Børnesygdommenes politik: Mæslinger, fåresyge og røde hunde og indførslen af MFR-vaccination i Danmark 1987

Det danske børnevaccinationsprogram blev i 1987 – med års
forsinkelse i forhold til omverdenen – udvidet med den kombinerede
vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccinen). Mens
de øvrige industrialiserede lande havde indført vacciner mod
sygdommene i løbet af 1960’erne og 1970’erne, holdt de danske
sundhedsmyndigheder fast i, at vaccinerne var unødvendige.
Denne afhandling har til formål at undersøge den proces,
hvorved MFR-vaccinen blev indført i Danmark. Det overordnede
forskningsspørgsmål er således hvorfor beslutningen om at indføre
MFR-vaccinen var så svær at træffe, og hvorfor den så alligevel blev
indført i 1987 – og ikke på et endnu senere tidspunkt eller helt fravalgt.
Afhandlingen peger på en række forhold, der fik betydning for
den beslutningsproces, som strakte sig over årtier. Det drejer sig om
hvordan sygdommene blev problematiseret, om stiafhængighed og
teknologien som aktør, og om betydningen af 1980’ernes politik,
økonomi og internationale dagsorden.
Første fase i processen var konstruktionen af sygdommene som
problemer. Før 1980’erne var mæslinger, fåresyge og røde hunde ikke
umiddelbart koblet til hinanden, og de var heller ikke lige
problematiske. Mæslinger blev set som en børnesygdom, som nok var
ubehagelig, men som det, ifølge sundhedsmyndighederne, ikke var
nødvendigt at vaccinere mod under danske forhold. Det slog
Sundhedsstyrelsen fast i flere analyser gennem 1970’erne. Fåresyge var ligeledes ubehagelig, men harmløs, dog med en potentiel risiko for at
gøre mænd sterile. Røde hunde var en mild børnesygdom og var således
heller ingen trussel mod danske børn. I 1940’erne havde forskere
imidlertid opdaget, at den kunne forårsage alvorlige fosterskader, hvis
gravide kvinder blev smittet. Mens andre lande begyndte at vaccinere
mod røde hunde, da en vaccine blev tilgængelig i 1969, valgte Danmark
en anden strategi, som længe kom til at styre problematiseringen af
sygdommen. Samme år begyndte Statens Serum Institut at tilbyde
blodprøvediagnostik til gravide kvinder, som mente at være smittet
med røde hunde. De, der var smittede, blev derefter tilbudt abort.
Tilbuddet blev hurtigt efterspurgt, og der blev etableret en sti, som var
svær at ændre.
Vaccinationshistoriografien peger på, at lande, der selv producerer
vaccine, er mere tilbøjelige til at anse den selvsamme vaccine for
nødvendig. Som et bidrag til den diskussion peger afhandlingen på, at
Danmark, som ikke selv producerede vaccine mod sygdommene, var
bemærkelsesværdigt modstræbende overfor at indføre vaccinationer
mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Det bundede blandt andet i
skepsis overfor udenlandske vacciner og udenlandsk evidens. Alligevel
medførte selve tilgængeligheden af vaccinerne, at de danske
sundhedsmyndigheder forholdt sig til dem og til den potentielle
problematisering af fåresyge og mæslinger. Det blev udmøntet i
nedsættelsen af Sundhedsstyrelsens vaccinationsudvalg i 1971, som
især skulle vurdere behovet for at indføre vacciner mod disse tre
sygdomme. Selvom de flere gange gennem 1970’erne afviste et sådant
behov, forblev spørgsmålet på dagsordenen.
I 1977 indstillede Sundhedsstyrelsen til Indenrigsministeriet, at
man skulle indføre røde hunde-vaccination til unge kvinder for at
overflødiggøre abort. Som en konsekvens af, at blodprøveteknologien
på det tidspunkt var etableret som omdrejningspunkt i røde hundeforebyggelsen,
mislykkedes forsøget på at skifte sti til vaccinationer. I
1983 indstillede Sundhedsstyrelsen i stedet til Indenrigsministeriet, at man skulle indføre MFR-vaccination til danske børn af begge køn. Det
var ikke begrundet i ny evidens eller nye vacciner, men i en rekonstruktion
af mæslinger og fåresyge som alvorlige, baseret på det
samme grundlag som tidligere havde begrundet fravalget af
vaccinationer. Dagsordenfastsættelsen var således motiveret i andre
forhold. For det første satte internationale organisationer som WHO og
UNICEF i stigende grad vaccinationer på dagsordenen, og med en række
programmer i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne
konstruerede de sygdomme og vaccinationer som globale spørgsmål,
som krævede solidarisk deltagelse af medlemslandene. Danmark bidrog
ikke til kampen mod mæslinger, hvorfor WHO i 1983 kritiserede
Danmark for at være ”nettoeksportør” af sygdommen og altså
usolidarisk. For det andet kom forebyggelse i stigende grad på
dagsordenen herhjemme i et forsøg på at lette presset på
sygehusvæsenet. For det tredje viste en cost-benefit-analyse, at det, ud
over at gavne sundheden, også var samfundsøkonomisk fornuftigt at
indføre MFR-vaccinationer. Der var således flere gode grunde til at
sætte MFR-vaccinen på den politiske beslutningsdagsorden i 1983, og
forslaget blev mødt med konsensus blandt sundhedsmyndighederne,
herunder Indenrigsministeriet og Amtsrådsforeningen.
Trods konsensus stod forhandlingerne på i tre år, før
indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) i 1986 traf beslutning om at
indføre vaccinen. Forklaringen på, at det trak ud, findes i det politiske
klima, i særdeleshed internt i regeringen. MFR-programmet ville kræve
investeringer i de første år, selv om der over en længere årrække ville
komme betydelige besparelser. Under Schlüter fik Finansministeriet
øget magt, og netop Finansministeriet blokerede MFR-programmet,
fordi det i de første år ville overskride Indenrigsministeriets
budgetramme. På den baggrund trådte Amtsrådsforeningen og Radikale
Venstre i karakter og lagde så betydeligt pres på indenrigsministeren, at
hun til sidst så sig nødsaget til at indføre MFR-vaccinationer. Således
viser afhandlingen, at amterne og Amtsrådsforeningen fik stor indflydelse på beslutningen om at indføre MFR-vaccinen, selvom den
formelt lå hos Indenrigsministeren. Af den grund blev beslutningen til
sidst truffet hurtigt, hvorfor finansiering og planlægning fulgte efter
beslutningen.
Afhandlingen følger ligeledes de tidlige danske MFR-kontroverser.
Forskning i MFR-vaccinens historie har ofte fokus på den skandale, der
fulgte efter en påstand i The Lancet i 1998, at MFR-vaccinen kunne
forårsage autisme. Påstanden er siden afvist mange gange, men alligevel
faldt tilslutningen til MFR-vaccinationer i mange lande i årene efter. I
Danmark kom denne bekymring på dagsordenen allerede flere år før
The Lancet-artiklen. Særligt Danmarks Radio satte spørgsmålstegn ved
MFR-vaccinens sikkerhed i to dokumentarudsendelser fra 1993 og
1996. Tilliden til MFR-vaccinen blandt danske forældre var dog solid, og
dokumentarerne og den bredere mediedækning gennem 1990’erne og
begyndelsen af 2000’erne fik ingen nævneværdig negativ indflydelse på
tilslutningen.