Building rhetorical (self-) awareness through Hermogenes: John Tzetzes’ Commentary on Περὶ ἰδεῶν λόγου

I det 12. århundredes Konstantinopel skrev den lærde John Tzetzes (ca. 1110–1180) en omfattende kommentar på femtenstavelsesvers til det såkaldte corpus Hermogenianum, en gruppe af håndbøger fra græsk-romersk tid, der blev brugt i retorisk træning gennem århundreder (dvs Apthonios’ Progymnasmata, og Hermogenes’ og Pseudo-Hermogenes’ Om juridiske spørgsmål, Om fremfindelsen af argumenter, Om stiltyper, Om metoden til at tale effektivt). Tzetzes’ kommentar er stadig langt fra at være udgivet i sit fulde omfang. Kun få vers af denne ret oversete tekst blev offentliggjort i det nittende århundrede. Men denne bemærkelsesværdige kommentar giver faktisk førstehåndsindblik i det tolvte århundredes retoriske og pædagogiske praksis og er bevaret i et endnu mere bemærkelsesværdigt håndskrift: ms. Leiden, Universiteitsbibliotheek, Vossianus Graecus Q1, et “autoriseret” eksemplar, der indeholder gloser i Tzetzes’ egen hånd.
På baggrund af dette håndskrifts gode tilstand og dets nærhed til forfatteren tilbyder nærværende afhandling den første moderne kritiske udgave af Tzetzes’ kommentar til Hermogenes’ traktat Περὶ ἰδεῶν λόγου (Om stiltyper), der er det fjerde afsnit i tekstkorpuset, en nøgletekst i retorikundervisningen. Inden for den såkaldte enkyklios paideia gav afhandlingen Om stiltyper med sit konsekvente system af specifikke stilistiske træk både talere og skribenter byggestenene til at finde deres egen karakteristiske stemme og blev en referencetekst for diskussioner om retorik og stil op til renæssancen.
Ud over at levere den første kritiske udgave af Tzetzes’ kommentar tilbyder denne afhandling også en udgave af de autograferede gloser skrevet af Tzetzes i Vossianus’ margen og mellem linjerne på de folia, der indeholder dens eksegese af Om stiltyper. Udgaven er også ledsaget af en engelsk oversættelse - den første oversættelse til noget sprog af denne tekst – efterfulgt af kommentarer.
Afhandlingen har til formål at give adgang til det (for størstedelen) uredigerede materiale og dermed fremme en bedre forståelse af modtagelsen af Hermogenes’ retoriske teori i det 12. århundredes Konstantinopel. Ved at analysere Tzetzes’ eksegese af Om stiltyper fremhæver afhandlingen desuden den indflydelse, som denne traktat har haft på opbygningen og definitionen af hans egen forfatterstemme. Den teori, der blev udarbejdet i Om stiltyper, opmuntrede og fremmede forfatterskabets handlekraft gennem på den ene side efterligning af de antikke forfatteres eksemplariske stil og på den anden side retoriske begreber, der bidrog til at fremhæve talerens særlige karakter, i overensstemmelse med publikum og talerens forfatterskabsmæssige intentioner. En omhyggeligt udarbejdet og retorisk udformet forfatterstemme var et usædvanligt vigtigt middel til succes i Tzetzes’ tid, da social fremgang inden for det politiske og kirkelige system blev lettet ved at beherske diskurskunsten og offentlig optræden. Derfor er det, som jeg hævder, vigtigt at se på Tzetzes’ Kommentar for fuldt ud at forstå hans holdning til retorik.
At beskæftige sig med Hermogenes hjalp også Tzetzes til at definere sin egen selvpositionering på det konkurrenceprægede konstantinopolitiske litterære marked. Han brugte kommentaren til at hævde sin tilstedeværelse som forfatter i teksten. Endnu vigtigere var det, at Tzetzes formede sit værks kompositionsstrategi ved at følge de samme af Hermogenes’ retoriske teknikker, som han kommenterede. Ikke alene behandlede hans gloser udførligt Hermogenes’ teoretiske system, men selve kommentaren tog form af illustrationer af Hermogenes’ regler. Ud over de traditionelle definitioner og forklaringer, der kendetegner kommentargenren, organiserer Tzetzes implicit sine didaktiske fortolkninger efter Hermogenes’ teoretiske forskrifter: mens han forklarer brugen af korte cola for at frembringe hurtighed, anvender han f.eks. også korte cola for at tydeliggøre dette aspekt.
Ved at kommentere Hermogenes indskrev Tzetzes sig også blandt en række berømte mellem-byzantinske intellektuelle, som havde påtaget sig den samme opgave. Han gik også et skridt videre ved at udøve hård kritik af Hermogenes, som ubestridt blev betragtet som mesteren i denne kunst. Ved at påpege de uoverensstemmelser og mangler, som han fandt i Hermogenes’ afhandling, havde Tzetzes til hensigt at differentiere sin eksegetiske og retoriske metode fra sine forgængere for at vise det nye i sin tilgang og dermed tiltrække elever og mæcener.
Min afhandling tilbyder i sidste ende et nyt tekst materiale, der på en usædvanlig måde tager nutidige læsere med ind i en central konstantinopolitansk forfatter fra det 12. århundrede i hans værksted. Den giver således nye vidnesbyrd om den måde, hvorpå tekster blev materielt produceret, cirkuleret og forbrugt i hovedstaden på den tid. Derved fremmer den også vores forståelse af, hvordan grundlæggende begreber som autoritet, forfatterskab og originalitet blev udviklet gennem retorisk teori.