Medicine Man. Media assemblages of medicalized masculinity

Projekter: ProjektForskning

Beskrivelse

I det populære danske tv-program ”Rigtige mænd” bliver en gruppe midaldrende mænd instrueret i, hvordan de skal motionere og spise rigtigt. Stadig flere mænd indtager hormoner med henblik på at forskønne og ungdommeliggøre kroppen, bruger medicin mod hårtab og andre medicinske præparater, der forøger muskelmassen, virker slankende eller begrænser, hvad der nu omtales som mænds overgangsalder eller “andropause”.

Præstationsfremmende medikamenter afhjælper problemer med koncentration og hukommelse, og skønhedsklinikker tilbyder i stigende grad deres aldersreducerende behandlinger til midaldrende mænd i online reklamer og på sociale medier. Samtidig stiger anvendelsen af potensfremmende midler og kendskabet til dem udbredes bl.a. en stadig strøm af spammails. Således sammenvæves spørgsmål om maskulinitet med sundhed, skønhed og seksualitet – en udvikling der er tæt sammenknyttet med et medieudbud i konstant forandring. Mens kvinder traditionelt har været genstand for både medicinsk intervention og skønhedsfremmende behandlinger, er det således en ny tendens, at mandekroppen også objektgøres som genstand for behandlinger og kropsmodifikationer.

Medicine Man undersøger, hvordan den midaldrende mandekrop behandles, formes og forhandles. Projektet har til formål at udvikle humanistiske teorier og metoder til at forstå, hvordan samspillet mellem medier og medicinske behandlinger påvirker og skaber nye opfattelser af køn, krop, alder, sundhed og seksualitet.
Kort titelMedicine Man
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato01/09/201801/02/2022