Undervisningen indbefatter en grundig videnskabelig og forskningsbaseret indføring i udvalgte teorier, metoder og empirisk forskning inden for etsproget førstesprogstilegnelse. Med udgangspunkt i en gennemgang af og redegørelse for tilegnelsen af og interaktionen mellem de lingvistiske delområder (fonologi, leksikon, morfologi, syntaks, semantik og pragmatik) samt analyser af konkrete sprogtilegnelsesdata introduceres til forudsætninger for sprog samt faktorer der påvirker sprogtilegnelsen. Herunder introduceres til forskning i bl.a. sprogscreening, sprogvurdering og sprogstimulering. Hovedvægten vil ligge på børns tilegnelse af dansk som førstesprog (modersmål). Der vil endvidere blive arbejdet med narrativ udvikling og trukket linjer op til den tidlige skriftsprogstilegnelse (læsning og skrivning).