Comparison of Self-reported Alcohol Consumption and Ethyl Glucuronide in Hair in a Sample of 60+ Year-olds Treated for DSM-5 Alcohol Use Disorder

Baggrund
Denne phd afhandling baserer sig på to områder. For det første evalueres effekten af behandling for psykisk lidelse eller forstyrrelse forårsaget af alkoholforbrug ofte på baggrund af selvrapporterede data. Selvrapporterede data anses i det væsentligste for at være acceptable i forhold til at måle effekten i alkoholbehandling, men forskning har vist, at der er behov for at anvende biomarkører med henblik på at registrere yderligere forbrug ud over, hvad patienterne selv rapporterer. Studier har vist, at en optimal biomarkør til at detektere alkoholforbrug skal være en direkte markør dannet under omsætningen af alkohol i kroppen.
Ældre patienter er i større risiko for alkoholens negative effekter på grund af en øget følsomhed, og fordi ældre oftere indtager medicin og har flere sygdomme end den yngre del af befolkningen. Det er derfor vigtigt at have korrekt information om ældre patienters alkoholforbrug. Indtil nu har der været sparsom viden om omfanget af underrapportering af alkoholforbrug blandt ældre som er behandlede for alkoholproblemer. På baggrund af alkoholens skadelige virkning på ældre er det vigtigt at identificere omfanget af underrapportering og at undersøge, om bestemte kendetegn er til stede blandt patienter, som underrapporterer.

Formål
Afhandlingen er baseret på tre studier. Det første studie er et systematisk review, der havde som formål at beskrive omfanget af under- og overrapportering blandt patienter, der er i behandling for alkoholproblemer. Resultaterne fra studie 1 dannede grundlag for studie 2 og 3. Studie 2 havde som formål at afdække omfanget af underrapportering af alkoholforbrug blandt ældre i behandling for alkoholproblemer, og studie 3 havde til formål at undersøge, om der var bestemte kendetegn blandt de underrapporterende patienter.

Metode
Studie 1: Det systematiske review blev forhåndsregistreret i “The International Prospective Register of Systematic Reviews (Prospero)” (CRD42018105308) og udført i henhold til de anbefalede retningslinier i ”((Preferred Reporting Items for Systematic Reviews and Meta-Analyses (PRISMA) statement)”. Følgende elektroniske databaser blev anvendt med det formål at identificere alle studier, der sammenlignede selvrapporteret alkoholforbrug med biomarkører blandt patienter i alkoholbehandling: online versionen af ”Medical Literature Analyses and Retrieval System (MEDLINE)”, ”Psychological Information Database (PsycINFO)”, ”Excerpta Medica Database (EMBASE)”, ”Cochrane Database of Systematic Reviews (CDSR)” og ”Cochrane Central Register of Controlled Trials (CENTRAL)”. Studierne blev efterfølgende kvalitetsvurderet ved hjælp af “Quality Assessment Tool for Observational Cohort and Cross-sectional Studies”, som er udviklet af ”the National Heart, Lung, and Blood Institute”.
Studie 2 og 3: Data for begge studier stammer fra Elderly studiet, som var et internationalt randomiseret forsøg, der foregik fra 2014 til 2016. Elderly studiets formål var at sammenligne effekten af to psykosociale behandlingsformer af alkoholproblemer. Data for studie 2 og 3 blev indsamlet, da patienterne blev indskrevet i behandling og igen efter 26 uger: Patienter blev spurgt til deres alkoholforbrug ved indskrivning og efter 26 uger. Ved interviewet efter 26 uger blev der også taget en hårprøve fra patienterne. I alt blev der indskrevet 693 patienter i Elderly studiet, af disse fremmødte 544 patienter til samtale efter 26 uger, og heraf accepterede 389 patienter, at der blev taget en hårprøve.
Sammenligning af patientkarakteristika mellem de patienter, som afgav en hårprøve og de, som afviste, blev undersøgt ved hjælp af Mann-Whitney test, chi2 test, og gamma test. Baseret på den selvrapporterede information vedrørende alkoholforbrug, blev patienter kategoriseret i følgende grupper: 1) afholdende, 2) lavt forbrug, 3) moderat forbrug, 4) højt forbrug og 5) meget højt forbrug.
Omfanget af henholdsvis under- og overrapportering blev beregnet og pålideligheden mellem de to målemetoder blev beregnet som Cohen’s kappa. Associationer mellem de forskellige selvrapporterings- og hårprøve kategorier samt effekt modifikation af body mass index (BMI) og naturlig hårfarve blev vurderet ved hjælp af betinget logistisk regressionsanalyse. Hårprøver som var 1) behandlede, 2) for korte eller af en for lille mængde eller 3) stammede fra patienter med nyresygdom eller cannabisbrug blev ekskluderet.
I alt 190 patienter deltog i studie 2. I studie 3 blev patienter, hvis hEtG var under 5 pg/mg ekskluderet og 142 patienter indgik i en logistisk regressionsanalyse, som havde til formål at identificere særlige kendetegn blandt de underrapporterende patienter.
Da der blev udført flere statistiske test på samme datasæt, blev signifikansniveaut justeret ved hjælp af Bonferoni metoden.

Resultater
Studie 1: I studie 1 blev der identificeret 7672 studier via de elektroniske databaser, og 11 artikler blev inkluderet i studiet. Syv studier (n = 15 - 585) undersøgte selvrapportering ved hjælp af korttidsmarkører og fandt at omfanget af underrapportering lå mellem 5.5% og 56.0% af patienterne. To studier (n = 34 - 65) undersøgte overrapportering og fandt, at overrapportering var til stede i mellem 5.9% til 74.1% af patienterne. I forhold til markører med en middellang detekteringsperiode, fandt to studier (n = 18 - 54) underrapportering i 5.0% til 50% af patienterne, og i forhold til langtidsmarkørerne, fandt tre studier (n = 73 - 1580) underrapportering blandt 0.1% til 40.0% af patienterne og to studier (n = 15 - 1580) fandt overrapportering blandt 13% - 70.6% af patienterne.
Studie 2: Der var ingen forskelle i karakteristika mellem de patienter som accepterede at afgive en hårprøve og de som afviste. Blandt 34 patienter, som rapporterede afholdenhed ved opfølgningsinterviewet, underrapporterede 16 (47.1%). Blandt 122 patienter, som rapporterede et alkoholforbrug mellem 0.1 g og 59.9 gram alkohol dagligt, underrapporterede 80 (65.6%). Kappa koefficienterne varierede mellem 0.19 – 0.36, hvilket indikerede ingen eller dårlig pålidelighed mellem de to metoder. Der var ingen forskelle mellem metoderne i forhold til at identificere afholdenhed (p > 0.05), men i forhold til at identificere et alkoholforbrug op til 59.9 gram dagligt, blev flere tilfælde identificeret ved hjælp af hårprøver end ved hjælp af selvrapportering (OR 5.4 – 12.1, all p-værdier.
Studie 3: Studie 3 viste, at det gennemsnitlige antal af selvrapporterede genstande ved indskrivningen de seneste 90 dage op til indskrivningen, var signifikant associeret med reduceret risiko for at underrapportere ved opfølgningsinterviewet (justeret OR 0.84, 95% CI 0.75 – 0.94, p = 0.002). Der var også tegn på, at risikoen for at underrapportere steg med stigende alder og antal genstande per drikkedag de seneste 90 dage før indskrivningen, men disse resultater var ikke statistisk signifikante.

Konklusion
Studie 1: Uoverensstemmelser mellem selvrapporteret alkoholforbrug og biomarkører forekom hyppigt, og underrapportering var den hyppigst forekommende type af uoverensstemmelser. Reviewet viste også, at det er vigtigt, at biomarkøren er en direkte (non-oxidative) metabolit af ethanol, er nem at indsamle og skal dække det samme tidsrum som de selvrapportede informationer
Studie 2 og 3: Underrapportering var hyppigt blandt ældre patienter behandlet for alkoholproblemer. Studiet viste, at hEtG er bedre til at identificere alkoholforbrug sammenlignet med selvrapporterede data, og at risikoen for at underrapportere alkoholindtag ved opfølgningsinterviewet blev reduceret, jo højere forbrug, der blev rapporteret ved indskrivning.
Overordnet viser denne phd afhandling, at klinikere og forskere har en vigtig rolle i forhold til at identificere patientens alkoholforbrug, og at der kan være behov supplere med biomarkører, når man undersøger omfanget.