Ethvert byggeri er et udsagn om samfundets aktuelle tilstand: Jorden under Høje Gladsaxe i den danske ghettos litteraturhistorie

I denne artikel analyseres Camilla Christensens roman Jorden under Høje Gladsaxe (2002) som del af ”den danske ghettos litteraturhistorie” – skønlitterære tekster, der tolker på de danske almene udsatte boligområders udvikling, skiftende valoriseringer og livsformer. Artiklen argumenterer for, at Jorden under Høje Gladsaxe tilbyder et bredt historisk, samfundsmæssigt og nationalt perspektiv på boligområdernes sociogeografiske udgrænsning. Romanen forbinder boligpolitiske og arkitektoniske faktorer med det ikkested – Marc Augés velkendte begreb – som Høje Gladsaxe fremstår som anno 2001. Romanen forbinder også den senmoderne velfærdsstats nedværdigende behandling af arbejdsløse i prekariatet med opretholdelsen af Høje Gladsaxe som ikkested. Artiklen argumenterer yderligere for, at romanen med dens magiske realisme, persongalleri og brug af legendemotiver er en modstemme til typiske fordomme om beboere i områderne og til en typisk socialrealistisk måde at skrive om dem på. Slutteligt fremhæves romanen som eksempel på to hovedtendenser i ghettoens litteraturhistorie: ekspertnarrativet, der afdækker baggrundene for boligområdernes tilblivelse og aktuelle tilstand, og autotopografien, hvor forfattere på baggrund af egne erfaringer fortæller om livet i virkeligt eksisterende udsatte boligområder og dermed tilbyder værdifulde perspektiver på højaktuelle sociale problemstillinger.