VIS MOOT 17/18 Freyers Fond

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Projektet er et særdeles praksisorienteret talentudviklingsprojekt, der giver udvalgte jurastuderende fra Syddansk Universitet mulighed for at fremme deres forståelse for løsning af komplekse internationale juridiske problemstillinger. Derudover giver projektet den enkelte deltager værdifulde redskaber, herunder mulighed for at udvikle evnen til at tale og forstå juridisk engelsk. Årets hold består af Andreas Aagaard Krarup, Betina Vidriksen, Christoffer Byberg Rasmussen, Jonas Bruun Banke, Kasper Fryd Jensen, Kristian Mygind Bojsen og Mikkel Broholm. Vis Moot er en internationalt anerkendt procedurekonkurrence, der foregår på engelsk på baggrund af en fiktiv case som frigives i start oktober. Emnefeltet for hele konkurrencen er international køberet, og handelsvoldgift. Konkurrencen er opdelt i en skriftlig og en mundtlig del, hvor den skriftlige del indebærer, at deltagerne skal udfærdige to processkrifter. Den mundtlige del består af en procedure, der udføres foran anerkendte eksperter i international køberet og handelsvoldgift, der agerer voldgiftsdommere i et voldgiftstribunal. Deltagerne skal repræsentere begge parter i såvel den skriftlige som den mundtlige del. Hvert år deltager over 300 hold, rangerende fra bachelor- til Ph.d.-studerende, og SDU har gentagne gange placeret sig blandt de 25 % bedste processkrifter, samt modtaget flere udmærkelser. Den mundtlige del af hovedkonkurrencen afholdes hvert forår i Wien, og herudover findes forskellige såkaldte “Pre-Moots” i bl.a. København, München og Hannover, som øvelse til den afsluttende konkurrence i Wien. Blandt deltagerne findes prominente universiteter fra hele verden, herunder Harvard University, Columbia University, University of Ottawa og Singapore Management University, hvorfor det må siges, at deltagerne får mulighed for at sætte Syddansk Universitet og Danmark på verdenskortet i skarp konkurrence med de bedste studerende fra hele verden. Begge dele af projektet udfordrer deltagernes retorik, og styrker deres juridiske argumentationsteknik, hvormed deltagerne får kompetencer og uddannelsesmæssige erfaringer på niveauer, der ikke kan opnås andetsteds. Desuden opbygges et indgående kendskab til international køberet og handelsvoldgift, samt andre retskulturers indvirkning herpå, hvilket derved øger forståelsen for fremmede forretningspartneres anderledes tilgang til problemstillinger, der opstår i forbindelse med international samhandel. Derudover lærer deltagerne at arbejde praktisk med den juridiske metode og oparbejder et højt niveau i skriftlig og mundtlig juridisk engelsk. For at sikre et højt fagligt niveau er der i forbindelse med projektet, tilknyttet lektor, Dr.jur. Kristina Maria Siig, Juridisk Institut, Syddansk Universitet, som har stor erfaring med Vis Moot-konkurrencen og kan tilbyde ekspertise med henblik på at fremme deltagernes udvikling.

Lægmandssprog

Dansk
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/09/201731/08/2018