De sene trolddomsprocesser: Trolddom i den danske Højesteret 1664-1741

Maria Østerby Elleby

    Publikation: AfhandlingPh.d.-afhandling

    201 Downloads (Pure)

    Abstrakt

    Denne afhandling undersøger, hvordan trolddom blev behandlet i den danske Højesteret i perioden 1664-1741. Gennem en analyse af voteringsprotokollerne fra de trolddomsrelaterede sager, som indkom for Højesteret i perioden, undersøges hvordan trolddom blev italesat, hvilke argumenter for og imod eksistensen af trolddom som blev præsenteret, samt hvilke af assessorerne som var toneangivne i behandlingen af trolddom som forbrydelse.


    Kildematerialet er primært baseret på højesterets voteringsprotokoller, men også stævnings- og dombøger inkluderes. I afhandlingen analyseres 11 sager. voteringsprotokollerne var ikke tiltænkt som dokumenter rettet mod offentligheden, om end de var tilgængelige internt, og de forskellige assessorers argumentation giver derved også et indblik i den sensemaking, der foregik i processen og forhandling om en fælles fortælling om trolddom, som fandt sted igennem voteringerne. Ydermere giver voteringerne også et indblik i hvilken selviscenesættelse, som assessorerne skrev den øverste
    lærde elite ind i.


    Disse udtryk er en del af afhandlingens teoretiske grundlag. Afhandlingen har trukket inspiration flere steder fra. Først og fremmest bruges og diskuteres de forskellige trolddomsophørsteorier, der særligt fremhæver, hvordan elitens og den folkelige forestillingsverden var i opbrud og heraf følgende forestilling om en uofficiel de facto afskaffelse af
    trolddomsforfølgelse. For at få analytisk greb om denne proces, bruges særligt begreberne om selviscenesættelse, mens en fortællingsanalytisk teoretisk vinkel bruges til at undersøge hver enkelt sag.


    Afhandlingens analyse er kronologisk opbygget efter de 11 højesteretssager, som danner grundlag for et komparativt case study. Den kronologiske analyse udbygges sideløbende med en
    aktørnær analyse, hvor assessorernes voteringer behandles. I afhandlingens analysedel er der således to spor, som er vigtige for at forstå de sene trolddomsprocesser: indledningsvis den gennemgående, ændret fortælling om trolddom og dekonstruktion af trolddomsforbrydelsen, og dernæst det aktørnære perspektiv rettet mod assessorerne. Hver af de enkelte sager besidder deres unikke trolddomsfortælling, som i en større sammenhæng var med til at ændre grundfortællingen om trolddom. Dermed opstod der en kausalitet, hvor dekonstruktionen af forbrydelsen var med til at ændre fortællingen, og den ændrede fortælling yderligere dekonstruerede forbrydelsen. Der argumenteres for, at denne cykliske påvirkning imellem fortælling og dekonstruktion styrkede en skeptisk holdning til trolddomsforbrydelsen hos højesteretsassessorerne. Dette fører til analysens besvarelse af det sidste forskningsspørgsmål.


    Analysen viser, hvordan håndteringen af trolddom i Højesteret i hele perioden bar præg af, at assessorernes selviscenesættelse som en intellektuelt overlegen elite, der funderede sine domsafsigelser i lov og korrekt procedure, var dominerende. Dette fordrede en stigende afstandtagen fra almuen, som blev iscenesat som værende dum og overtroisk. Fortællingen om den kloge elite overfor de dumme bønder blev mere markant, og blev et vigtigt element i dekonstruktionen af trolddom. De endelige domskendelse blev performative i kraft af, at de stadfæstede forskellen på ’dem’ og ’os’ – elite og almue. Trolddoms(over)troen var bare ét af mange punkter, hvorpå den øverste elite søgte at adskille sig fra den brede befolkning, men det var medvirkende til at påvirke trolddomshistorien i mange år efterfølgende. Det fremherskende narrativ om, at man havde forfulgt folk for trolddom på grund af dumhed har domineret i senere populære og udbredte fortællinger om, hvorfor man brændte hekse.


    Undersøgelsen fremhæver desuden, at den lærde elites afstandtagen til trolddom ikke havde rod i en mindre religiøs verdensforståelse. Afhandlingens undersøgelsesperiode indebærer overgangen fra ortodoksi til pietisme, men herunder blev assessorerne nærmere mere end mindre gudfrygtige.
    Dette afspejles blandt andet i de meget hårde domme overfor forbrydelser imod Danske Lovs sjette bog, særligt i begyndelsen af 1700-tallet.


    Assessorernes højesteretsindlæg igennem perioden belyser, at der ikke var én fælles forestilling om, hvad trolddom var, og hvad det kunne.


    Afhandlingen konkluderer, at for højesteretsassessorerne var behandlingen af trolddom og deres respektive personlige tro derpå eller ej, mindre vigtig end deres selviscenesættelse som
    intellektuel, lærd elite udadtil. Det officielle ry og rygte, var vægtigst. Trolddom var stadig officielt en forbrydelse, men den var blevet de facto afskaffet i den form, som Christian V havde lovgivet imod i 1617-forordningen. Igennem de skiftende voteringer og med påvirkning udefra var trolddom blevet dekonstrueret, så gudsbespottelse, forvoldelse af skade og ærekrænkelse fremadrettet blev retsforfulgt adskilt.
    OriginalsprogDansk
    Bevilgende institution
    • Syddansk Universitet
    Vejledere/rådgivere
    • Kallestrup, Louise Nyholm, Vejleder
    Eksterne samarbejdspartnere
    Dato for forsvar20. maj 2022
    Udgiver
    DOI
    StatusUdgivet - 6. maj 2022

    Citationsformater