Dødelighed hos patienter med nyopdaget leddegigt behandlet med lægemidler mod depression eller diagnosticeret med depression

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Lægmandssprog

Formål: At undersøge dødeligheden hos patienter med nyopdaget leddegigt (rheumatoid artrit) behandlet med lægemidler mod depression og/eller en hospitalsdiagnose med depression. Dødeligheden sammenlignes med patienter med leddegigt uden depression og en stikprøve fra befolkningen.

Baggrund: Leddegigt er en kronisk betændelsessygdom af ukendt årsag. Depression er lidelser af forskellig sværhedsgrad, der forringer livskvaliteten. Hos patienter med leddegigt er forekomsten af depression højere end i resten af befolkningen. Deprimerede patienter har en øget dødelighed af naturlige og unaturlige årsager, især lige efter diagnosen er stillet. Patienter med langvarig leddegigt og depression der følges i højt specialiserede klinikker, synes at have en højere dødelighed end patienter uden depression. Danske patienter med depression behandles oftest hos praktiserende læger og kun en mindre andel ses ved et sygehus.

Metode: Undersøgelsen bruger oplysninger om patienter med nyopdaget leddegigt fra den landsdækkende danske database DANBIO fra 2007 og frem. Denne gruppe udgør langt hovedparten af danske patienter med nyopdaget leddegigt. For disse patienter identificeres yderligere oplysninger i bl.a. lægemiddelregisteret, landspatientregisteret og dødsårsagsregisteret.

Anvendelse og relevans: Internationalt er der ikke tidligere offentliggjort undersøgelser af dødeligheden i et bredt udsnit af patienter med nyopdaget leddegigt, der behandles med lægemidler for depression og/eller har en hospitalsdiagnose med depression. En eventuelt overdødelighed vil tale for, at der i fremtiden sættes yderligere fokus på ledsagende depression hos patienter med leddegigt, der i forvejen hyppigt angiver et behov for støtte til at håndtere depression.

Projektets originale titel: Mortality in patients with incident rheumatoid arthritis treated with antidepressive drugs or diagnosed with major depressive disorder
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/06/201831/12/2021