Digital Health in Chronic Conditions: Promoting Physical Activity, Assessing Digital Health Literacy, and Profiling Readiness

Introduktion
Kroniske sygdomme er den primære årsager til global sygelighed og dødelighed, og deres forekomt er fortsat stigende. En væsentlig risikofaktor for kroniske sygdomme såsom depression, angst, hjertesygdomme, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), osteoartrose (OA), hypertension og type 2 diabetes. Fyisisk inaktivitet øger risikoen for sygelighed og dødelighed, mens regelmæssig fysisk aktivitet kan bremse progressionen og reducere sværhedsgraden af disse sygdomme. På trods af disse veldokumenteret fordele er fysisk inaktivitet stadig udbredt, hvilket understreger behovet for innovative sundhedsstrategier for at afbøde den stigende byrde på sundhedssystemer og økonomiske ressourcer. Digitale sundhedsløsninger, såsom mobilapplikationer (apps), hjemmesider eller kropsbåren teknologi (wearables), har vist sig som lovende tiltag til at imødegå denne udfordring. De muliggør personalisering, fjern-monitorering, kan give personer mulighed for bedre selvforvaltning og håndting af egen sundhed samt muliggøre skalerbare sundhedsinterventioner. Dog er effektiviteten af digitale sundhedsinterventioner til fremme fysisk aktivitet blandt personer med kroniske sygdomme endnu ikke fuldt belyst. Effektiviteten kan afhænge af niveauerne af digitale sundhedskompetencer og digital parathed. Derfor er det essentielt at undersøge effekten af disse digitale sundhedsløsninger samt at evaluere disse digitale sundhedskompetencer og digital parathed for at kunne tilpasse digitale sundhedsløsninger til forskellige befolkningsgrupper, og sikre, at disse forbedre fysisk aktivitet og reducere snarere end at øge ulighed i sundhed.

Formål
Denne afhandling har til formål at vurdere aspekter af brugen af digitale sundhedsløsninger til at forbedre sundhedsudfald for personer med kroniske sygdomme, særligt med fokus på fysisk aktivitet. Afhandling fokuserer på fordele og ulemper ved digitale sundhedsløsninger, der har til formål at fremme fysisk aktivitet blandt personer med kroniske sygdomme. Derudover undersøger den forholdet mellem digitale sundhedskompetencer, niveauer af fysisk aktivitet og interaktion med kroniske sygdomme. Yderligere undersøger den digitale parathedsprofiler blandt personer med hofte eller knæ OA og identificerer faktorer, der differentierer forskellige niveauer af digital parathed.

Metoder
Artikel I var et systematisk litteraturstudie med meta-analyse af randomiserede kontrollerede forsøg (RCT'er), hvor der blev søgt i MEDLINE, Embase, CINAHL og Cochrane Central Register frem til oktober 2022. RCT'er der evaluerede digitale sundhedsinterventioner rettet mod at fremme fysisk aktivitet versus sædvanlig behandling hos voksne med depression, angst, iskæmisk hjertesygdom, hjertesvigt, KOL, hofte eller knæ OA, hypertension eller type 2-diabetes kunne inkluderes. Primære effektmål var objektivt målt fysisk aktivitet og fysisk funktion, mens sekundære effektmål var subjektivt målt fysisk aktivitet, fysisk funktion, angst, depression, helbredsrelateret livskvalitet (HRQOL) samt bivirkninger ved to målinger henholdvis afslutning af interventionerne og ved opfølgning tættest på 12 måneder. Data blev samlet og analyseret ved brug af random effects modeller, og risikoen for bias samt evidenssikkerheden blev vurderet ved brug af Cochrane Risk of Bias 2 (RoB 2.0) og the Grading of Recommendations, Assessment, Development, and Evaluation (GRADE) metoden.

Artikel II var en tværsnitsundersøgelse baseret på data fra Sundhedsprofilen i Region Sjælland, Danmark. Digitale sundhedskompetencer blev målt ved hjælp af tre underskalaer af eHealth Literacy Questionnaire (eHLQ), der vurderede evnen til at forstå sundhedsinformation, oplevelsen af sikkerhed og kontrol samt motivation. Fysisk aktivitet blev målt med Nordic Physical Activity Questionnaire-short form, komplians til Verdenssundhedsorganisationens (WHO) minimumsanbefaling for fysisk aktivitet og Saltin-Grimby Physical Activity Level Scale. Sammenhænge mellem digitale sundhedskompetencer og niveauer af fysisk aktivitet blev analyseret ved hjælp af logistisk regression og justeret for demografiske og sundhedsrelaterede variabler. Interaktioner med langvarige sygdomme (somatiske og mentale) blev også evalueret.

Artikel III var en tværsnitsundersøgelse med data fra Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D) registeret. Digital parathed blev målt ved hjælp af eHealth Readiness Scale. Latent klasseanalyse identificerede digitale parathedsprofiler, og multinomial logistisk regression undersøgte sociodemografiske og sundhedskarakteristika forbundet med disse profiler.

Resultater
Det systematiske litteraturstudie i Artikel I inkluderede 130 RCT'er og fandt, at digitale sundhedsinterventioner signifikant forhøjede objektivt målt fysisk aktivitet (Standardiseret gennemsnitsforskel (SMD): 0,29 (95% konfidensinterval (KI) 0,21 til 0,37) ved interventionsafslutning; SMD 0,17 (95% KI 0,04 til 0,31) ved opfølgning) og fysisk funktion (SMD: 0,36 (95% KI 0,12 til 0,59) ved interventionsafslutning; 0,29 (95% KI 0,01 til 0,57) ved opfølgning) sammenlignet med sædvanlig behandling. Tilsvarende effekter blev fundet for de sekundære effektmål, men disse blev ikke genfundet ved opfølgning. De digitale sundhedsinterventioner viste højere risiko for ikke-alvorlige bivirkninger (risk ratio (RR): 1,31 (95% KI 1,11 til 1,55) ved interventionsafslutning, men ikke ved opfølgning (RR 1,35, 95% KI 0,05 til 0,66) eller for alvorlige bivirkninger (RR: 0,89 (95% KI 0,76 til 1,04; 0,76 95% KI 0,56 til 2,54). Høj heterogenitet og dårlig studiekvalitet resulterede i moderat til meget lav evidenssikkerhed.

Artikel II inkluderede 19.231 deltagere og fandt, at højere digitale sundhedskompetencer på tværs af alle tre eHLQ-skalaer var positivt associeret med at engagere sig i >30 minutters ugentligt moderat til intens fysisk aktivitet (Odds Ratios (ORs) 1,13–1,25, p≤0,012), kompliance til retningslinjer for fysisk aktivitet (ORs 1,08–1,33, p≤0,025) og selvrapporteret aktiv (ORs 1,24– 1,54, p<0,001), selv efter justering for kovariater. Ingen interaktioner blev observeret med langvarig sygdom. De fleste deltagere havde høje digital sundhedskompetence scorer, men personer med flere langvarige sygdomme og et ønske om støtte til at øge fysisk aktivitet havde de laveste digitale sundhedskompetence scorer.

Artikel III vurderede digital parathed blandt 3.555 deltagere og fandt, at 53% følte sig trygge ved brugen af internetteknologier, 32% mente, at det forbedrede deres effektivt, og 26% brugte løsninger til at overvåge deres livsstil. Latent klasseanalyse identificerede profiler med lav, intermediær og høj digital parathed. Sammenlignet med den høje profil var den lave profile forbundet med højere alder (OR: 1,96, 95% KI 1,71–2,24), at være kvinde (OR: 0,72, 95% KI 0,57– 0,90), lavere uddannelsesniveau (OR: 0,62, 95% KI 0,45–0,88), at bo alene (OR: 1,39, 95% KI 1,11–1,76) og flere at have flere kroniske sygdomme (OR: 1,10, 95% KI 1,04–1,17). Den intermediære profil afspejlede i høj grad den lave, men det var mindre sandsynligt, at personer med fedme (OR: 0,70, 95% KI 0,54–0,91) og højere ganghastighed (OR: 0,70, 95% KI 0,50–0,98) tilhørte denne gruppe sammenlignet med den høje profil. Stillesiddende adfærd var mere sandsynligt i den høje profil sammenlignet med både den lave og intermediære profil (OR: lav: 1,63, 95% KI 1,32–2,02 og intermediær: 1,21, 95% KI 1,02–1,42).

Konklusion
Denne afhandling viser, at digitale sundhedsinterventioner kan forbedre fysisk aktivitet og fysisk funktion blandt personer med forskellige kroniske sygdomme. Forbedringer målt på angst, depression og HRQOL blev dog kun observeret ved interventionsafslutning. Risikoen for ikkealvorlige bivirkninger under disse interventioner understreger behovet for grundig håndtering. Højere digitale sundhedskompetencer var forbundet med øgede niveauer af fysisk aktivitet, hvilket fremhæver vigtigheden af at vurdere og fremme digitale sundhedskompetencer ved anvendelse af digitale sundhedsløsninger. Identificeringen af forskellige digitale parathedsprofiler indikerer, at digital parathed skal overvejes for at optimere adoptionen af digitale sundhedsløsninger i kliniske praksis. Det er afgørende at tilpasse interventioner til forskellige personlige behov for at sikre, at digitale sundhedsløsninger bidrager til at reducere ulighed i sundhed, især blandt ældre, personer med lavere uddannelsesniveauer og personer, der lever med flere kroniske sygdomme. Støtte eller alternative muligheder bør overvejes til de personer, der ikke er parate til at engagere sig fuldt i digitale sundhedsløsninger, for at sikre lige adgang og effektiv deltagelse i sundhedsinterventioner. Fremtidig forskning bør fokusere på at forbedre rapporteringen, sikre varige effekter og udvikle strategier til at screene, måle og forbedre digitale sundhedskompetencer og digital parathed.