Den paradoksale undervisningskommunikation: En Luhmann-inspireret analyse af den pædagogiske teoris forventninger til portfolioen, herunder i særdeleshed dens forandringsaspekt, eksemplificeret ud fra iagttagelser i gymnasieregi

Den paradoksale undervisningskommunikation
En Luhmann-inspireret analyse af den pædagogiske teoris forventninger til portfolioen, herunder i særdeleshed dens forandringsaspekt, eksemplificeret ud fra iagttagelser i gymnasieregi

Emnet for afhandlingen er portfolioens funktion, som den beskrives i den pædagogiske teori. Her tillægges portfolioen store forventninger. På den ene side beskrives den som havende særlige potentialer. Disse knytter sig ifølge afhandlingens kondensering til muligheden for at understøtte læring og undervisning og til muligheden for at gennemføre evaluering i et uddannelsessystem, hvor der er et tiltagende fokus på den individuelle elevs læring og på processer. På den anden side giver den pædagogiske teori opmærksomhed til noget Mere. Dette er beskrevet som et særligt ’educational community’, en ’common ground’, et særligt fortolknings- og vurderingsfællesskab eller en særlig ’culture of evidence’, som har stor indflydelse på, hvordan portfolioens potentialer vil og kan realiseres. Det ser ud til, at vi har at gøre med nye rammer for undervisningen. Afhandlingen retter sin opmærksomhed mod dette Mere eller mod portfolioens forandringsperspektiv, som det benævnes. Hvordan kan det forstås? Hvordan stiller dette særlige Mere mulighedsbetingelser for undervisningskommunikationen? Hvordan indrammes undervisningskommunikationen, og hvordan er den mulig, når der sættes fokus på de ideer, som synes centrale i forhold til portfolioens funktion?

Med Niklas Luhmann’s systemteori som epistemologisk forståelsesramme søger afhandlingen at kaste lys på portfolioens forandringsaspekt. Den lægger et anderledes perspektiv på et endnu ikke udforsket aspekt af portfolioens funktion ud fra den antagelse, at anvendelsen af denne ramme vil føre til ny og interessant viden om portfolioens funktion.

Afhandlingens problemformulering er:

Hvordan er undervisningskommunikationen mulig, når den indrammes af de forskelle, som den pædagogiske iagttagelse af portfolioens funktion synes at basere sig på, og kan en Luhmann-inspireret analytisk iagttagelse heraf skabe ny viden, der kan være med til at kvalificere portfolio-iagttagelser?

Forfølgende denne problemformulering søger afhandlingen at besvare tre underspørgsmål:
1) Hvordan kan portfolioens funktion forstås?
2) Hvordan synes den kommunikation i og om gymnasiet, der aktualiserer denne forståelse, at skabe undervisningens mulighedsrum?
3) Kan en anderledes iagttagelse baseret på Niklas Luhmanns systemteori generere ny og berigende viden om portfolioens funktion og dermed kvalificere portfolioiagttagelser?

Afhandlingens mål er at skabe en forståelse af de betingelser, som synes at være en forudsætning for eller en følge af indfrielsen af portfolioens potentiale, som det er beskrevet i den pædagogiske teori. Afhandlingen mål er ikke at korrigere portfoliobeskrivelser eller at afsløre, hvorvidt disse beskrivelser er sande eller falske, mere korrekte eller ukorrekte end andre beskrivelser. Afhandlingens mål er heller ikke at kaste lys på disse beskrivelsers forudindtagetheder for at erstatte dem med andre, for eksempel systemteoriens. Uddannelsessystemets selvbeskrivelser er iagttaget som kontingensformler, som måder at håndtere kontingens på. Her reduceres kompleksitet gennem selektion. Noget vælges, og noget vælges fra.

For at forstå portfolioens forandringsaspekt retter afhandlingen indledningsvist sit blik mod den pædagogiske teoris beskrivelser af portfolioens potentiale. På baggrund heraf er portfolioens potentialeaspekt identificeret som mangespektret. Derfor vælger afhandlingen metodisk at basere sig på den funktionelle analyse, som Luhmann beskriver den. Denne metode er inkluderende. Den behandler ikke en relation mellem et problem og en løsning adskilt. I stedet tilgår den en række af relationer mellem problemer og en løsning eller mellem et problem og løsninger som et hele. På denne måde retter afhandlingen blikket mod de forskellige potentialer, som portfolioen tillægges. Som næste led retter afhandlingen sig mod de problemer, som portfolioen hævdes at være løsningen på. Disse problemer er anskuet som produkter af iagttagelser, hvor en iagttagelse er en forskelsbaseret operation. Derfor gives fokus til de forskelle, som er anvendt i beskrivelsen af portfolioens potentiale. Afsluttende denne del vælges fire centrale forskelle som udgangspunkt for den videre undersøgelse, som afslutter afhandlingen. Denne sidste del er orienteret mod kommunikationen om og i undervisningen i det danske gymnasium, idet målet er at skabe en forståelse af undervisningens mulighedsbetingelser, når den indrammes af de forskelle, der blev identificeret i den forudgående del. I denne analyse er opmærksomheden rettet mod de meningsstrukturer, som gennemsyrer kommunikationen. De analytiske kategorier er således de tre meningsdimensioner, som Luhmann identificerer: sagsdimensionen, socialdimensionen og tidsdimensionen.

Afhandlingen indfrier tre ambitioner: 1) en analytisk ambition, 2) en teoretisk ambition og 3) en stabiliserende ambition. Den analytiske ambition, som er afhandlingens primære ambition, er indfriet i det, at afhandlingen skaber en forståelse af portfolioens funktion, i særdeleshed dens forandringsaspekt. Afhandlingen foreslår, at portfolioens forandringsaspekt kan beskrives som forøgende kompleksiteten i undervisningen, som følgende kan karakteriseres som polykron. Gennem analysen identificeres tre forskellige måder at kommunikere på eller tre logikker, som synes at gennemsyre kommunikationen, når iagttagelsespunktet er de fire distinktioner, som afhandlingen på baggrund af iagttagelse af den pædagogiske teoris beskrivelser af portfolioens funktion identificerer som centrale. Den første logik relaterer sig til faglighed, den anden til individualisering eller ’intimisering’ og den tredje til socialisering. Det synes som om, at disse forskellige logikker forstyrrer hinanden, og at tilstedeværelsen af dem i det interaktionssystem, undervisningen udgør, skaber spændinger i kommunikationen. Herfra foreslår afhandlingen tentativt at specificere forskellige kommunikationskoder. Som en overordnet kode argumenterer afhandlingen for en kode baseret på forskellen specialisering/generalisering og mediet ’det hele menneske’. Som supplement til denne kode foreslås tre koder. Disse er baseret på forskellene bedre/dårlige, autenticitet/idealitet og afvigelse/konformitet og er knyttet til medierne faglighed, individualitet og socialitet.

Disse forslag fører mig videre til den teoretiske ambition. Relateret til denne ambition er det også værd at nævne, at afhandlingen viser, at det er muligt med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori at genbeskrive udvalgte portfoliobeskrivelser på en ny og interessant måde. Mere specifikt argumenterer afhandlingen for, at det ved at synliggøre eller uselvfølgeliggøre selvfølgeligheder bliver muligt at forholde sig analytisk til disse selvfølgeligheder. Hermed bliver det også muligt at forholde sig kritisk til den lange række af studier af forskellig slags (forskningsprojekter, udviklingsprojekter, etc.), som ser dagens lys disse dage, og som alle foreslår forskellige måder at løse problemer og/eller håndtere problemstillinger i uddannelsessystemet på. Ydermere viser afhandlingen, at det for at forstå komplekse og paradoksale forhold er nødvendigt med teorier, der forholder sig til denne kompleksitet. En sådan teori er Niklas Luhmanns systemteori et godt bud på.

Afhandlingens sidste ambition, den stabiliserende ambition, er indfriet ved, at der foreslås en ny forskel for iagttagelse, eller en ny måde at anskue portfolioen på. Denne kan irritere eller forstyrre forståelser. Afhandlingen argumenterer for, at den analytiske ramme, som er udviklet som del af den analytiske ambition, er et nyt og yderligere grundlag for den videre kommunikation om portfolioen.