Collocations as a language resource A functional and cognitive study in English phraseology

Det spørgsmål som afhandlingen stiller sig, er hvad der vil være en velegnet teoretisk ramme for behandlingen af konventionelle kollokationer, idet der fokuseres på forbindelser bestående af et verbum og dets nominelle objekt. Den overordnede tese er at en funktionel og kognitiv tilgang vil være mere velegnet til at beskrive og forklare sådanne forbindelser end den traditionelle tilgang ifølge hvilken fraseologismer er arbitrære netop fordi de er konventionelle og fordi de afviger fra fuldt kompositionelle udtryk, som antages at udgøre normen. 

Første del beskriver kort den traditionelle tilgang til fraseologien og præsenterer de forskellige definitioner på ‘kollokation’ som teknisk term. Der gives en motivation for en alternativ funktionel og kognitiv tilgang baseret på prototypekategorier i stedet for klassiske kategorier. I denne tilgang opfattes kompositionalitet ikke som en addition af betydningselementer, men som en integrering af dynamiske skematiske netværk, hvis kompositionelle betydning er motiveret af de enkelte ords betydning, men ikke kan forudsiges på grundlag af dem. En funktionel og kognitiv tilgang tillader desuden at synkrone data ses i et diakronisk perspektiv, hvilket gør det muligt at diskutere konventionalisering og fornyelse som dynamiske sproglige udviklingsprocesser. 

I anden del gennemgås den traditionelle tilgang til fraseologien ud fra en funktionel og kognitiv synsvinkel. Denne tilgangs praktiske baggrund inden for fremmedsprogsundervisning og leksikografi anses for at spille en rolle sammen med de teoretiske påvirkninger fra Firth og russisk fraseologi. En klassisk kategoriopfattelse såvel som strukturalistiske og generative principper ses som yderligere påvirkninger, lige som en kognitiv lingvistisk synsvinkel er begyndt at gøre sig gældende. Efter denne beskrivelse følger en kritisk gennemgang af det system der anvendes til kategorisering af fraseologismer. Forsøget på at kombinere klassiske kategorier, som bygger på klare grænser mellem kategorierne, med en kontinuum-model, som bygger på gradvise overgange, anser jeg for at udgøre et problem i den traditionelle tilgang, idet disse to modeller må siges at være uforenelige. I denne tilgang defineres fraseologismer ved ‘restricted compositionality’, dvs. at de ikke kun følger sprogets syntaktiske regler, men er underlagt yderligere, konventionelle begrænsninger. Disse begrænsninger defineres syntagmatisk, idet verbet, eller ‘kollokatet’, beskrives som ensidigt semantisk afhængigt af substantivet eller ‘basisordet’, og paradigmatisk, idet kollokatet ikke frit kan udskiftes med andre verber med lignende betydning. De konventionelle begrænsninger for hvilke ord der rent faktisk kan indgå i et paradigme anses for at være arbitrære.

Over for disse argumenter anføres det ud fra en kognitiv lingvistisk synsvinkel at det ikke er hensigtsmæssigt at betragte fraseologismer som afvigelser fra et princip om fuld kompositionalitet, som ikke tager hensyn til at ord normalt er polyseme. Hvad angår kollokationers paradigmatiske begrænsninger, er kritikpunktet at de beskrives på grundlag af forhold der er den enkelte kollokation uvedkommende. Andre træk som traditionelt bruges til at karakterisere fraseologismer i modsætning til ‘frie forbindelser’, nemlig at de ikke er forudsigelige og at deres betydning ikke er konkret, stilles der også spørgsmålstegn ved i denne del af afhandlingen.  

Tredje del indeholder afhandlingens empiriske del, som afprøver den antagelse at en funktionel og kognitiv tilgang vil være bedre egnet til studiet af konventionelle kollokationer. Denne del indledes med en diskussion af de funktionelle over for de kognitive sider af sproget. Herefter afklares nogle metodiske spørgsmål om hvordan frekvensbegrebet kan bidrage til en kvalitativ analyse, om hvordan sproglige data kan relateres til kognitive modeller og desuden kan ses som det synkrone resultat af en diakron udvikling. Jeg har valgt break an appointment til min undersøgelse som et eksempel på en konventionel kollokation bestående af et ‘deleksikalt’ verbum, hvis leksikalske betydning er svækket når det bruges I konventionelle kollokationer, og et ‘deverbalt’ substantiv, som stammer fra et verbum. Mine data, fra British National Corpus, består af 1000 konkordanser med break (ca. 9,5 % af alle konkordanser i korpuset) og af 908 konkordanser med appointment (samtlige konkordanser med appointment i dette korpus). Frasalverber (her forbindelser med adverbier såvel som præpositioner og adjektiver) tegner sig for ca. en tredjedel af eksemplerne på break.

Min problemformulering dækker aspekter som jeg anser for at være centrale for en teori om kollokationer: de to komponenters interne struktur, integrationen mellem dem, samt de træk der er specielle for konventionelle udtryk. Mine overordnede antagelser er at

...konventionelle kollokationer er rutiner i sproget som giver afsenderen af et sprogligt budskab mulighed for at vejlede modtageren ved at kalde på kognitive rutiner som er forbundet med velkendte kognitive modeller (‘semantic frames’). Som sproglige udtryk er det deres funktion, gennem anvendelse i konkrete situationer, at være med til at reproducere velkendte, abstrakte situationstyper (‘contexts of situation’) og de kognitive modeller (‘semantic frames’), som ligger til grund for dem.

Disse antagelser afspejler min funktionelle og kognitive tilgang, men jeg ser dem også som værende i overensstemmelse med Firth’s opfattelse af kollokationer som udgørende et betydningsniveau som i praksis er integreret f.eks. med det syntaktiske niveau og det niveau han kalder ‘contexts of situation’, abstraktioner fra velkendte situationstyper som man har oplevet mange gange. Jeg ser begrebet ‘context of situation’ som værende kompatibelt med begrebet ‘semantic frame’ ( Fillmore, 1982, 1985) inden for kognitiv lingvistik. 

Min problemformulering omfatter følgende fire hypoteser:  

1) De situationstyper (‘contexts of situation’) som konventionelle kollokationer bidrager til og de kognitive modeller (‘semantic frames’) som de kalder på, kan identificeres ved at analysere komponenternes interne struktur og deres integrationsmåde. Herved afviger konventionelle kollokationer ikke fra andre sammensatte udtryk.

2) I konventionelle kollokationer der består af et verbum og dets substantiviske objekt, er det substantivet der kalder på den dominerende semantiske ‘frame’ medens verbet profiler et specielt aspekt af denne frame. I kollokationer der ikke er konventionelle, er det verbet der kalder på den dominerende frame. 

3) Konventionelle kollokationer kan karakteriseres i forhold til hvor prototypiske de er, hvilket afhænger af hvor skematisk verbet er og dets grad af saliens inden for den frame som substantivet kalder på. 

4) Verbet i konventionelle kollokationer har en funktionel, grammatikaliseret rolle som støtteverbum.  

Den første hypotese handler om hvad konventionelle kollokationer har til fælles med andre sammensatte udtryk. Den afprøves ved først at analysere BREAK og APPOINTMENT hver for sig som komplekse, polyseme kategorier. En diskussion som sammenkæder spørgsmålet om hvor mange betydninger et ord kan siges at have med det mellemste niveau i et hierarki af betydninger, ‘the basic level’ (jvf. Taylor 1992) og med antallet af ‘semantic frames’, danner grundlaget for disse analyser. For en kategori som APPOINTMENT, der udviser moderat polysemi, kan dette lade sig gøre, medens det for en kategori som BREAK, der er polysem i meget højere grad, er hensigtsmæssigt at beskrive betydningerne på et mere skematisk niveau, således at hver betydning omfatter et antal beslægtede ‘frames’, der anses for at være forbundne i et netværk. Begge kategorier analyseres derefter under følgende overskrifter: (1) domæne og referentiel betydning, (2) billedskemaer (‘image schemas’) og begivenhedsstruktur (‘event structure’), og (3) konstruktionstype.  

Derefter analyseres det sammensatte udtryk break an appointment på grundlag af Langackers (1987) teori om komponenternes relative autonomi- og dependensforhold. Formålet er at vise at konventionelle kollokationer på den ene side kan analyseres på samme måde som alle andre sammensatte udtryk, men at konventionalisering på den anden side kan siges at indebære et skifte i komponenternes relative autonomi- og dependensforhold som afspejler at det i en konventionel kollokation er substantivet der kalder på den kognitive model (er ‘frame bearing’), som påstået i min anden hypotese. 

Den tredje hypotese gående ud på at konventionelle kollokationer kan karakteriseres i forhold til hvor prototypiske de er, afprøves ved hjælp af en analyse der fokuserer på variabilitet som en dimension af konventionalisering. Der opstilles en kollokationstypologi baseret på ordforbindelsernes saliens og på hvor skematiske de anses for at være. Typologien fremhæver kontinuiteten mellem ordforbindelser der er konventionelle og alternative forbindelser der ikke er konventionelle, men fuldstændigt normale. Dette er i modstrid med Saussures tanke om at sproglige konventioner udelukker valgmuligheder.  

De verber der kan udfylde en specifik del af en APPOINTMENT frame, opfattes som leksikalske sæt med de skematiske ‘basic level’ verber som prototyper og de mindre skematiske verber som alternativer, der kan være konventionelle, men ikke nødvendigvis er det. Denne opfattelse af leksikalske sæt afviger fra Hallidays (1966) opfattelse af et leksikalsk sæt som bestående af medlemmer med lige stor mulighed for at optræde i en kollokation (‘like privilege of occurrence in collocation’). I stedet opfatter jeg det leksikalske sæt som bestående af et funktionelt motiveret paradigme af verber, som afspejler variabiliteten i sproget og som overskrider grænsen mellem konventionelle og ikke-konventionelle forbindelser.  

Diskussion af den sidste hypotese, at verbet i en konventionel kollokation har en funktionel, grammatikaliseret rolle som støtteverbum, falder i to dele. I den første del, som er baseret på en række uafhængige kilder, argumenteres der for en kategori af støtteverber hvis prototype er et ‘deleksikalt’ verbum med generel betydning som indgår i en prædikativ enhed sammen med et ‘deverbaliseret’ substantiv med suffiks. Jeg har argumenteret for at konventionelle kollokationer med break som kollokat kan siges at indgå i en sådan kategori, skønt ikke som et af de mest prototypiske medlemmer. Dette underbygges med de formelle begrænsninger som analysen af konstruktionstyper påviser for break i ikkekonkrete betydninger, som f.eks. i forbindelse med appointment. 

Den sidste del af denne diskussion omhandler en mulig grammatisk rolle for break og andre ‘basic level’ verber som indgår i konventionelle kollokationer, og jeg konkluderer at de kan siges at tilhøre en leksikogrammatisk kategori af støtteverber. Diskussionen er baseret på den opfattelse at grammatiske strukturer udgør et kontinuum med leksikon og at grammatikaliseringen af et leksikalsk ord indebærer et skift i retning af den grammatiske ende af dette kontinuum og en mere funktionel rolle. Baseret på Sweetser (1988) opfattes grammatikalisering som en metaforisk overførelse af betydning fra det fysiske domæne til et mere abstrakt domæne. I tilfældet break betegner det abstrakte domæne kausalitet og begivenhedsstruktur, idet break gør det muligt at tale om abstrakte forhold som var de fysiske objekter, analogt med verbets konkrete betydning i det fysiske domæne. 

Afslutningsvis diskuteres spørgsmålet om støtteverber kan siges at være mere ‘grammatiske’ end fuldverber og om nogle støtteverber kan siges at være mere grammatiske end andre ved hjælp af to parametre foreslået af Langacker (1987). Det ene parameter er graden af ‘specificitet’ (‘specificity’), og det andet er graden af overlapning mellem en ‘standardkonstruktion’ (‘standard construction’), som er en verbum + objektkonstruktion hvor objektets plads står tom, og en ‘målkonstruktion’ (‘target construction’), i hvilken denne plads er udfyldt. Selvom break er mindre skematisk, eller mere specifik, end nogle af de andre ‘basic level’ verber, er konklusionen, at verbet kan kategoriseres som et grammatikaliseret støtteverbum, selvom det igen ikke er det mest prototypiske eksempel.