Det Digitale barn er et forskningsprojekt, der undersøger potentielle psykologiske konsekvenser af skærmbrug hos 4- til 5-årige børn. Projektet anvender forældrerapporterede spørgeskemaer til at afdække relevante baggrundsinformationer, børnenes skærmbrug og psykologiske udvikling. Spørgeskemaudsendelsen forløber af to omgange, hvor den første påbegyndtes i marts 2024, og den sidste påbegyndtes september 2024. Dataindsamlingen forventes afsluttet i september 2025. Etableringen af børnekohorten, Det Digitale Barn, muliggør en længerevarende opfølgning af deltagerne efter førskolealderen. Med kohorten bliver det således muligt at undersøge de langsigtede konsekvenser af forskellige former for skærmbrug. Fremtidige projekter vil særligt fokusere på sammenhænge med skolefærdigheder (akademiske, sociale m.m.), psykologisk udvikling og mental sundhed.