”Alle kræver politisk handling, og hvad kan vi gøre”? Skolehenvisning af etniske minoritetsbørn som undtagelsespolitik i den nationale konkurrencestat

Siden 2005 har det været lovligt at skolehenvise (eller "sprede") tosprogede børn med et såkaldt ikke væsentligt behov for støtte i dansk som andetsprog på baggrund af en forudgående sprogscreening. Artiklen viser, hvordan denne form for ekspliciteret særbehandling af etniske minoritetsbørn er opstået som en akut, lokal og midlertidig undtagelsespolitik, der efterhånden er blevet permanent, normaliseret og selvfølgeliggjort. Ved hjælp af et samtidsdiagnostisk perspektiv problematiseres henvisningspolitikkens selvfølgelighed, og der argumenteres for, at dette pædagogiske tiltag rettet mod etniske minoritetsbørn kan ses i sammenhæng med aktuelle samfundsmæssige tendenser til social undtagelsestilstand og national konkurrencestat. Idet skolehenvisningspolitikkens formål er både læringsresultater og integration kan den ses som en national konkurrencestatspolitik, der sigter mod både konkurrencekraft og sammenhængskraft. Skolehenvisningspolitikken fremstår således som en undtagelsespolitik, der afspejler generelle samfundsmæssige tendenser, men i en radikaliseret og racialiseret udgave