Nordvestnyt d. 14/08/14
Ønsket er, at forskningen skal give en større viden om, hvordan børn med autisme tænker og agerer.
Sådan lyder det overordnede mål med forskningen fra 28-årige Cathriona Cantio, som er uddannet psykolog og ph.d.-studerende, og som bor i Kalundborg med sin familie.
Hun har netop fået en donation på 825.000 kroner fra Trygfonden, og pengene skal blandt andet bruges til at udnytte den moderne teknologi i form af eyetracking til at skaffe ny viden om autisme hos børn.
Projektet er et opfølgningsprojekt på den ph.d. om kognitive forstyrrelser hos normalt begavede børn med autisme, som hun netop nu arbejder på.
- Børn med autisme kigger andre steder hen, når de ser fjernsyn, end andre børn. De vil hellere se på genstande end den interaktion, der er mellem mennesker, siger Cathriona Cantio.
Ved brug af eyetracking kan man følge øjnenes bevægelser på en skærm og måle præcist, hvad det er, der bliver kigget på.
Sammen med eyetracking-undersøgelserne skal Cathriona Cantio, der er ansat i Psykiatrien i Region Syddanmark og på SDU, også afprøve en række nye test. Hvis de virker efter hensigten, vil man fremover kunne diagnosticere børn med autisme, så det ikke kun er deres adfærd, men også deres kognition, der er afgørende for diagnosen. Dermed vil man kunne være mere præcis i afklaringen af, om barnet har autisme, men der er også andre formål med den nye viden.
- På langt sigt vil den her forskning forhåbentlig kunne bidrage med ny viden om, hvordan børn med autisme tænker, og dermed føre til nye behandlingsformer og ændringer i de pædagogiske indsatser over for børnene, siger Cathriona Cantio.
Læs mere om den unge forsker i Nordvestnyt i dag.