Autisme spektrum forstyrrelse i et udviklingsperspektiv

Denne artikel præsenterer et multipelt casestudie af udviklingsforløbet
op til diagnosticering af en autismespektrumforstyrrelse
hos unge mennesker, der diagnosticeres i alderen mellem
16 og 21 år. Studiet har sit teoretiske udgangspunkt i udviklingspsykopatologien
og udvider herigennem den eksisterende
forståelse af udviklingsresultatet. Udviklingsresultatet belyses
gennem forskellige faser i udviklingsforløbet samt hvilke kontekstuelle
og personlige faktorer, der har betydning som risikoog
beskyttende faktorer i denne udvikling. Studiet peger på 3
forskellige typer af udviklingsresultater samt tre forskellige
typer af udviklingsforløb. Derudover beskrives 7 risikofaktorer
og 8 beskyttende faktorer. Studiet viser, at der ofte er tale om
perioder af egentlig tilpasning, hvorfor en diagnosticering ikke
nødvendigvis er mulig eller relevant i barnets tidlige udvikling.
Omvendt ses også, at flere faktorer er med til at vanskeliggøre
en relevant indsats, herunder en diagnosticering, selv når der
er tale om en egentlig mistilpasning. En central dynamik er
her, at samspillet mellem personlige og kontekstuelle faktorer
camouflerer mistilpasningen. Hermed øges risikoen for, at mistilpasningen
fastholdes eller akkumulerer.