Spring til hovednavigation Spring til søgning Spring til hovedindhold

Det mobile samtalerum: unges kommunikations- og samværsformer via mobiltelefonen

  • Ditte Laursen*
  • *Kontaktforfatter

    Publikation: Afhandling › Ph.d.-afhandling

    305 Downloads (Pure)

    Abstract

    Denne afhandling præsenterer det hovedargument at unge kommunikerer via mobiltelefonen i løbende, sammenhængende kommunikationsforløb over tid. De sammenhængende kommunikationsforløb etableres og opretholdes af parterne i fællesskab og er organiserende for deltagernes indbyrdes relationer og for deres hverdagsliv. Mobilaktiviteterne i den løbende, kontinuerlige kommunikation konstituerer et socialt rum som aktiveres gennem kommunikationen, og som beror på engagement, gensidighed og tilgængelighed. Via en bestandig opretholdelse af kommunikationen og årvågen orientering mod hinanden vedligeholder og udvikler deltagerne sociale relationer.
    Afhandlingens primære datamateriale består af seks ugers optagelser af seks unge 14-åriges mobilkommunikation (sms’er og mobilopkald). De seks unge er venner og går i den samme ottendeklasse i en københavnsk skole. De bruger alle dagligt mobiltelefonen til sms’er og opkald. Optagelserne er foretaget i samarbejde med TDC Mobil med samtykke fra deltagerne og deres forældre. I alt deltager i datamaterialet 66 personer i sammenlagt 519 sms’er, 284 samtaler, 135 telefonsvareropkald og 98 nulopkald, men afhandlingens fokus er på de unges indbyrdes mobilkommunikation, i alt 481 sms’er, 173 samtaler, 72 telefonsvareropkald og 43 nulopkald mellem 31 unge. Derudover anvendes etnografiske observationer fra samme periode som optagelserne fandt sted.
    I afhandlingens kapitel 2 fremlægges og argumenteres for de teoretiske tilgange afhandlingen anvender. Desuden ekspliciteres nogle af de implicitte antagelser om interaktion, teknologi og unge som indgår i arbejdet. Konversationsanalysen er afhandlingens primære tilgang. De konversationsanalytiske studier støttes af etnografiske observationer der inddrages på begrænset, men systematisk vis. Det implicitte mediesyn i afhandlingen er at brugerne gennem deres funktionelle omgang med mediet er med til at skabe dets betydning samtidig med at mediet selv besidder nogle affordances som rammesætter brugen. De unge ses som kompetente aktører hvis perspektiv kan studeres i egen ret. I forhold til konversationsanalysen videreføres en lang tradition for telefonstudier. I forhold til medievidenskaben videreføres en relativ ny, men stærk tradition i Skandinavien for studier af unges mediebrug.
    Afhandlingens tre empiriske kapitler (kapitel 3, 4 og 5) udgør tre sidestillede delargumenter for hovedargumentet at unges mobilkommunikation indgår i sammenhængende kommunikationsforløb. I kapitlerne undersøges hvordan sms’er indgår i smsdialoger (kapitel 3), hvordan sms-beskeder og mobilopkald spiller sammen (kapitel 4), og hvordan mobilopkald indgår i serier af opkald (kapitel 5). I kapitlerne fokuseres der i særlig grad på åbninger og lukninger eftersom åbningerne og lukningerne er centrale for konstruktionen af sammenhængende kommunikationsforløb. I åbningerne viser parterne en orientering mod hinanden, og hvad de sidst var i gang med. Lukningerne er tilsvarende afgørende for hvordan parterne efterlader hinanden og i hvilket omfang der lægges op til yderligere kommunikation.
    I kapitel 3 vises det at sms-kommunikation er dialogisk. Sms-kommunikationen styres af et dialogisk princip hvor man skiftes til at sende henholdsvis modtage, og hvor talerskifte finder sted i afsendelsen af en besked – dette princip kaldes i afhandlingen ab-a-forløbet. To beskeder kan sendes i træk af den samme person, men de er så specifikt konstrueret til at være én besked. En afsender kan også sætte a-b-a-forløbet på hold og tildele sig selv den næste tur ved at love at skrive senere. Det dialogiske forløb indledes af en sms der er svarkrævende, og den normerede svartid er afhængig af deltagernes relation – hvis ikke bedstevenner og kærester bliver svaret inden for minutter, og fjernere relationer inden for timer, så er der basis for rykkere, forklaringer og undskyldninger og måske endda en omdefinering af forholdet. Analysen af normbruddene i forbindelse med denne besvarelsesnorm viser at afsenderne konstruerer deres rykkere til at være en løsning på det problem der kan være eftersom den første sms ikke er blevet besvaret, og at de konstruerer dem ud fra fire mulige problemtyper der er mere eller mindre alvorlige for deltagerne og deres relation. De fire problemtyper – problemer med kanalen, med modtagelsen, med det sagte og med relationen – har forskellige interaktionelle og relationelle konsekvenser for parterne. Det er kun den første a som forpligter til et b-svar, mens første b, anden a, anden b osv. ikke nødvendigvis forpligter til et svar (med mindre den er konstrueres med en første pardel). En ikke-svarkrævende besked i a-b-aforløbet kan i sig selv lukke en udveksling. Tre typer af første-beskeder unddrager sig normen om at et svar skal finde sted: kædebeskeder, anmodninger om servicebeskeder og natbeskeder. Gennem besvarelsesnormen efterlever de unge deltagere i datamaterialet sociale normer for at give, at modtage og give igen. Besvarelsesnormen er med til at dyrke og styrke forholdet mellem parterne, og beskederne bliver brugt som et håndgribeligt fokus for den sociale udveksling og bekræftelse de sikrer. De væsentligste resultater i kapitlet kan opregnes til følgende:

    • sms-kommunikationen er grundlæggende dialogisk
    • unge tager udgangspunkt i hverdagssamtalens normer for interaktion i deres sms-kommunikation samtidig med at de udvikler nye interaktionsformer
    • sms-kommunikationen udgør ikke et indforstået lingo (Hjarvard 2003: 150). Parterne viser for hinanden og forhandler tur for tur deres forståelser, og derfor kan udenforstående få indblik i disse fællesforståelser
    • unge plejer og udvikler sociale relationer via sms’en efter sociale normer der kan beskrives, og som konstituerer sig i og med interaktionen

    I kapitel 4 vises det hvordan sms’er og mobilopkald spiller sammen i løbende kommunikationsforløb. Første del af kapitlet undersøger sms-opkald-forløbet. Fire grundlæggende forskellige samtaletyper følger efter en sms i et forløb, nemlig rykkersamtalen (efter en manglende sms), svarsamtalen (efter en svarkrævende sms), genoptagelsessamtalen (efter en lukket sms-udveksling) og opfyldelsessamtalen (efter en sms med en anmodning/et løfte om et opkald). Skiftet fra sms til samtale involverer ikke i sig selv interaktionelt arbejde for parterne. Både i åbningen og i ærindepræsentationen viser parterne at de er helt på højde med hvad de sidst var i gang med, og hvad de nu gør. Derved demonstrerer de en orientering mod mobiltelefonen som ét medie. Samtidig påkalder de sig en tæt relation ved at udvise en høj orientering mod hinanden. I de tilfælde hvor der i samtalen udspilles en trinvis identifikation og genkendelsessekvens er der således tale om særlige interaktionelle handlinger der ikke er knyttet til medieskiftet eller til en ikke-orientering mod den anden part. Analysen af medieskiftet diskuterer også de affordances som strukturerer de unges interaktion. Et genkommende træk i alle fire samtaletyper er at samtalen udnyttes til at fremstille vigtige og uudsættelige anliggender. Samtalen bliver her tildelt affordancen ’øjeblikkelig interaktion’ der muliggøres af synkroniciteten i mediet. Derudover bliver samtalen brugt til komplekse anliggender, fx forhandling, og her udnyttes samtale-mediets mulighed for ’samtidig gensidig udveksling’. Samtalen tildeles desuden en affordance man kan kalde ’anden interaktionsform end sms’ som når samtalen udnyttes til at omgå den dialogiske sms-udveksling, og en affordance man kan kalde ’mere værdifuld end en sms’ som når et opkald anvendes til at råde bod på ikke at have givet et sms-svar i tide. Endelig udnytter parterne opkaldet til sensitive anliggender, som til trøst, medfølelse og indlevelse og til at tjekke og bearbejde temperaturen på forholdet. Opkaldet synes her at blive tildelt affordancen ’nærhed’ der støttes af teknologiens mulighed for mundtlighed og samtidig tilstedeværelse.
    I sidste halvdel af kapitel 4 undersøges de tilfælde hvor en samtale efterfølges af en sms. Der har vist sig at være seks grundlæggende forskellige beskedtyper der følger efter en samtale i et sammenhængende kommunikationsforløb: erstatningsbeskeden, genoptagelsesbeskeden, epilogbeskeden, svarbeskeden, rykkerbeskeden og opfyldelsesbeskeden. Tre af beskedtyperne følger efter en samtalelukning der indeholder en aftale om senere kommunikation i form af en 'arrangement-sequence', nemlig rykkerbeskeden, svarbeskeden og opfyldelsesbeskeden. To beskedtyper følger efter en samtale hvori der ikke er lagt op til kommende kommunikation, nemlig genoptagelsesbeskeden og epilogbeskeden. Én beskedtype, erstatningsbeskeden, følger efter et opkaldsforsøg. Parterne tildeler heller ikke her medieskiftet fra opkald til sms særligt interaktionelt arbejde. Selv i de tilfælde hvor den foregående samtale ikke lagde op til yderligere mobilkommunikation, gør parterne ikke noget arbejde for at genåbne interaktionen i deres sms-udveksling. I stedet konstrueres beskederne som fortsat interaktion, og der forudsættes tilgængelighed og en høj orientering hos modtageren om hvad parterne sidst var i gang med, og hvad afsenderen nu gør. Parterne viser dermed en orientering mod mobiltelefonen som ét medie. Samtidig påkalder de sig en tæt relation. Analysen af medieskiftet viser desuden at sms-mediet anvendes i tilfælde hvor en samtale er umulig eller vanskelig at gennemføre. Denne affordance er ’diskret’, og her udnyttes sms-mediets lydløse natur samt det at sms’en kan vente på at modtageren er tilgængelig igen. Sms'en bliver også brugt til at sikre afsenderens eget perspektiv gennem affordancen ’sidste ord’. Asynkroniciteten og skriftligheden i mediet spiller en central rolle når sms’en anvendes til at undgå følelsesmæssig eksponering; her er affordancen ’distance’. Desuden benyttes sms'en til at minimere en handlings omfang, og sms’en tildeles dermed en affordance man kan kalde ’mindre end et opkald’. Endelig udnyttes mediets beskedkarakter, fx til at meddele forhold aftalt i den tidligere samtale eller til at præsentere ærindet med opkaldet og/eller vise at kontakt ønskes. De væsentligste resultater i kapitlet er:

    • unge væver sms’er og mobilopkald sammen i forløb således at de ofte ikke kan forstås uden for forløbet
    • sms’er og mobilopkald i sammenhængende kommunikationsforløb organiseres i et begrænset antal relationer
    • unge behandler mobiltelefonen som ét medie ved ikke at tildele skift mellem samtale og sms interaktionelt arbejde
    • unge er gennem deres kommunikative handlinger i sms-mediet henholdsvis samtale-mediet med til at skabe disse mediers betydning
    • unge plejer og udvikler sociale relationer ved at konstruere deres mobilinteraktion som sammenhængende med den foregående mobilinteraktion på tværs af samtale- og sms-mediet

    I kapitel 5 undersøges relationen mellem opkald der hænger sammen i kommunikationsforløb. Kapitlet har identificeret 5 typer af opkald der handlingsmæssigt er knyttet til et foregående opkald. De forskellige samtaletyper følger efter opkald hvor forbindelsen afbrydes (fortsættelsesopkaldet), hvor den ene part lægger på uden lukning eller gennemfører lukning uden den andens samtykke (reparationsopkaldet), hvor forbindelse ikke opnås (genpåkaldelsesopkaldet), hvor samtalen ikke lægger op til yderligere kommunikation (genoptagelsesopkaldet), og hvor samtale afsluttes med en anmodning/et løfte om et senere opkald (opfyldelsesopkaldet). I de respektive åbninger konstrueres forbindelsen tilbage til det foregående opkald, og parterne viser på forskellige måder at de er helt på højde med hvad de sidst var i gang med, og hvad de nu er i gang med. Allerede inden første emne opnår parterne i mange tilfælde at vise dette for hinanden. Ved at opvise en sådan høj grad af tilstedeværelse over for hinanden viser de ’my mind is with you’ (jf. Sacks 1992b: 166-167), og de (gen)skaber en tæt relation. Den tætte relation er ud over en høj orientering mod hinanden baseret på at man ringer op igen hvis opkaldet man er i gang med, bliver afbrudt (fortsættelsesopkaldet), at man søger forsoning efter uoverensstemmelser (reparationsopkaldet), at man gensidigt opdaterer hinanden ved ændrede omstændigheder og er fleksibel i forbindelse med mødeplanlægning (genoptagelsesopkaldet), at man forpligter sig over for hinanden, holder hvad man lover og gør hinanden tjenester (opfyldelsesopkaldet), og at man forventer tilgængelighed og opretholder en ligeværdig relation ved at undgå en fremhævelse af manglende tilgængelighed (genpåkaldelsesopkaldet). De væsentligste resultater i kapitlet er:

    • samtaler udgør en lige så central del af mobilkommunikationen som sms’er
    • samtaler optræder meget ofte i serier af sammenhængende opkald
    • interaktionelle prakisser fra hverdagssamtalen og fra fastnettelefonsamtalen videreføres og udvikles i mobiltelefonsamtalen
    • mobiltelefonsamtalens åbninger kan beskrives med udgangspunkt i Schegloffs kanoniske fastnettelefonåbning, men er samtidig et produkt af parternes orientering mod de særlige affordances som mobiltelefonen besidder
    • der findes ikke én type mobilsamtaleåbning (Arminen og Leinonen 2003), men et begrænset antal åbninger hvis organisation er afhængig af hvad parterne forud har været i gang med
    • opkald uden samtale udgør en del af den sociale praksis via mobiltelefonen
    • unge plejer og udvikler sociale relationer ved at konstruere opkald som sammenhængende med foregående opkald og derigennem udvise en høj orientering mod hinanden og det de er i gang med

    I afhandlingens konklusion (kapitel 6) sammenfattes og sammenholdes først resultaterne fra de tre empiriske kapitler. Det vises at en række typer går igen i kombinationerne sms-sms, sms-opkald/opkald-sms og opkald-opkald samtidig med at nogle typer er mediespecifikke. ’Svar’ og ’rykker’ optræder især efter sms-beskeder mens ’genoptagelse’ og ’opfyldelse’ er operative som både sms og opkald efter henholdsvis sms og opkald. ’Erstatning’ og ’epilog’ optræder kun efter opkald og er specifikke for opkald-sms-relationen. ’Fortsættelse’, ’reparation’ og ’genpåkaldelse’ finder kun sted som opkald efter opkald. To opkaldstyper har en særlig status fordi de kan kombineres med andre typer: Opfyldelsesopkaldet kan kombineres med svaropkaldet, og genpåkaldelsesopkaldet kan kombineres med alle opkaldstyper. I konklusionen fremsættes desuden det synspunkt at den løbende kommunikation konstituerer et socialt rum der skaber sammenhæng i et hverdagsliv præget af mange skift i fysiske rum og sociale relationer. Den direkte linje til de nære relationer og den konstante mulighed for kontakt giver også de unge en følelsesmæssig tilfredsstillelse og bekræftelse i forhold til en dagligdag med relativt meget fritid og krav om selvstændighed. Via mobiltelefonen opretholdes en kommunikationstråd hvor der udveksles informationer, holdninger, tanker og følelser, og hvor parterne løbende underretter hinanden om hvor de er, og hvad der sker. Den løbende kommunikation matcher desuden en forhandlerkultur hvor aftaler og andre forhold løbende drøftes og justeres.
    I konklusionens sidste afsnit placeres afhandlingen og dens resultater i forhold til medievidenskaben og konversationsanalysen. I modsætning til tidligere medievidenskabelige studier af mobiltelefonen undersøger afhandlingen selve kommunikationen og fokuserer på både sms og opkald og på samspillet herimellem. Afhandlingen er samtidig den første blandt en lille håndfuld konversationsanalytiske studier af mobilsamtaler som undersøger danske mobilsamtaler, og som har en stor mængde data. Afhandlingen er desuden den eneste der har undersøgt sms-kommunikation ud fra et konversationsanalytisk perspektiv. Det fremhæves at vi kan lære mere om mobiltelefonen som kommunikationsmedie ved at studere hvordan den både baserer sig på og transformerer hverdagssamtalens normer for interaktion samt at vi kan lære mere om dagligdags interaktion ved at studere hvordan den anvendes i og transformeres af mobilmediet. Afhandlingen afsluttes med at opregne de væsentligste resultater for henholdsvis medievidenskaben og konversationsanalysen, og det eksemplificeres hvordan fremtidige studier kan tilføje yderligere viden.
    OriginalsprogDansk
    Bevilgende institution
    • Syddansk Universitet
    UdgivelsesstedOdense
    Udgiver
    StatusUdgivet - feb. 2006

    Citationsformater