Der findes kunstige intelligenser, der kan stille diagnoser, køre biler, skrive litteratur, chatte med dig og præsentere dig for relevant indhold, når du bruger Netflix, Facebook eller Google.
Kunstig intelligens har et stort potentiale til at hjælpe både forskningen, samfundet og det enkelte individ, men der er også nogle usikkerheder forbundet med teknologien, der stadig er under udvikling.
Nogle former for kunstig intelligens kan ikke forklare, hvorfor de gør, som de gør. Det kan medføre usikkerhed. Og usikkerheden bliver kun større, hvis der sker fejl. Der har f.eks. været tilfælde, hvor en kunstig intelligens har taget beslutninger ud fra forkerte faktorer - eller brugt faktorer, der var racistiske eller kvindefjendske. Hvad gør man så, når man ikke kan få svar på, hvorfor fejlen skete?
Kan vi have tillid til en teknologi, der ikke altid er gennemskuelig? Og hvordan kan man blive klogere på de intelligente maskiner? Det ser Maja Jensen nærmere på i Tænketanken denne uge.