Projektledelse - 3. semester Bachelor i Interkulturel Pædagogik

Undervisning

Beskrivelse

Projektledelse er et obligatorisk fag på tredje semester BA i Interkulturel Pædagogik:

Der introduceres til forskellige former for projekter og deres ledelse i tilknytning til in-terkulturelle pædagogiske praksisser, såsom projektstrukturering, projektstyring og projektledelse af forsøgs- og udviklingsarbejde. Der vil være fokus på organisations- og ledelsesteori samt forskning i pædagogisk projektledelse i praksis. Derudover vil teori om kommunikation og kreativitet i tilknytning til ledelse af pædagogiske forsøgs- og udviklingsprojekter blive inddraget. Der introduceres til relevante kilder for projekt- og udviklingsmuligheder inden for interkulturel pædagogisk praksis, herunder tidligere projektudbud og -ansøgninger. Udbud og ansøgninger analyseres med henblik på at forstå, hvad der kendetegner projektudbud som genre, og hvad der karakteriserer en god projektansøgning. For at understøtte kendskabet til projekter i praksis arrangeres besøg af og/eller foretages ekskursioner til institutioner, som har erfaringer med projekter støttet af projektmidler. Undervisningen munder ud i et forløb, hvor de studerende individuelt eller i grupper arbejder på at udvikle et praksisrelateret projekt forstået på den måde, at de skal kunne identificere et specifikt område inden for interkulturel pædagogisk praksis, hvor der kan gennemføres et projekt, og gennem et simuleret projektdesign anvise, hvordan projektet kan udtænkes, styres og ledes. På baggrund af en projektpræsentation afleveret inden eksamen afrapporteres, reflekteres og diskuteres projektet ved en mundtlig eksamen.
Kursus periode03/09/201814/12/2018
Kursus niveauBachelor
Kursusformat5,0 ECTS