The Speeds of the Migrant Mongrel: A Critical Re-Engagement with Hybrid Discourses and Becomings in Contemporary Migration Literature and Theory

Sten Pultz Moslund*

*Kontaktforfatter

Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

Abstract

Denne afhandling omfatter en kritisk genteoretisering af hybriditetstematikken i den aktuelle postkoloniale migrationslitteratur og teori. Afhandlingen er opdelt i to dele. Første del opsummerer den seneste kritik af hybriditet inden for postkoloniale studier og foreslår måder, hvorpå hybriditet kan udvikles som et begrebsmæssigt og teoretisk instrument. Anden del består af litterære analyser af tre nutidige migrationsromaner, hvor jeg anvender de teoretiske og metodiske resultater fra den teoretiske del. De tre romaner er Bharati Mukherjees Jasmine, Jamal Mahjoubs The Carrier og V. S. Naipauls The Enigma of Arrival. Afhandlingen slutter sig til de kritiske stemmer inden for postkoloniale studier, som påpeger en problematisk genetablering af nye dikotomier i hybriditetsdiskursen. Navnlig ser afhandlingen på den binaritet, der opstår i hybriditetsteori og studier af migrationslitteratur imellem det hybride og det rene, det heterogene og det homogene, tilblivelse og væren, det migratoriske og det bosatte, det rodløse og det rodfæstede. I og med at afhandlingen antager, at virkelighedens fundamentale betingelse er konstant forandring, fluxus og kulturel sammenblanding, påpeger den problemet med den generelle tendens, der hersker i hybriditetsdiskurs og teori til at direkte eller indirekte at forudsætte nogle diskurser eller kulturer som uforanderlige eller homogene og ubevægelige. Afhandlingen foreslår måder, hvorpå vi kan bevæge os væk fra en sådan teoretisk forarmelse, alt imens vi stadig bevarer hybriditet som et brugbart analytisk og epistemologisk begreb. For det første foreslår afhandlingen en overordnet differentiering af hybriditetsbegrebet. Den gør brug af Bakhtins ideer om organisk og tilsigtet hybriditet som en mulig måde, hvorpå vi kan tale om mere end én slags hybriditet. Dette fører videre til en yderligere uddybning af hybriditet, hvor afhandlingen begynder at analysere hybriditet ikke som en tilstand, men som en process, der involverer flere forskellige hastigheder af kulturel forandring eller tilblivelse. Følgelig erstatter afhandlingen en primært spatial opfattelse af hybriditet med en temporal og processuel forståelse. Den udskifter diskursen om en hybrid tilstand med en diskurs om hybridiserende processer (så vel som den konsekvent udskifter enhver tale om det homogene med ideen om homogeniserende processer, det heterogene med det heterogeniserende, monoglossia og heteroglossia med monoglotte og heteroglotte kræfter, etc.). Organisk hybriditet består af ubevidste processer, hvorigennem forskel gradvist bliver inkorporeret i en kultur, og kulturen følgelig forandrer sig langsomt over en lang tidshorisont (på samme måde som når fremmedord inkorporeres i et sprog). På denne måde kan alle kulturer siges at være hybride. Tilsigtet hybriditet, derimod, er en i høj grad bevidst, diskursiv form for hybriditet, en bevidst fremhævelse af eller affirmation af hybriditet som en radikal kraft af kulturel forskel (som det f.eks. er tilfældet i tematiseringen af hybriditet i migrationslitteratur eller i den postkoloniale hybriditetsteori). Afhandlingen bidrager med en udvikling af de to begreber ved at teoretisere en indre dynamik i begge hybriditeter mellem det samme og det forskellige, hvor det samme og det forskellige endnu en gang understreges som processuelle. Afhandlingen bruger især Deleuze‟s ideer om forskel og tilblivelse til at udforske det temporale aspekt i de to former for hybriditet. Deleuze sammenholder forskel og tilblivelse. En frigørelse af forskel skaber forandring i og med, at det afbryder ensartetheden eller det samme. Det som opretholder det samme eller som tæmmer forskel er i Deleuze gengivelsen, eller repræsentationen og fortolkningen af forskel. Gengivelsen pacificerer forskellens uregerlighed, fordi den uundgåeligt bearbejder og indpasser (fortolker) den rene forskel i fælles forståelsesrammer, ensartende kategoriseringer og binære strukturer, etc. Følgelig kan en kulturs relative homogenitet, dens organiske hybriditet, ses som et resultat af et system af kontinuerlige og fælles gengivelsesrammer, der domesticerer forskel og inkorporerer den i et mere eller mindre stabilt verdenssyn. Via gengivelsens domesticering bevirker processerne i organisk hybriditet, at forskel forsvinder ud af syne og den umiddelbare fælles bevidsthed (ligesom et fremmedord transformers til et hjemligt ord over tid), uden at forskel nogensinde helt elimineres; forskel fortsætter med at påvirke værtskulturens ensartethed, forandrer dens koder. Vi kan tale om, at forskellens kraft, dvs. tilblivelsens kraft, bliver reduceret, dens hastighed sænket, hvilket resulterer i en langsom tilblivelse for et givent kulturelt sprog eller epistemologi. Organisk hybriditet kan ses som en ensartethed i konstant, langsom forandring, hvilket opleves mere eller mindre som en kontinuitet af det samme, som en væren. Afhandlingen udforsker de mekanismer, der ligger bag kulturelle domesticeringsprocesser ved at gøre brug af oversættelsesteori og Lotmans teori om semiosfæren, men bruger også Bakhtins ideer om centripetale og centrifugale kræfter (dvs., homogeniserende og heterogeniserende kræfter), som viser sig langt mere gangbare end hans statiske dikotomisering af heterogenitet versus homogenitet. Afhandlingen foreslår, at vi forstår organisk hybriditet som en variation af hybriditet, i hvilken en stærk centrifugal kraft af ensartethed, genereret af fælles fremstillings- eller gengivelseskoder, indgår i en asymmetrisk dialektisk proces med en meget svagere centripetal kraft af forskel. En af de største teoretiske gevinster ved organisk hybriditet er, at vi kan erstatte ideer om kulturel renhed og homogen ensartethed med en forståelse af f.eks. en fælles national kultur og dens symbolske koder som en "selvsammehed" i langsom forandring. Hvor organisk hybriditet involverer en langsommelighed, ligger det i sagens natur, at tilsigtet hybriditet i det mindste er tilsigtet som en diskurs, der sætter fart i epistemologiske og ontologiske forandringssprocesser. Tilsigtet hybriditet sigter bevidst mod at ophæve ensartetheden ved at frigøre forskellen, det fremmede, usikkerhed og heterogenitet, samt altid at modvirke, at forskellen forsvinder ud af syne og ind i det samme. I migrationslitteratur kommer tilsigtet hybriditet typisk til udtryk som en diskurs omkring det at være midt-i-mellem, hvorved det antages, at den tilsigtede hybriditetsdiskurs deterritorialiserer de sædvanlige kulturelle fremstillingskoder og derved sætter mening og betydning i en konstant bevægelse, mulighedsproliferation og ustabilitet. Angiveligt skulle den tilsigtede hybriditet på denne måde slynge kulturelle fællesskaber, som f.eks. nationale eller etniske identiteter, ud i en tilstand af radikal usikkerhed, hvilket udløser en acceleration af nye transnationale og transkulturelle tilblivelser og metamorfoser. Imidlertid er den tilsigtede hybriditets frigørelse af forskel kontamineret af homogeniserende kræfter, på samme måde som dominansen af det samme i organisk hybriditet er kontamineret af forskel. Dette bliver særligt tydeligt eftersom tilsigtet hybriditet aldrig undgår at gengive og fortolke noget andet, og på den måde selv indgår i en proces, hvor forskel tæmmes. Tilsigtet hybriditet, i sit virke som oppositionsdiskurs, etablerer nye hierarkier, og homogeniserende kræfter tager til i det øjeblik, at andre repræsenteres/fortolkes igennem den tilsigtede hybriditets sprog (som det f.eks. er tilfældet, når den formodede "ikke-hybride" eller "ikke-migratoriske" identitet fremstilles og stigmatiseres som homogen, fikseret og undertrykkende). Imidlertid er der en anden og mere fundamental måde, hvorpå den tilsigtede hybriditet bliver kontamineret af homogeniserende kræfter, nemlig igennem de centripetale kræfter, der hersker i selve sproget. For eksempel sker der uundgåeligt en tæmning af forskel hver gang indisk kultur eller en indisk stemme gengives på eller oversættes til et andet sprog, som f.eks. engelsk. I dette tilfælde hører tilsigtet og organisk hybriditet op med at være to forskellige former for hybriditet. Tilsigtet hybriditet viser sig i så mange tilfælde på et dybere plan at være rodet ind i de domesticeringsprocesser, der kendetegner organisk hybriditet. Afhandlingen udforsker på den baggrund, hvad der sker, så snart den tilsigtede hybriditets modpart, den underforståede kulturelle renhed, udskiftes med den organiske hybriditets langsomme tilblivelse, såvel som når den formodede frigivelse af forskel viser sig at være kontamineret af ensartethedens homogeniserende kræfter. I og med at vi kan tale om overlap mellem organisk og tilsigtet hybriditet, hvor sidstnævnte altid er rodet ind i den organiske hybriditet, foreslår afhandlingen, at vi tænker i et kontinuum af hybriditet rangerende fra dominansen af det samme i organisk hybriditet til dominansen af forskel i de former for tilsigtet hybriditet, hvor forskel frigives med størst succes - med alle de variationer af mindre intense hybriditetsdiskurser, der måtte befinde sig imellem de to ekstremer. I modsætning til dikotomiseringen af hybriditet og renhed, som efterlader os med en nødtørftig tidslig kontrast mellem et udifferentieret begreb om tilblivelse og en fikseret, uforanderlig væren, åbner perspektivet af de immanente kræfter af homogenitet og forskel i organisk og tilsigtet hybriditet et udsyn til forskellige hastigheder af tilblivelse, som vi kan anvende i vores læsninger af transkulturel migrationslitteratur. Hvor hybriditet-versus-renhedstilgangen kun gør læsninger mulige, som registrerer, hvorvidt en diskurs eller et sted eller en figur i en migrationsroman er hybrid eller ej (eller hvorvidt et værk er heteroglot eller ej), gør dette perspektiv mere dynamiske læsninger mulige, som registrerer kulturel hybriditet i et værk som en proces forbundet med forskellige tilblivelseshastigheder, eller forskellige grader af heterogenisering og homogenisering. Hen imod slutningen af den første del bruger afhandlingen Bakhtin og Deleuze, som leverer det meste af afhandlingens teoretiske fundament, til at opridse en læsepraksis, som kan hjælpe os til at registrere de to former for hybriditet i en roman, samt deres sammenfletning og den resulterende variation af transkulturelle tilblivelseshastigheder i romanen. En væsentlig del af de tre analyser, som følger efter afhandlingens teoretiske del, består i at identificere de homogeniserende og heterogeniserende kræfter, eller dynamikker imellem ensartethed og forskel, som er på spil i romanernes diskursive økonomier. Dette gælder især spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan deres formodede migratoriske og hybride og heteroglotte diskurser er kontamineret af kontrasterende kræfter, hvorved den tilsigtede hybriditet flyder sammen med de organiske hybridiseringsprocesser. Det viser sig, at tilsigtet hybriditet udformer sig på forskellig vis i de tre romaner, ligesom de også involverer forskellige tilblivelseshastigheder. Mens den hybridiserende og heterogeniserende diskurs i Mahjoubs The Carrier og Mukherjees Jasmine anvendes til at konfrontere eller deterritorialisere ensartetheden i migrantheltens værtskulturer (det landlige Danmark og det hvide, landlige Amerika), som i fejringen af transkulturelle tilblivelsesretninger, er det migratoriske sprog i Naipauls The Enigma of Arrival langt mindre triumferende. Både Mukherjee og Mahjoub anvender en eksplicit diskurs af ind-i-mellemhed og diskontinuitet, et heteroglot, tredje-bliks udsyn på verden, som antages at frigøre forskellens centrifugale kraft imod ensartethedens centripetale kraft. Modsat handler Naipauls roman om anerkendelsen af kontinuiteten af de homogene kræfter i den lokale identitetsdannelse i det rurale England. Som følge deraf, er alle de centrifugal kræfter i The Enigma of Arrival, som frigøres med migrantens ankomst, tæt på at blive helt og aldeles opslugt af det lokale samfunds (og romanens) relative kulturelle ensartethed. På en måde kan det siges, at Naipaul gør et forsøg på et uintenst hybridiserende blik eller diskurs eller fremstillingsmodus, hvilket viser, at tilsigtet hybriditet til syvende og sidst ikke nødvendigvis behøver at indebære en udpræget centrifugal form for hybriditet. Faktisk kan Naipauls roman læses som en fejring, ikke af en meget bevidst form for hybriditet, men af de centripetale kræfter, som er med til at generere et samlende center for den kollektive identitet på trods af det faktum, at virkeligheden regeres af diskontinuiteten og heterogenitetens centrifugale kræfter. I The Enigma of Arrival er de organiske hybridiseringsprocesser langt mere synlige på romanens overordnede udsigelsesniveau end i de to andre romaner, hvor disse synes kun at kunne læses i romanernes marginer og i sprogets dybere lag, under den intentionelle hybriditets diskursive overflade. Afhandlingen sammenligner de tre romaner på mange andre måder. For eksempel opererer Mukherjees og Naipauls romaner med diskurser, eller fremstillingsmodi, som signalerer vidt forskellige tilblivelseshastigheder. Mens Jasmine er en roman, hvor migration og transkulturelle metamorfoser synes at opnå en enorm hastighed, er bevægelse og forandring i Naipaul ekstremt langsomme, til tider er de på grænsen til helt at gå i stå. Imidlertid viser transformationen og diskontinuitetens høje hastighed i overfladen af romanens udsigelse i Jasmine sig at være kontamineret af så mange kontinuiteter og homogeniseringer på et tavst formmæssigt og dybere sprogligt plan, hvilket sænker romanens kapacitet til at generere høje hastigheder af transkulturelle tilblivelser og faktisk bevirker, at dens tilsigtede hybriditet er subliminalt domineret af den organiske hybriditets centripetale kræfter og indarbejdelsen af forskel i en kulturel ensartethed. Det, der gør Mahjoubs roman speciel i forhold til Mukherjees, er, at The Carrier bevidst indrammer sit tilsigtede hybridiserende fremstillingsmodus, for på den måde at sætte spørgsmålstegn ved og problematisere den formodede dobbelthed og "ind-imellemhed" i den transkulturelle migrants/ romans udsyn. I The Carrier bliver den migrerende bastards dobbeltsyn åbenlyst reduceret til et enøjet teleskopisk udsyn. I Naipauls roman er der også en selvreflekterende diskurs, som fremhæver dens egen diskursive begrænsning, men hvorimod The Carrier indrammer en forskelsdiskurs, indrammer The Enigma of Arrival en diskurs, som hovedsagligt er en ensartethedens diskurs. Endelig er både The Carrier og The Enigma of Arrival forskellige fra Jasmine på den måde, at deres migratoriske blik operer med en tidslig dimension, som iagttager en vertikal distribution af forskel: en distribution af heterogenitet og hybriditet på tværs af tid og historiske perioder. Til sammenligning beskæftiger Jasmine sig næsten udelukkende med samtidens globale migration; altså en horisontalt distribution af forskel på tværs af spatiale eller geografiske grænser. Alt i alt demonstrerer afhandlingens anden halvdel en læsepraksis som søger at frigøre vores læsninger af transkulturelle migrationsromaner fra den stasis der efterlades af analytiske dikotomier som hybriditet langt mindre triumferende. Både Mukherjee og Mahjoub anvender en eksplicit diskurs af ind-i-mellemhed og diskontinuitet, et heteroglot, tredje-bliks udsyn på verden, som antages at frigøre forskellens centrifugale kraft imod ensartethedens centripetale kraft. Modsat handler Naipauls roman om anerkendelsen af kontinuiteten af de homogene kræfter i den lokale identitetsdannelse i det rurale England. Som følge deraf, er alle de centrifugal kræfter i , som frigøres med migrantens ankomst, tæt på at blive helt og aldeles opslugt af det lokale samfunds (og romanens) relative kulturelle ensartethed. På en måde kan det siges, at Naipaul gør et forsøg på et uintenst hybridiserende blik eller diskurs eller fremstillingsmodus, hvilket viser, at tilsigtet hybriditet til syvende og sidst ikke nødvendigvis behøver at indebære en udpræget centrifugal form for hybriditet. Faktisk kan Naipauls roman læses som en fejring, ikke af en meget bevidst form for hybriditet, men af de centripetale kræfter, som er med til at generere et samlende center for den kollektive identitet på trods af det faktum, at virkeligheden regeres af diskontinuiteten og heterogenitetens centrifugale kræfter. I er de organiske hybridiseringsprocesser langt mere synlige på romanens overordnede udsigelsesniveau end i de to andre romaner, hvor disse synes kun at kunne læses i romanernes marginer og i sprogets dybere lag, under den intentionelle hybriditets diskursive overflade. Afhandlingen sammenligner de tre romaner på mange andre måder. For eksempel opererer Mukherjees og Naipauls romaner med diskurser, eller fremstillingsmodi, som signalerer vidt forskellige tilblivelseshastigheder. Mens er en roman, hvor migration og transkulturelle metamorfoser synes at opnå en enorm hastighed, er bevægelse og forandring i Naipaul ekstremt langsomme, til tider er de på grænsen til helt at gå i stå. Imidlertid viser transformationen og diskontinuitetens høje hastighed i overfladen af romanens udsigelse i sig at være kontamineret af så mange kontinuiteter og homogeniseringer på et tavst formmæssigt og dybere sprogligt plan, hvilket sænker romanens kapacitet til at generere høje hastigheder af transkulturelle tilblivelser og faktisk bevirker, at dens tilsigtede hybriditet er subliminalt domineret af den organiske hybriditets centripetale kræfter og indarbejdelsen af forskel i en kulturel ensartethed. Det, der gør Mahjoubs roman speciel i forhold til Mukherjees, er, at bevidst sit tilsigtede hybridiserende fremstillingsmodus, for på den måde at sætte spørgsmålstegn ved og problematisere den formodede dobbelthed og "ind-imellemhed" i den transkulturelle migrants/ romans udsyn. I bliver den migrerende bastards dobbeltsyn åbenlyst reduceret til et enøjet teleskopisk udsyn. I Naipauls roman er der også en selvreflekterende diskurs, som fremhæver dens egen diskursive begrænsning, men hvorimod indrammer en diskurs, indrammer en diskurs, som hovedsagligt er en ensartethedens diskurs. Endelig er både og forskellige fra på den måde, at deres migratoriske blik operer med en tidslig dimension, som iagttager en vertikal distribution af forskel: en distribution af heterogenitet og hybriditet på tværs af tid og historiske perioder. Til sammenligning beskæftiger sig næsten udelukkende med samtidens globale migration; altså en horisontalt distribution af forskel på tværs af spatiale eller geografiske grænser. Alt i alt demonstrerer afhandlingens anden halvdel en læsepraksis som søger at frigøre vores læsninger af transkulturelle migrationsromaner fra den stasis der efterlades af analytiske dikotomier som hybriditet mod renhed, heteroglossia mod monoglossia, fluxus mod fikserethed, tilblivelse mod væren, det migratoriske mod det fastboende.
OriginalsprogEngelsk
Bevilgende institution
  • Syddansk Universitet
Vejledere/rådgivere
  • Sellars, Roy, Vejleder
  • Sauerberg, Lars Ole, Vejleder
UdgivelsesstedOdense
Udgiver
StatusUdgivet - feb. 2009

Emneord

  • migrationslitteratur, postkolonialisme, hybriditetsteori

Citationsformater