Spring til hovednavigation Spring til søgning Spring til hovedindhold

Development of Environmentally Sustainable Food Supply Chains: Empirical investigations

Bidragets oversatte titel: Udvikling af miljømæssigt bæredygtige fødevareforsyningskæder: Empiriske undersøgelser
  • Jesper Kronborg Jensen

Publikation: Afhandling › Ph.d.-afhandling

Abstract

Afhandlingen starter med forestillingen om, at der er et presserende behov for at udvikle mere miljøvenlige forsyningskæder, og at forskere bør spille en vigtig rolle i at finde den bedste måde at opnå den nødvendige omstrukturering af forsyningskæder. Samtidig anerkender denne forskning, at udviklingen af miljømæssigt bæredygtige forsyningskæder skal foretages med en klar anerkendelse af virksomhedernes økonomiske mål, og ikke på bekostning af deres økonomiske resultater. Baseret på dette, er den største udfordring i udvikling af mere miljømæssigt bæredygtige forsyningskæder hvordan virksomheder vil tilvejebringe fødevareprodukter effektivt i fremtiden velvidende at der vil være en stigning i prissætningen for naturressourcer og energi. Dette resulterer i problemformuleringen, hvordan fødevarevirksomheder kan udvikle mere miljømæssigt bæredygtige forsyningskæder uden at skade, og i bedste fald forbedre de økonomiske resultater. Med formålet at undersøge dette nærmere, er denne forskning struktureret omkring forskningsformålet at 'foreslå, hvordan man kan udvikle mere miljømæssigt bæredygtige fødevarer forsyningskæde systemer', hvilket søges besvaret gennem to forskningsspørgsmål.
For at besvare forskningsspørgsmålene er afhandlingen baseret på en teoretisk og metodisk referenceramme. Den teoretiske referenceramme er baseret på to hovedstrømninger i litteraturen; Forsyningskædeledelse og Miljøledelse. Eftersom standpunktet hovedsageligt er i forsyningskædeledelse, er denne integration af miljøledelse ofte refereret til, som Grøn Forsyningskædeledelse og indgår i den bredere litterature indenfor bæredygtige forsyningskæder. Formålet med den teoretiske referenceramme er, at relatere forskning indenfor grøn forsyningskædeledelse specifikt til formålet at udvikle mere miljømæssige bæredygtige fødevareforsyningskæder. En gennemgang af de to hovedstrømninger i litteraturen resulterede i identifikation og undersøgelse af to specifikke litteraturstrømme indenfor forskningsfeltet; livscyklus tilgangen og miljømæssige forsyningskæde praksisser som specifikke, dekonstruktive aspekter af forsyningskædeledelse. Endvidere, den metodiske referenceramme angiver, at denne forskning er blevet udført med et systemperspektiv, og med case studier som undersøgelsesmetode og omfatter både kvalitative og kvantitative data. Formålet med forskningsstrategien er at udvikle teori induktivt ved at bygge en analytisk referenceramme fra teori til at guide indsamling og analyse af empiriske beviser, og dermed skabe mulighed for at danne analytiske indsigter, som i sidste ende blev analytisk generaliseret tilbage til teorier i den eksisterende litteratur med henblik på at udvikle teori.
Afhandlingen er artikelbaseret og er sammensat af fem forskningsartikler, der enten er udgivet eller i bedømmelse med henblik på offentliggørelse i videnskabelige tidsskrifter, fremlagt på videnskabelige konferencer samt én artikel præsenteret på en workshop.
Artikel 1 fokuserer på standardiseringsprocessen, der skal sikre sammenhæng i metoderne til beregning af produkters klimabelastning. Studiet har til formål at undersøge hvorledes de nuværende udviklingstendenser i metoderne til beregning af produkters klimabelastning understøtter behovet for en standardiseret metode til opgørelse og rapportering af miljømæssig performance i forsyningskæder.
Artikel 2 estimerer klimabelastningen ved forbrug af et konventionelt rugbrød produceret i industriel skala i en fødevare forsyningskæde. Desuden identificerer studiet de stadier, der bidrager væsentligt til klimabelastningen (fokusområde), med formålet at diskutere og sammenligne resultaterne med den eksisterende litteratur og identificere forbedringspotentialer.
Artikel 3 analyserer hvordan implementering af grønne forsyningskæde innovationer kan øge værditilbuddet langs forsyningskæden. Forskningen er baseret på et eksplorativt enkeltstående case studie af en fødevare forsyningskæde, og involverer implementering af en grøn forsyningskædeinnovation i form af biogasteknologi.
Artikel 4 har til formål at vurdere de økonomiske fordele der kan opnås ved anvendelse af bioenergi som en vedvarende energikilde hos fødevareproducenter, som led i en fødevareforsyningskæde. Studiet er baseret på et eksplorativt enkeltstående case studie af et bageri i en fødevareforsyningskæde, og blev udvalgt på grundlag af kriteriet at være i færd med at undersøge de økonomiske fordele, der er ved anvendelse af bioenergi på et af deres bagerier.
Artikel 5 undersøger hvordan, design af lukkede fødevareforsyningskæde systemer er både lig og adskiller sig fra design, som beskrevet i den eksisterende litteratur, af lukkede forsyningskæde systemer for tekniske produkter. Forskningsartiklen er baseret på et eksplorativt case studie af en leverandør-detail dyade, og involverer overvejelserne ved design af lukkede forsyningskæde systemer for fødevarer.
Samlet set har afhandlingen undersøgt, hvordan den nuværende teoretiske viden indenfor forskningsfeltet for grøn forsyningskædeledelse adresserer formålet, at udvikle mere miljømæssige bæredygtige fødevareforsyningskæder. Dette resulterede i den teoretiske referenceramme omfattende de to hovedområder. Først og fremmest, så teoretiserer afhandlingen mod denne referenceramme gennem metoder og tilgange til vurdering af miljømæssig performance i forsyningskæder, herunder metrikker for måling af miljømæssig performance. Disse spørgsmål er centrale for at opgøre de sande miljøpåvirkninger i hele forsyningskæder og forstå udgangspunktet og stadierne i forsyningskæden, hvor forbedringspotentialer kan målrettes. Endvidere er det centralt for at støtte i prioriteringen og vurderingen af den fremtidige indsats for at udvikle mere miljøvenlige fødevareforsyningskæder. For det andet, så teoretiserer afhandlingen ved at undersøge de miljømæssige forsyningskædepraksisser som fremhævet i den eksisterende litteratur, da disse udgør de vigtigste muligheder for udvikling af mere miljømæssigt bæredygtige forsyningskæder. Undersøgelsen omfatter både en generel gennemgang af forskellige miljømæssige forsyningskædepraksisser, samt en mere detaljeret undersøgelse af de miljømæssige forsyningskædepraksisser og teknologier der er relevante for fødevare forsyningskæder. Tilsammen udgør de to dele den vigtigste teoretiske referenceramme for begrebet udvikling af mere miljøvenlige forsyningskæder ved at undersøge hvordan, de økonomiske resultater i form af indtægter (værdi) og omkostninger, samt miljøperformance i form af miljøpåvirkninger kan blive påvirket af implementering af miljømæssige forsyningskæde praksisser.
Bidragets oversatte titelUdvikling af miljømæssigt bæredygtige fødevareforsyningskæder: Empiriske undersøgelser
OriginalsprogEngelsk
UdgivelsesstedOdense
Udgave1
Udgiver
ISBN'er, trykt978-87-7674-754-1
StatusUdgivet - 22. aug. 2013

Bibliografisk note

Jesper Kronborg Jensen (født 1983) er forsker indenfor forsyningskædeledelse fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet i Kolding. Hans primære forskningsområde inkluderer samspillet mellem forsyningskædeledelse og miljøledelse, operationaliseret i begrebet Green Supply Chain Management. Jesper har som led i sin erhvervsph.d. været ansat hos Kohberg Brød A/S, samt tilknyttet Institut for International Management, Kassel Universitet i 2011. Han opnåede sin professionsbachelor i Procesøkonomi og Værdikædeledelse fra University College Vitus Bering, Horsens i 2007 og senere sin kandidatgrad i Cand.Merc. Styring og Ledelse fra Syddansk Universitet, Kolding i 2009.

Emneord

  • fødevare forsyningskæder
  • miljømæssig bæredygtighed
  • bæredygtig udvikling
  • den tredelte bundlinje
  • grøn forsyningskædeledelse
  • livscyklus
  • systemtænkning

Citationsformater