Byen som bevægelsesgrund? mødet mellem bevægelseskulturen parkour og akademisk praksis

Parkour er en bevægelseskultur der ikke udfolder sig i afgrænsede rum eller på bestemte tidspunkter. Den er i stedet betinget af at byens rum anvendes som bevægelsesgrund. Parkourudøvernes særegne brug af byrummet kalder på opmærksomhed og analytisk undren: Hvordan kan vi forstå et fænomen som parkour? Artiklen har til formål at bidrage med en akademisk oversigt over eksisterende analyser af parkour. I artiklens første del tages afsæt i de kritiske perspektiver, som samlet set skaber forståelse for parkour som en modkulturel bevægelseskultur. Byens disciplinerende rum forstås i denne sammenhæng som bevægelsesgrunden for parkour. I artiklens næstfølgende del vendes blikket mod udviklingen af parkour i Danmark, hvor udøvernes brug af faciliteter, udviklingen af undervisningspraksis og fremkomsten af parkour-entreprenører får os til at stille spørgsmålstegn ved de modkulturelle læsninger. Generelt kan spores en tiltagende afstandstagen fra fortolkninger af parkour som forbundet til anti-kapitalistiske ideologier og et stigende fokus på parkour som en partikulær, kulturel og legende praksis, der indeholder og skaber sin egen betydning. Der peges på, at parkourudøverne med deres bevægelsesudfoldelse ikke primært forholder sig kritisk til byrummet, men nærmere omfavnende. Parkour er en case, som viser, hvordan relationen mellem krop og rum kan fungere og forstås som bevægelsesgrund på flere forskellige måder. I artiklen vises, hvordan det kan være analytisk problematisk at gå fra ideologi til praksis, og hvordan en analyse, som starter ved den legende praksis, vil kunne bidrage med interessant viden om en bevægelseskultur, som har udviklet sig gennem de sidste par år i vores idrætsfelt.