Akutte dødsfald ved tvangsfastholdelse af svært hyperaktive personer

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

Abstrakt

Når et menneske dør i myndighedernes varetægt er det en alvorlig sag som må undersøges grundigt. Nogle af disse dødsfald indtræffer i umiddelbar tilslutning til kortvarig tvangsfiksering, hvor en person bliver lagt ned og fikseret på arme og ben, hvorefter der pludselig indtræder hjertestop. I forsøget på at forklare disse dødsfald har det været foreslået, at fikseringsstillingen kunne hæmme vejrtrækningen i en sådan grad, at der var risiko for kvælningsdød, men flere eksperimentelle undersøgelser har ikke kunne bekræfte denne teori. Man hælder i dag til den antagelse, at mange af disse dødsfald må henføres til et syndrom som betegnes excited delirium syndrome (EDS), en akut indsættende tilstand karakteriseret ved en hyperaktiv og voldelig adfærd, næsten overmenneskelig styrke og immunitet for smerte. Obduktion viser ikke forandringer som kan forklare dødsfaldet. Årsagen til EDS er ukendt. En form for hyperadrenerg autonom dysfunktion med hjertepåvirkning og vaskulært kollaps kan være et element. De fleste som udvikler EDS er påvirket af psykoaktive stoffer, især kokain, og nogle er sindslidende. For at undgå disse dødsfald bør tvangsfiksering undgås hvis det er muligt. Medicinsk intervention med hurtigtvirkende sedativa er vigtig. Ved dødsfald er det vigtigt at en grundig politimæssig efterforskning og retsmedicinske undersøgelser iværksættes uden forsinkelse.
OriginalsprogDansk
TidsskriftUgeskrift for Laeger
Vol/bind174
Sider (fra-til)2369-2372
ISSN0041-5782
StatusUdgivet - 2012

Emneord

  • benlås
  • EDS
  • excited delirium syndrome
  • kokain
  • tvangsfastholdelse

Citationsformater