Fastholdelse af fysisk aktiv livsstil efter afsluttet rehabiliteringsforløb

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Baggrund: Hjertesygdom er den førende dødsårsag i verden, og fysisk aktivitet er en vigtig del af forebyggelse af sygdom, dødelighed og hospitalsindlæggelser. Mængden af fysisk aktivitet falder for mange efter endt hjerterehabilitering, og der er behov for tiltag, der understøtter adfærdsændring og fysisk aktivitet. SMS-beskeder er en elektronisk sundhedsløsning (eHealth), der i flere sammenhænge har vist at være en effektiv måde at fremme en fysisk aktiv livsstil på.
Formål: Projektets formål er at undersøge gennemførligheden af et sundhedstiltag med SMS-beskeder og adfærdsændringsteori til fastholdelse af fysisk aktivitet efter afsluttet hjerterehabiliteringsforløb.
Fremgangsmåde: Tiltaget undersøges på 40 patienter, der afslutter hjertehold på hospital eller i kommune. Ved slutsamtale laver hver deltager en handlingsplan for fysisk aktivitet. Derefter modtager deltagere en SMS-besked 2 gange ugentligt i 3 måneder, der minder om fysisk aktivitet og spørger ind til, om mål er nået. Deltagere ringes undervejs op af en sundhedsfaglig koordinator, der kan rådgive om fysisk aktivitet og formidle kontakt til lokale aktivitetstilbud. Hver deltager gør for øvrigt det, de ellers ville gøre, og deres fysiske aktivitet måles. Rekruttering, udførelse og praktiske evalueres og giver vigtig information om tiltagets gennemførlighed. Der udføres desuden en kvalitativ evaluering af tiltaget. Projektet udspringer fra Forskningsenheden PROgrez, Afdeling for Fysio- og Ergoterapi, Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehuse, som en del af forskningsprogrammet Exercise First.
Perspektiver: Tiltaget skal føre til, at flest muligt fastholdes i fysisk aktivitet og dermed føre til bedre livskvalitet og overlevelse for patienter med hjertesygdom. Projektets fund opkvalificerer tiltaget til afprøvning i et større forsøg til at fastslå effekten. Projektet vi skabe forståelse for, hvordan eHealth kan bruges i forebyggende sundhedstiltag, der kan reducere genindlæggelser - en viden som burde kunne overføres til andre patientgrupper med kronisk sygdom og gavn af fysisk aktivitet.
AkronymFAIR
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato17/05/202116/05/2022