Digital Democracy Centre undersøger: Digitaliseringen af den demokratiske samtale: og deltagelsen i politiske diskussioner online

Publikation: Bog/rapportRapportForskning

220 Downloads (Pure)

Abstract

Rapporten viser, at kun 3 % af danskerne henholdsvis deler politisk indhold eller deltager i politiske diskussioner på sociale medier ugentligt, mens hele 71 % angiver aldrig at diskutere politik på sociale medier. Desuden ses det, at en markant større andel af dem, der hyppigt diskuterer politik ansigt-til-ansigt, også deltager i de politiske diskussioner online. De sociale medier fungerer altså ikke i særlig stor grad som forum for demokratisk samtale for de grupper, der ikke også deltager i politiske diskussioner ansigt-til-ansigt. Desuden viser vi, at 80 % af dem, der diskuterer politik online, gør dette gennem Facebook.

Der ses stort set ingen demografiske og sociale skævheder i, hvem der deltager i de politiske diskussioner online i Danmark. Lidt flere kvinder deltager ugentligt – dog er der flere mænd, der deltager månedligt, men hverken alder, uddannelsesniveau, hvorvidt man tilhører en etnisk-, religiøs- eller seksuelminoritetsgruppe, digitalt færdighedsniveau eller politisk overbevisning ser ud til at have indflydelse på, hvor ofte man deltager i de politiske diskussioner online.

29 % af danskerne angiver, at de har afholdt sig fra at indgå i politiske diskussioner online, selvom de egentlig havde en lyst til at deltage. På den positive side ses der dog ingen sociale eller demografiske skævheder i, hvem der afholder sig fra at deltage. Der er dog lidt flere på de politiske fløje, som angiver, at de har afholdt sig fra at deltage. Det er især ”Udlændinge og flygtninge”, ”Religion og tro” samt ”Ligestilling og diskrimination”, som danskerne afholder sig fra at diskutere online. Særligt er det tonen i debatterne, frygt for chikane, trusler, vold og hadtale, en frygt for at blive krænket, samt en opfattelse af, at det er nyttesløst at diskutere politik online, der får folk til at afholde sig fra at deltage.

De politiske diskussioner, der foregår offline, beskrives som mere respektfulde, løsningsorienterede, direkte, ærlige, interessante, politisk korrekte og elitære. Omvendt beskrives de politiske diskussioner, der finder sted online, som mere ekstreme og hadefulde, men også som mere følelsesladede og underholdende. Generelt tilskrives de politiske diskussioner offline således flere positive egenskaber end de politiske diskussioner online.

Ganske få danskere ser de sociale medier som en positiv bidragyder til den demokratiske samtale, og de fleste danskere er i nogen grad enige i, at det, at politiske diskussioner foregår gennem sociale medier, øger risikoen for radikalisering og polarisering. Samlet set har kun 7 % et positivt syn på digitaliseringen af den demokratiske samtale, mens hele 36 % har et decideret negativt syn. Især er det mænd, de ældre generationer, højtuddannede, folk med en mere sikker digital adfærd, politisk interesserede og venstreorienterede, der har et negativt syn på digitaliseringen af den demokratiske samtale.
OriginalsprogDansk
ForlagSyddansk Universitet
Antal sider41
DOI
StatusUdgivet - jun. 2023

Citationsformater