REKORDER: Da dansk/ amerikaneren Christian Mortensen døde i 1998 var han 115 år og 252 dage gammel og dermed verdens ældste mand. Kan vi en dag blive 200 år gamle? Eller måske 500 ligesom molboøsters? Ingen aner hvilke videnskabelige gennembrud, der vil ske i fremtiden, men i dag er det ren science fiction at forestille sig et menneske holde 500 års fødselsdag. Ifølge forskningsleder ved Dansk Center for Aldringsforskning i Odense, Kaare Christensen, er der dog ikke nogen kendt biologisk grænse for, hvor gamle vi kan blive, »Man kunne også spørge, om der er en biologisk grænse for, hvor højt et menneske kan hoppe. Det eneste vi ved er, at nogen har den nuværende rekord. Men vi ved også, at den formentlig vil blive slået en dag.«.