Cognitive ecologies of presence(s) in three different dance forms

Nærvær er et centralt, men kontroversielt emne i studiet af scenekunst og teatralske traditioner, hvor begrebet ‘stage presence’ generelt forstås som performerens evne til at fortrylle publikums opmærksomhed. Hvordan forholder dansere sig til ideen om nærvær i performance, og hvordan forstår, iscenesætter og udfører de nærvær i deres kunstneriske arbejde og praksis?
I dette papir tilbyder jeg en undersøgelse af tilstedeværelsens variationer i tre forskellige dansepraksis og koreografiske sammenhænge: tilfældet med Ballet National de Marseille under iscenesættelsen af Emio Grecos værk Passione; Kontaktimprovisation i tilfælde af uafhængige grupper af contacters i Italien og Australien; og Body Weather, en radikal bevægelsesideologi udviklet af den japanske koreograf Min Tanaka i forbindelse med selskabet Tess de Quincey and Co. i Sydney.
For at illustrere, hvordan tilstedeværelse i dansepraksis opstår i forhold til et komplekst og dynamisk miljø, foreslår jeg en kognitiv økologisk tilgang til begrebet 'scenenærvær', som både tager højde for publikums og udøvendes tilstedeværelse og den sociokulturelle kontekst af forestillingsarrangementet. Ved at udforske, hvordan dansere italesætter deres levede oplevelse af nærvær i forhold til deres forskellige dansekontekster og -traditioner, foreslår jeg at rammesætte fænomener af nærvær i en kropslig økologisk forstand.