At ‘fejle bedre’ med umulige forventninger – refleksioner over læreres og pædagogers opdrag i folkeskolen

Med afsæt i en psykoanalytisk tilgang (Žižek 2008; Britzman, 2009; Bibby, 2011; Ruti, 2012) og begreber som begær, nydelse/lidelse, erfaringer, følelser, mangler og det ubevidste sættes i nærværende kapitel fokus på en række af de (umulige) idealer og opgaver som lærere og pædagoger forventes at kunne realisere og varetage i skoleregi. Hvorfor nogle lærere og pædagoger kan rammes af håbløshed og demoralisering i den henseende, vil der gives bud på ved hjælp af empiriske udsagn. Dette kan bidrage til en forståelse for den meningsløshed, som knytter sig til pædagog- og lærergerningen. En meningsløshed, der kan føre til, at disse gerninger ikke vælges (rekrutteringsvanskeligheder) samt til, at de fravælges (folk skifter job).

Kapitlet afrundes med bud på, hvorfor der kan være god ræson i at skabe forståelse for, hvad der kan forekomme nytte- og meningsløst i forhold til lærer- og pædagoggerningen. En sådan forståelse kan (måske) føre til en meningsgivende erkendelse af, at man aldrig kan lykkes til ‘perfektion’ med sin gerning, da det uperfekte er et ontologisk grundvilkår herved.
Dermed ikke sagt, at man så er dømt til at mislykkes. Snarere handler det om at acceptere, at man kun kan “dislykkes” med sit foretage (Schmidt, 2002: 31) og kun kan blive i stand til at “fejle bedre” med det (Bibby, 2011: 152). Tingene falder nemlig aldrig helt og aldeles ud, som man havde forventet. “Åh, det var ikke lige det, jeg håbede”. “Ja, det havde jeg ikke lige set komme”, “Gad vide, hvad der skete?”. Ikke desto mindre kan tingene jo ‘falde godt nok ud’ alligevel. At kunne forlige sig med dislykketheden og leve med kun at kunne fejle bedre kræver et opgør med forførerende og forsimplede enten-eller-diskurser samt binære modstillinger, man som lærere og pædagoger kan forføres af, fx foranlediget af ‘eksperter’, og opfordres til at trække på, fx fra politisk hold.