Lægen er ekspert i behandling – patienten i sit liv

Presse/medie

Beskrivelse

Lægen er ekspert i behandling – patienten i sit liv På Vejle Sygehus har man oprettet et forskningscenter med navnet: Center for Fælles Beslutningstagning. Karina Dahl Steffensen er læge og leder af centret, og hun fortæller, at de netop er i gang med at udvikle et konkret værktøj, som kan være et eksempel på det, politikerne ønsker indført. Den første pilotmodel skal nu testes sammen med patienter og læger. - Værktøjet skal tydeligt og visuelt kommunikere fordele og ulemper ved en behandling, så patienten forstår det og forstår, at de har et reelt valg. Man kan sige, at der sidder to eksperter i rummet. En læge, der kender til risici og bivirkninger, og en patient, der er ekspert i sit eget liv, siger Karina Dahl Steffensen. Kommunikation er altafgørende Der kan være stor forskel på, hvor direkte patienterne ønsker, at lægen skal være, og det må lægen vurdere fra gang til gang, forklarer Karina Dahl Steffensen. Men nogle patienter ønsker konkrete tal, der viser, hvor stor effekt en given behandling vil have på ens chancer for at overleve – og det skal værktøjet rumme. - Man kan eksempelvis grafisk vise, at hvis 100 patienter får en given kræftbehandling, så vil 80 af dem være i live fem år efter. Hvis de samme 100 patienter vælger ikke at få behandling, så vil 78 overleve. De tal skal man tage en grundig snak om og sammenholde med eventuelle bivirkninger og den livssituation, den enkelte står i, forklarer Karina Dahl Steffensen. Læger frygter, at flere patienter vil sige nej til behandling Frygten blandt nogle læger er dog, at flere patienter vil sige nej til en behandling, hvis valget pludselig lægges mere ud til den enkelte patient. - Nogle læger siger, 'jamen hvad nu hvis de siger nej, og så får de tilbagefald nogle år efter? Det dør de jo af, og det kan vi ikke være bekendt som læger', fortæller Karina Dahl Steffensen. Og det kan da heller ikke udelukkes, at nogle patienter vil sige nej til behandling, hvis de får mere og bedre information. I august 2015 blev Kræftens Bekæmpelses brugerpanel spurgt, om de havde været tilfredse med den information, de havde fået om bivirkninger og gener ved deres behandling for kræft. Det var langt de fleste, men ikke alle. Én ud af ti svarede, at de ville have truffet et andet valg, hvis lægen mere udførligt havde forklaret om bivirkningerne. Men det bekymrer ikke nødvendigvis Karina Dahl Steffensen. - Det gør ondt på mange læger, når en patient siger nej – det kender jeg også fra mig selv. Men hvis jeg ved, at patienten har forstået, hvilken risiko hun eller han løber, så har jeg fuld respekt for beslutningen. Jeg oplever også, at det er lettere for patienterne at leve med et eventuelt tilbagefald, hvis de føler, de har været involveret i beslutningen, siger Karina Dahl Steffensen. Læs mere om Center For Fælles Beslutningstagning
Periode25. okt. 2016

Mediedækning

1

Mediedækning