Epidemiology of hemolytic disorders in Denmark

Erytrocytter eller røde blodceller har, under normale omstændigheder, en levetid på ret præcist 120 dage. Hæmolyse betegner en tilstand, hvor erytrocytterne ødelægges tidligere end normalt. Uafhængigt af den underliggende årsag hertil, er der grund til at tro, at hæmolyse i sig selv, bl.a. på grund af frisætningen af
erytrocyt-rester i blodet, kan have negative helbredseffekter og
blandt andet øge risikoen for blodpropper.

Medfødte hæmolytiske tilstande var tidligere primært udbredte
i malariaområderne, men med voksende global migration, kan
disse sygdomme nu diagnosticeres i alle lande. Erhvervede hæmolytiske tilstande er hovedsageligt relateret til immunologiske angreb på erytrocytterne og bliver generelt anset for at være sjældne og er uden nogen kendt geografisk variation i forekomsten.

Formentligt som en konsekvens af at der er tale om sjældne
sygdomme, er der sparsomt med forskning i hyppighed af og
komplikationer til hæmolysesygdomme. Incidens og prævalens
er, for de fleste af sygdommene, næsten ukendte. Der er udført
meget få studier, der sammenligner overlevelsen for personer
med og uden hæmolyse. Alligevel formodes levetiden for patienter med hæmolysesygdomme at være nedsat, men præcist hvor meget, er usikkert.

Som første trin, til at udfylde disse huller i viden, har vi valideret hæmolysediagnoserne, som er registeret i Landspatientregistret, og fundet, at den positive prædiktive værdi af disse registreringer er mellem 70,8% og 91,7%. Disse prædiktive værdier er tilstrækkelige til at understøtte yderligere registerstudier af
hæmolysesygdomme. Vores valideringsprojekt viste dog også,
at det er muligt at forbedre både den prædiktive værdi og
dækningsgraden af diagnoserne. Disse mulige forbedringer var
udelukkelsen af hæmolysediagnoser, stillet alene på kirurgiske
afdelinger, og inklusion af diagnoser fra biokemiske registre til at
identificere bærer-tilstande af medfødte hæmoglobinsygdomme.

Vi har nu dannet en kohorte bestående af alle patienter i Danmark, der er registeret med mindst en hæmolysediagnose i
Landspatientregisteret. Kohorten indeholder information om
alle indlæggelser siden 1977 og ambulante besøg fra 1994. Vi
sammenkørte Sundhedsdata fra Landspatientregisteret med informationer om migration, død, alder og køn, og befolkningstal
blev skaffet fra Danmarks Statistik.

Vi kunne herefter beregne incidens og prævalens af alle erhvervede hæmolysesygdomme mellem 1980 og 2016, samt prævalensen af alle medfødte hæmolysesygdomme mellem 2000
og 2016. Incidensraten af erhvervede hæmolysesygdomme steg
gennem hele observationstiden, hvor den eneste undtagelse
var lægemiddel-relateret hæmolyse, som havde en faldende
incidensrate. Incidensraten for autoimmun hæmolyse, Evans
syndrom, kulde-agglutinations sygdom og paroksystisk nokturn
hæmoglobinuri blev mere end fordoblet i løbet af studietiden.

Prævalensproportionen for næsten alle hæmolysesygdomme
steg vedvarende gennem hele studietiden. Overlevelsen blev, for
størstedelen af sygdommene, ikke forbedret væsentligt.

Vi brugte derefter Evans syndrom som en model for studier
af overlevelse og dødsårsager. Disse studier tyder på, at overlevelsen for patienter med Evans syndrom er betydeligt nedsat, og at det samme formentligt er gældende for patienter med autoimmun hæmolyse. Dødsårsagsanalyserne viste, at blødning, kardiovaskulær sygdom og hæmatologisk kræft var hyppige dødsårsager i løbet af det første år efter diagnosen.

Overordnet viser vores studier, at registerbaserede undersøgelser
af patienter med hæmolysesygdomme er gennemførlige, og vi
har identificeret en kohorte bestående af alle personer med en
registreret hæmolysediagnose i Danmark – Den Danske Hæmolysekohorte. Så vidt vi ved, er vi de første, der har beregnet
incidens og prævalens af alle erhvervede hæmolysesygdomme
på baggrund af landdækkende tal. Det samme gør sig gældende
for vores beregninger af prævalensen af alle medfødte hæmolysesygdomme.

Vores studier af overlevelsen blandt patienter med hæmolysesygdomme giver grund til at mistænke, at erhvervet hæmolyse er forbundet med nedsat overlevelse, hvorfor yderligere studier af overlevelse og komplikationer til hæmolyse er relevante.