Design: Digital semiotik og materielkultur

Denne Ph.D.-afhandling giver et teoretisk bidrag til beskrivelsen og fortolkningen af brugen af digitale teknologier inden for design. Afhandlingen søger i et interdisciplinært perspektiv at forstå design igennem tre dimensioner. For det første er det målet af beskrive og fortolke designs mange aspekter inden for en reformuleret semiotisk og materielkulturel ramme. For det andet søger den at skitsere mulige strategier og anvendelser af denne ramme i forhold til digitale designteknologier og produkter. For det tredje lokaliseres de teoretiske bestemmelser i to empirisk funderede casestudier, der igen anvendes i en kritisk forståelse af det overordnede semiotiske perspektiv, der konstituerer et udkast til en digital semiotik.

Den detaljerede semiotiske ramme er baseret på læsninger af to semiotiske traditioner, der sammenhængende og supplerende peger på grundbetingelserne for en analytisk strategi, der kan kaldes “en materielkulturel semiotik”. Den første semiotiske tradition, der præsenteres, er baseret på C.S. Peirce. Den fremhæver især tre semiotiske begreber, nemlig det semiotiske fællesskab, vanen som semiotisk drivkraft, og kommunikation, der tilsammen konstituerer en dynamisk og forenet forståelse af tegnbrug på tvær af biologiske, kulturelle og teknologiske sfærer. Den anden semiotiske tradition, der her kaldes den funktionelle position, har som sin kerne en instrumentel tegnmodel. Ideen om tegnet som redskab bruges i konstruktionen af tegnbrug som en flerhed af pragmatiske handlinger, der anvender varierende betydningsskabende strategier. Tegnbrug må således forstås ikke blot som kommunikation via medier, men som en flerhed af indikative, retoriske, kommunikative, kulturskabende strategier for, hvordan ting gives betydning.

Sammenstillingen af de semiotiske traditioner i en materielkulturel semiotik tillader en nuanceret og bredtfavnende undersøgelse af relationen mellem designere som tegnproducenter, forbrugere af design som tegnfortolkere og designprodukter som fortolkelige indenfor og på tværs en række forskellige semiotiske fællesskaber. Disse semiotiske fællesskaber ses samtidig som funderet i sociale og materielle situationer.

Efter en grundig behandling af det semiotiske grundlag, diskuteres grundbetingelserne for en digital semiotik, hovedsageligt gennem kategorierne redskab, materiale og medie. Særligt fastslås det at ideen om en speciel digital ’essens’, der på en fundamental nyskabende måde forandrer designteknologier, må afvises. Det digitale forstås i stedet som meget virkelige materielle fænomener, der påvirker måden, designerhvervet forstås på og måden, det, man kan kalde en designerkultur, konstitueres. I stedet for at etablere en omfattende digital semiotik bliver de grundlæggende teoretiske begreber lokaliseret i to case-baserede analyser, der demonstrerer den materielkulturelle semiotiks fleksibilitet og anvendelsesmuligheder i forhold til studiet af digitale teknologier og design.

I den første analyse baseret på et studie af iMac-computerens historie vises det, hvordan en digital genstands betydning transformeres på tværs af adskillige stadier i dens produktion, distribution, markedsføring og forbruget af den. Tilsyneladende indlysende begreber som brugervenlighed og tekniske forbedringer kan snarere forstås som kulturelle strategier, der anvender en række specifikke semiotiske mekanismer. Endelig demonstreres, hvordan det materielkulturelle perspektiv giver dybde i forståelsen af et relativt velbeskrevet populærkulturelt fænomen. Den anden analyse søger at forstå betydningen og brugen af den personlige computer og andre digitale teknologier på en dansk designskole og søger desuden at forstå disse teknologier i lyset af bestræbelserne på at professionalisere designerhvervet. Studiet af skolen, baseret på et etnografisk præget feltstudie, viser blandt andet, at det ikke er muligt at forstå design som én helhedspræget aktivitet med en fælles brug og forståelse af digitale teknologier. Forskellige subdiscipliner, f.eks. interaktive mediedesignere og keramikere, bruger afvigende semiotiske strategier i tilegnelsen af de samme teknologier, og bruger i øvrigt forskellige teknologier. Med fokus rettet på en karakteristik af situationen for designfagets professionalisering i Danmark, konstateres det, at designprofessionen er relativt svag, og der dette foreslås forklaret med subdisciplinernes forskellige historiske forhold til teknologianvendelse.

På grundlag af casestudierne udvikler afhandlingen endelig en semiotisk kritik af nogle af de utopiske forestillinger forbundet med de digitale designteknologier, og det konkluderes, at der, hvad den materielkulturelle tilegnelse angår, kun er en relativ forskel på digitale teknologier og andre teknologier.