Den danske svinesektors samfundsmæssige betydning

Niels Kærgaard, Lone Bredahl, Søren E. Frandsen, John E. Hermansen, Lars Ovesen, Peter Sandøe, Henrik Wegener, Aage Walter-Jørgensen

Publikation: Bog/rapportMonografiForskning

Abstrakt

Med henblik på at afdække befolkningens holdninger til svineproduktion og produktionens virkning for miljøet, dyrenes velfærd og fødevaresikkerheden er der gennemført en interviewundersøgelse, hvor et udvalg af personer redegør for deres syn på moderne svineproduktion samt for argumenterne bag deres holdninger til materielle og immaterielle kvaliteter. Resultaterne af undersøgelsen beskrives i kapitel 2, hvor der også redegøres for resultaterne af en tilsvarende undersøgelse iværksat på foranledning af Danske Slagterier. I kapitel 3 sættes dansk svineproduktion ind i en samfundsøkonomisk kontekst hvor der lægges vægt på at forklare baggrunden for den fortsat stigende produktion og de faktorer, der har medvirket til erhvervets stærke eksportorientering. Udviklingen i det globale forbrug af svinekød analyseres, og der gives et rids over udviklingen i dansk svineproduktion siden slutningen af 1800-tallet for at vise, hvorledes sektoren har klaret sig i op- og nedgangsperioder. Økonomien i den primære svineproduktion analyseres, og der redegøres for udviklingen i eksporten af svinekød og dansk svineproduktions markedsandele på de internationale markeder. Perspektiverne for alternativ svineproduktion analyseres, og der redegøres for landbrugets betydning for landdistrikternes økonomi og beskæftigelse. Sidst i kapitlet beskrives slagteriernes struktur og hovedlinierne i afsætningsstrukturen på de vigtigste markeder. I kapitel 4 vender vi os mod svineproduktionens sideeffekter (miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed). De ernærings- og sundhedsmæssige forhold omkring svinekød belyses, og problemerne omkring fødevaresikkerhed og bekæmpelse af fødevarebårne sygdomme analyseres med udgangspunkt i de senere års tilfælde af bl.a. Salmonella. Sammenhængene mellem svineproduktion og miljøforurening beskrives, og de hidtidige erfaringer med regulering af ammoniakfordampning og udledning af kvælstof til vandmiljøet analyseres. Der redegøres endvidere for resultaterne fra forskning i miljøvenlig teknologi til håndtering af husdyrgødning. Kapitlet afsluttes med en analyse af dyrevelfærd i moderne svineproduktion, erfaringerne med måling og regulering af dyrevelfærd samt den danske politik på området. Kapitel 5 tager sigte på at afdække spektret af politiske instrumenter, som kan benyttes til regulering af svineproduktionens sideeffekter. Det forklares, hvorfor markedet ikke kan sikre en optimal samfundsmæssig løsning, når der er immaterielle faktorer som miljø og dyrevelfærd involveret, og der redegøres for det offentliges rolle i løsning af problemet. Valget af politiske instrumenter og instrumenternes egnethed til at styre udviklingen i svinesektoren analyseres. Som led heri vurderes også mulighederne for dansk enegang i valget af politik set i lyset af, at væsentlige dele af politikken vedrørende landbrug er EU-fastlagt eller underlagt internationale aftaler i WTO. Kapitel 6 omhandler virkningen af forskellige indgreb til regulering af svineproduktionens påvirkning af miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Analyserne bygger på modelberegninger, hvor samspillet mellem svinesektoren og andre dele af økonomien indgår. Analyserne har karakter af scenarier, der dels omfatter en fremskrivning af dansk svineproduktion til år 2020 og dels belyser de økonomiske og miljømæssige virkninger af forskellige former for regulering af svineproduktionen. Ud over produktionen analyseres udviklingen i svinesektorens miljøbelastning, som danner grundlag for vurdering af behovet for indgreb. Analyserne er centrale for forståelse af problemstillingen og for valget af politik. I kapitel 7 sammenfattes problemstillingen, behovet for indgreb vurderes, og der gives forslag til, hvorledes problemerne mest effektivt kan løses.
Bidragets oversatte titelDen danske svinesektors samfundsmæssige betydning
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKbh.
ForlagJordbrugsforlaget
ISBN (Trykt)8770269998
StatusUdgivet - 2002
Udgivet eksterntJa

Citationsformater