA/6-MP/MTX, stammer fra studier af mulig mutagen effekt af lægemidlerne på spermatocytter eller en direkte toksisk effekt via sædvæske, og fordi tidligere studier har sandsynliggjort en sammenhæng mellem miljømæssige og kemiske eksponeringer hos faderen og cancer blandt børn11-16. Derudover har flere epidemiologiske studier indikeret en sammenhæng mellem autism spectrum disorders (ASD) hos børn med en familiær anamnese af autoimmune sygdomme17,18, mens et tidligere dansk studie ikke kunnet bekræfte dette hos patienter med IBD19. I det danske studie blev der dog ikke inddraget oplysninger om medicinbrug. Et eksempel på en sammenhæng mellem ASD og lægemiddelindtagelse er valproat, hvor et populationsbaseret studie fandt en signifikant øget risiko for ASD efter maternel indtagelse af valproat under graviditeten20.
Vi ønskede således i studiet at undersøge sammenhængen mellem fædres brug af AZA/6-MP/MTX i perioden inden konceptionen og risikoen for udvikling af cancer eller udviklingsmæssige problemer hos børnene.
OriginalsprogDansk
TidsskriftBest Practice Nordic. Psykiatri
StatusUdgivet - mar. 2019

Citationsformater