Constructing the tourist destination: A socio-material description

Denne afhandling undersøger turistdestinationen som et relationelt, heterogent og socio-materielt aktørnetværk. Der argumenteres for, at destinationen finder (og skaber) sted i en simultan proces af purificering og heterogen ordning. I denne proces indrulleres en flerhed af humane og nonhumane aktører. Gennem forskellige former for praksisser, er disse aktører med til at skabe destinationen - enten ved at understøtte og styrke dets netværk eller ved at udfordre og forhandle det. Udover en beskrivelse af den fortløbende montering af destinationen og af dets effekter, viser denne afhandling også, hvorledes den multiple destination opføres (’enactes’, Mol 2002). Ved at anvende en radikal ontologi på feltet – eller snarere netværket, ses destinationen som konstrueret gennem både mønstre af fravær og tilstedeværelse, der inkluderer eller ekskludere nogle praksisser, stemmer og former for viden frem for andre. Gennem en række beskrivelser fra et feltarbejde udført i Zakopane, en polsk turistdestination beliggende i Tatra-bjergene i det sydlige Polen, beskriver afhandlingen, hvorledes destinationen ordnes og konstrueres gennem en flerhed af aktører, praksisser, diskurser, genstande og teknologier.

Afhandlingens kapitel 2 starter med en præsentation af de tilgange, hvormed turistdestinationen traditionelt er blevet beskrevet indenfor turismeforskningen. Jeg viser, at disse tilgange er forankret i en forståelse af destinationen som et produkt eller en ramme for andre lignende turistprodukter eller et sociokulturelt konstrueret landskab, en kulisse for menneskelig aktivitet. På den baggrund introduceres AktørNetværksteori (ANT) som et greb hvormed disse forståelser kan transcenderes, idet både humane og nonhumane aktører tildeles en handlingskapacitet i dets radikale ontologi. Ofte associeres destinationen med problematikker omkring kulturel konflikt, der benyttes som en a priori analysekategori eller som naturligt knyttet til destinationen. I et ANT-perspektiv betragtes de forskelligheder eller identiteter, der spores på destinationen, snarere som en effekt produceret i og igennem det arbejde, der udføres igennem turistdestinationens aktør-netværk.

I kapitel 3 udfoldes de metodologiske konsekvenser af afhandlingens relationelle tilgang. Det demonstreres, hvordan tilgangen påvirker synet på såvel studiefeltet som forståelsen af, hvorledes viden skabes. Dette illustreres igennem en interviewartikel omkring mine forskningsaktiviteter i den lokale avis. Her ses det, hvorledes forskellige entiteter knyttes sammen, hvorved der skabes et felt, der både kan studeres og gøres til viden. Der argumenteres for, at vores måder at studere verden på, er både videns- og verdensproducerende og at denne produktivitet samtidig er performativ. Denne uadskillelige proces mellem viden og verden, objekt og subjekt, produktion og performance skabes og knyttes sammen gennem intermediære ordninger (intermediary arrangements) og gennem metodemontage (method assemblage, Law 2004). Haraways ide om partiel viden (1991) benyttes til at beskrive, hvad der opstår fra disse intermediære ordninger. Dette er viden, der ikke er, og aldrig kan blive, kohærent. At forstå ting som både relationelle og heterogene betyder en accept af, at ting og vores beskrivelser af disse, aldrig hænger fuldstændigt sammen.

Det er imidlertid ikke på trods af, men netop på grund af denne inkohærens, at entiteter holdes sammen. Der argumenteres for, at en måde at medtænke denne ontologi i forskningsarbejdet på, er gennem allegorien (Law 2000), idet denne ikke forudsætter et fuldt ud korresponderende forhold mellem et nydeligt afgrænset objekt og dets beskrivelse.

Nærværende studie af turistdestinationen er i sig selv en performance og en intermediær ordning. Desuden knytter det sig til en bestemt forskningskontekst, til et forskningsmæssigt bagland, som den også forsøger at udfordre. Dette bagland opridses i kapitel 4 gennem endnu en metodemontage, hvor forskellige turismerelaterede forskningsfelter kritisk adresseres. Disse er turismeforskningen, kulturel turismeforskning, destinationsbranding og interkulturel kommunikation i turismen. Først argumenterer jeg for, at turismeforskning ikke bør betragtes som opsplittet mellem en erhvervsorienteret og et sociokulturelt orienteret forskningsfelt. Snarere bør det ses som et fraktionelt kohærent netværk (fractionally coherent network, Law 2000) hvori stærkt forskellige vidensformer og måder at vide på i en kollektiv, sociomateriel sammenknytning af turismeforskningen og dets studieobjekt. Dernæst argumenterer jeg for, at studiet af kultur i turismeforskningen ofte implicerer en forståelse af kultur som forskelle og som potentielt sammenstødende. I modsætning til at anvende dette konfliktuerende kulturbegreb som naturligt sammenhørende med turisme og turistdestinationen foreslår jeg at betragte kultur som en effekt produceret i og gennem destinationens gøren. Herved bliver kultur ikke noget som er, men noget, som gøres, noget som handler og som derigennem indvirker på destinationen. En lignende tilgang foreslås i relation til en tredje del af baglandet, nemlig destinationsbranding. Der argumenteres for, at place branding er baseret på et forsøg på rumligt at afgrænse et sted og dernæst på at fastfryse stedets særlige kvaliteter og identitet. I stedet foreslår jeg, at sted skal betragtes som en bane (turf, Modan 2006), der konstant kridtes af, forhandles og bestrides. På samme måde må identiteter, der betragtes som stedsforbundne betragtes som vedvarende skabte gennem en række af ordningsprocesser. Herved forekommer stedsidentiteter ikke som faste udgangspunkter, men som en vedvarende, foranderlig og performativ del af destinationskonstruktionen. På samme måde som på de ovenstående felter, kritiseres forskningsfeltet omkring interkulturel kommunikation i turisme for at tage udgangspunkt i og forudsætte kulturelle forskelle. Der argumenters for, at disse forskelle bør betragtes ikke som et grundlag for, men som en effekt af destinationen.

På baggrund af denne introduktion af den relationelle og socio-materielle tilgang til studiet af destinationen og til det bagland, som afhandlingen søger at udfordre, følger nu analyserne af den konkrete destination i kapitel 5 til 9. Kapitel 5 starter med en nærmere undersøgelse af de forskelle, der udpeges på turistdestinationen. I analysen betragtes disse som et resultat af det løbende arbejder, der performes i og gennem destinationsnetværket. I dette perspektiv ses forskelle og konflikter ikke som uforanderlige eller naturgivne essenser. Snarere fremstår de som strategiske redskaber, der anvendes til at konstruere og strukturere destinationen og hermed som aktører. I analysen viser jeg først hvorledes forskelle udpeges af mange informanter på destinationen som forskelle i kultur (forretningsmanden overfor landsbyen) eller i handling (turismeudvikling overfor bevaring). Dernæst viser jeg, hvorledes forskelle konstrueres og anvendes som strategisk værktøj. Dette sker gennem en udpegning af górale, den lokale etniske befolkning og identitet, som en afgørende forskelsmarkør. Dermed bliver denne på mange måder emblematiske etniske gruppe både set som forskelsskabende, men også som noget, hvormed destinationen kan identificeres som anderledes.

I kapitel 6 introduceres sted som en anden effekt af det arbejde, der sker i og gennem destinationens aktørnetværk. En forståelse af rum som en container eller kulisse for social aktivitet udfordres af en forståelse af det relationelle sted. Der argumenteres for, at destinationen som socio-materielt sted konstrueres gennem en flerhed af aktører. Hermed er destinationen hverken et fuldstændigt hegemonisk eller helt frit sted. Snarere skal det ses som konstant produceret og omstridt af og igennem en række aktører, hvor nogle virker stærkere og mere synlige end andre. Dette eksemplificeres ved hjælp af en kridtgraffiti på et plankeværk, der viser, at destinationen (i hvert fald potentielt) kan gøres og skabes i mange forskellige versioner.

Ideen om multipel gøren (enactment) uddybes i kapitel 7. Her introduceres osycpek, en røget fåreost som en uventet og usædvanlig destinationsaktør. Osten følges på sin rejse fra fårehyrdens sæterhytte ned til den travle gågade Krupówki i Zakopane og videre til traditionelle gårdbrug, laboratorier og funktionærkontorer i Warszawa og EU for til sidst at slutte sporet på en international fødevaremesse. Undervejs på rejsen forbindes osten med nye former for praksis samt nye krav og bestemmelser. Osten fortælles på nye måder og bliver mødt med en række af skiftende spørgsmål: ’er den sikker’, ’er den autentisk’, ’ er den lokal’, osv. Alle disse nye forbindelse opfører en række forskellige oste, der produceres, kontrolleres og prissættes forskelligt, der består af forskellige ingredienser og er forbundet med forskellige andre mennesker, praksisser og steder. Gennem beskrivelsen af oscypek påvises det i kapitlet hvorledes genstande og dertil knyttede praksisser og diskurser også tager del i opførelsen af turistdestinationen og dermed også, at genstande også handler i dets netværk.

Denne forestilling om den handlende genstand følges op i kapitel 8, der omhandler det emblematiske górale hus og den jord, hvorpå det er bygget og knyttet. Først vises det, hvorledes huset og jorden tillægges en betydningsfuld rolle i tildelingen og forståelsen af góraleidentitet. Dette viser, at turismeudvikling ikke udelukkende kan forstås ved at fokusere på dets økonomiske aspekter eller erhvervsrettede sider. Dernæst introduceres vandrehjemmet (hostel) og en række dertil knyttede aktører og praksisser som en ny måde at gøre hus på destinationen. Dette viser, at husets og jordens position ikke kun er baseret på kulturelle og sociale normer og fuldstændig adskilt fra det økonomiske, men snarere er strategiske, fleksible og dynamiske. Jorden, der af mange informanter betegnes som ’ikke til salg’ viser sig således også at være tilgængelig for turismeudvikling. På trods af denne fleksible position vises det i den sidste del af kapitlet også, at visse dele af netværk dog forbliver afskårne (cut, Strathern 1996) og visse objekter, praksisser og mennesker fraværende eller utilgængelige. Alt i alt udfordrer kapitlet den gængse forståelse af turistentreprenøren ved at vise huset og jorden som aktive deltagere i skabelsen af muligheder og oprettelsen af grænser for destinationsaktørernes handlinger, rum og genstande.

I det sidste analytiske kapitel 9 genintroduceres begreberne omkring forskelle, sted, genstande og handling fra de foregående kapitler i en nærmere undersøgelse af, hvad der gennem forskels- og fraværsskabelse handler og indvirker på destinationen. Dette gøres ved at fokusere på górale som begreb og identitet og på dets rolle på destinationen. Som i det første analytiske kapitel omkring forskelle betragtes górale ikke som en stabil identitet eller gruppe, men som en relationel effekt. Ved at bruge góralerestauranten som eksempel, påviser jeg, hvordan ’rigtige’ måder at gøre górale udpeges og forhandles gennem en flerhed af genstande, praksisser og forbindelser. På trods af, at dette sted af informanter kontrasteres til andre mere ’kulturelle’ steder (’places of culture’) uden tilsyneladende økonomiske forbindelse, argumenterer jeg endnu engang for, at økonomi og kultur heller ikke dér skarpt adskilles, men snarere kobles sammen begge steder gennem en række heterogene aktører. I forhold til góralebegrebet virker disse til strategisk at udpege og anvise af, hvem og hvad, der anses som autentiske eller ej. Hermed afvises forestillingen om identitet og autenticitet som stabile enheder ’derude’, som snarere som strategiske redskaber.

I det sidste kapitel 10 diskuterer jeg de indsigter, der er opstået i kølvandet på en relationel og socio-materiel tilgang til destinationen. Disse indsigter kan opdeles i to: som enten specifikke for den konkrete destination Zakopane og som generelle for, hvorledes turistdestinationer kan studeres og forstås. I den første henseende viser materialet fra Zakopane, hvorledes górale og mere generelt begreberne forskelle, identitet og autenticitet kan anvendes som værktøjer til at konstruere og forhandle destinationen. Det viser også, at disse begreber ikke er rene og ikke kan virke alene, men må forbindes til andre aktører for at skabe virkning. Destinationen konstrueres hermed gennem en kontinuerlig og samtidig proces af purifikation og heterogen ordning. Dette bekræfter og forstærker den generelle indsigt omkring destinationens relationelle, heterogene og socio-materielle karakter. I destinationens konstruktion er det ikke kun humane aktører eller økonomiske strukturer, der ’bygger’. På trods af, at ikke alt kan gøres synligt eller tilstedeværende, kræver dets konstruktion altid en fraktionel kohærens mellem multiple aktører. Til slut argumenterer jeg for denne multiplicitets betydning. På trods af, at markedsføringsfolk, managers og andre destinationsaktører ofte søger at strømline destinationens image, forudsætter destinationens opføring heterogene aktører og praksisser, idet det kun er i og igennem denne heterogenitet, at destinationen kan konstrueres og gøres.