Der lyrische Stoff im Zeitalter der modernen Restauration: Zu einer Theorie und Poetik der stofflichen Stimmung im Werk Max Kommerells, Emil Staigers, Wilhelm Lehmanns und Karl Krolows (1930-1965)

Udgangspunktet for min ph.d.-afhandling er spørgsmålet om, hvordan materialitet og stof kan undersøges, forstås og begrebsliggøres i studiet af litteratur og frem for alt af det lyriske digt. Det metodiske grundstandpunkt er, at for at besvare dette spørgsmål, må der vælges et tilgangsbegreb, som kan reflektere spørgsmålet om materialitet uden samtidig at gentage den i den nutidige litteraturforskning stadigt herskende stof-form-dikotomi. Hertil blev begrebet stemning valgt, der begrebshistorisk lader sig fundere hinsides en subjekt-objekt-tænkning. Særligt for det lyriske digt har stemningsbegrebet vist sig – i det mindste siden Hegel – at have en lang og også problematisk levetid.

Følgeligt beskæftiger min ph.d.-afhandling sig med stemningsteorier formuleret af Max Kommerell og Emil Staiger omkring 1945. Hvad der særligt udmærker disse teorier er nemlig, at de – i et samtidigt opgør med den hegelianske inderlighedstradition – forsøger at grunde stemning i en særlig stofforståelse, en stofontologi. Her lader sig en vigtig korrektur til receptionen af Kommerells og Staigers stemningsteorier stadfæste: de er ikke en gentagelse af den subjektivistiske stemningsteori. I stedet er stemning et udvendiggørelsesbegreb – bl.a. påvirket af stemningsbegreber hos Nietzsche, Hofmannsthal og Heidegger – hvilket medfører en udkrængning af et ellers eksklusivt subjekt, der følgeligt er udleveret til sit materiel-stofflige korrelat. I forhold til det lyriske digt viser det sig, at særligt luftige og atmosfæriske stoffer bestemmer dette korrelat. For lyrikken – således Kommerell og Staiger – viser stoffet sig derfor at besidde en iboende selvoverskridende dynamik, dvs. en luftiggørende og atmosfæriserende væremåde. Med andre ord: en lyrisk stofontologi. For i særlig grad at eksemplificere denne blev Nietzsches berømte Venedig-digt (1888) nærmere analyseret, hvorved det lyriske stoffremstod som musisk-sitrende.

Begrebsliggørelsen af dette stoflige stemningsbegreb udfolder sig således mellem en fænomenologisk position, der binder subjektet til det stoflige, og en romantisk-idealistisk position, der forflygtiger stofbundetheden. I samtidigheden af disse positioner opstår følgelig et stof, der er ustabilt, labilt, atmosfærisk, svævende og let – dvs. et lyrisk stof. Til at uddybe denne den lyriske stemnings særlige stoflighed blev Kommerells og Staigers læsninger af tyske forfattere fra særligt omkring 1800 og 1900 inddraget: Goethe, Jean Paul og Hofmannsthal (hos Kommerell) samt Brentano og Tieck (hos Staiger). Gennem analyser af deres respektive læsninger blev det tydeligt, at de begge analyserer stofligt – dvs. i overensstemmelse med deres stemningsbegreber. Kommerell opdagede fx ved Jean Paul, at ting viser sig som luftige ’ikke-mere-ting’ (”Nicht-mehr-Dinge”) og Staiger erkendte ved Brentano, at ting bliver til skum og luftbobler (”Schaum der Dinge”). Fælles for læsningerne er, at det stoflige ikke mere anses for fast, solidt og troværdigt, men flydende og i sidste ende grundløst svævende og atmosfærisk. Samlet set kortlægger læsningerne en luftånd-tradition med historiske knudepunkter i den tidlige romantik og omkring århundredeskiftet.

Som kontrast til dette lyriske stof blev Heideggers begreb om ’jorden’ (”Erde”) taget med i betragtningerne, således som det udvikles i det berømte kunstværkforedrag fra midten af 1930erne, som både Kommerell og Staiger overværede. I et opgør med den metafysiske forståelse af stof udkaster Heidegger en forståelse af stof som ’jord’, dvs. som en dynamik i materien, der trækker sig tilbage og undviger menneskelig brug. Gennem denne kontrast blev det klart, at om end de alle tre deler et ønske om at komme hinsides den traditionelle stof-form-dikotomi, hvor stof anvises en passiv og sekundær rolle, så findes løsningen i to modsatrettede materielle ontologier: Heideggers ’jord’ er lukket og tilbagetrukket, den finder sit klareste udtryk i den tunge sten. Kommerells og Staigers stof er selvoverskridende og -udvidende, det finder sit klareste udtryk i den lette luft. I sidste ende betegner Heideggers ’jord’ en endelighed og begrænsning, hvorimod det lyriske stof er overskridelse og den momentane forflygtigelse og let-gørelse af bundethedens tyngde. Digtningen og lyrikken tildeles herigennem tilsyneladende to modsatrettede roller. Det blev yderligere vist, at dette forhold – sten og tyngde kontra luft og lethed – i særlig grad spillede en rolle omkring år 1900 i refleksionen over kunst, således som det bl.a. ses hos Georg Simmel. Dette havde en vigtig indflydelse på både Kommerell og Staiger i deres formulering af lyrikkens stoflighed.

Den af Staiger og Kommerell her udfoldede teori om den stoflige stemning begrænser sig dog ikke kun til det germanistiske område og til undersøgelserne af tidligere epokers digtere. Den tid, hvori Kommerell og Staiger skriver, som kaldes den moderne restauration (1930-1965), er præget af en krisebevidsthed, som bl.a. kan genfindes i forståelsen af digtnings forhold til verden, til stof. En hovedtendens i denne periode er således en søgning mod stabilitet som modsvar til krisen. Kommerells og Staigers lyriske stofforhold reflekterer sin tid ved at vise hvordan lyrikkens forhold til verden i sit væsen er kriseramt, opløst og usikkert. Heideggers ’jord’ kan også siges at være en reaktion på denne krisetilstand, idet der herigennem forsøges at stabilisere verdensforholdet ved at udpege et område, hvortil verden ikke har adgang.

Den stoflige stemningsteori viser sig dog at vække resonans i samtidens naturlyriske poetik og lyrik hos Wilhelm Lehmann og Karl Krolow. Hvad der binder disse fire sammen er den fælles insisteren på lyrikkens stofbundethed, som trods dens forflygtigende transformation aldrig opløses fuldstændig. Lyrikken bliver ikke forvist til immaterialitetens område. Denne efter min overbevisning afgørende stofontologiske eller saglige vending i lyrikteori, poetik og lyrik finder sted i løbet af 1920’erne, afspejles tilsyneladende i det stofbundne stemningsbegreb samt i de naturlyriske poetikker.

Lehmann spiller her en historisk central rolle, idet han i efterkrigstiden fremfører et poetologisk sagligheds- eller bundethedsprogram, hvis rødder ligger i den saglig-ontologiske vending omkring 1930. Hans program er bl.a. vendt mod en forståelse af moderne lyrik som afstofliggjort og verdensløs, således som det fx kommer til udtryk i Hugo Friedrichs studie over den moderne lyrik fra 1956. Lehmann formede direkte en såkaldt ’Lehmann-skole’ bygget på ideen om at al digtnings grundlag er nær og saglig betragtning af verdens fænomener og påvirkede derigennem flere af den tyske efterkrigstidslyriks største navne såsom Günter Eich, Peter Huchel og Karl Krolow. Overleveringen af denne stofbundethed til den næste lyriske generation er af afgørende betydning og kan i særlig grad spores hos Krolow, hvis poetik dannes i et opgør med Lehmanns. Lehmanns poetik er dog ikke kun – og her lader sig endnu en vigtigt korrektur erkende – knyttet til saglighed, men også lethed, det svævende og det luftige. Ofte har sagligheden skygget for det faktum, at Lehmanns poetik i al sin saglige grund stræber mod lethed og frem for alt omfavner klimatiske fænomener som vind, hede og duft. På den måde formulerer Lehmanns saglig-lette poetik en genuin stemningspoetik.

Det er dog frem for alt Krolow, der lader det lyriske stof ankomme til den tyske efterkrigstidslyrik. Med påvirkningen fra Lehmann og dennes formidling af den stoflige vending omkring 1930, står også stofforholdet i centrum af Krolows poetologiske overvejelser. Men modsat Lehmanns nære troskab over for verdens fænomener, er Krolows forhold til verden i højere grad præget af irritation og usikkerhed. Således er hans stofforhold i stedet styret af distance og abstraktion, men samtidig en lyst til lethed, det svævende, det næsten stofløse – altså i sidste ende det minimalstoflige. Der kan på denne baggrund laves endnu en korrektur, idet en dominerende – af Hugo Friedrich fremført – læsning af Krolows digte ser disse som afstofliggjorte eller dematerialiserede. Hermed overses desværre i hvor høj grad Krolow arver Lehmanns stofbundethed, men på den måde, at han stiliserer den på ny, dvs. som distanceret, abstraheret og minimaliseret stof. Dette for Krolow helt særlige stof blev eksemplificeret med en analyse af digtet ”Pappellaub” (1946), hvorved stoffet viste sig som ’uvægt’ (”Ungewicht”). Ikke stofløshed, men en minimal eller ’uvægtig’ stofontologi grunder Krolows digte og poetik.

Alt i alt tegner min ph.d.-afhandling et kort over forskellige stofontologier i den moderne restaurations tidsalder: den lyriske stofontologi (Kommerell, Staiger, Lehmann, Krolow), den lukkede jordontologi (Heidegger) og den reduktiv-dematerialiserede stofontologi (Hugo Friedrich). Den stoflige stemningsteori og - poetik danner i denne epoke en kontinuitet, der løber fra slutningen af 20erne og ind i efterkrigstiden og som gennem en særegen historisk genese og teoretisk konfiguration giver et bud på, hvordan lyrikkens stoflighed kan forstås og begrebsliggøres. Den foreliggende ph.d.-afhandling har derfor ydet et nærmere historisk studie af en afgrænset periodes optagethed af materiel-ontologiske spørgsmål frem for alt ift. lyrik, men også til digtning generelt samt til andre kunstart såsom billedhugning og musik. På baggrund af dette studie har det i sidste ende også været mit ønske at udpege teoretiske muligheder for at arbejde med materialitet i litteraturvidenskaben – bl.a. gennem Staigers ontologiske stilbegreb – uden derved at geråde ud i den traditionelle stof-form-dikotomis apori.