Beslutningsstøtteværktøj nomineret til national innovationspris

Presse/medie

Beskrivelse

Beslutningsstøtteværktøj nomineret til national innovationspris

Et beslutningsstøtteværktøj, som fremmer dialogen mellem kræftpatienter og klinikere, er blevet nomineret til Danmarks første nationale innovationspris for den offentlige sektor; NYT SAMMEN BEDRE-prisen.

Beslutningsstøtteværktøjet er udviklet af Center for Fælles Beslutningstagning, Sygehus Lillebælt, og bærer navnet ’Beslutningshjælperen’. Leder af Center for Fælles Beslutningstagning Karina Dahl Steffensen er begejstret over indstillingen.

”Vi er meget beærede over nomineringen, faktisk kan vi næsten ikke få armene ned og håber, at den kan bidrage med at skabe endnu større fokus på fælles beslutningstagning. Jeg er endvidere stolt over at arbejde i en region, som netop har besluttet, at vi vil arbejde med at implementere fælles beslutningstagning med vores patienter på alle vores sygehusenheder,” siger Karina Dahl Steffensen.

Beslutningshjælperen indeholder en række kort, der er tilpasset den konkrete behandling, der skal støtte dialogen mellem kliniker og patient og sikre, at patienten er opmærksom på, at han/hun har et valg, og at beslutninger tages på et velfunderet grundlag.

”Kræftbehandling omfatter et stort antal behandlingsmuligheder, og bivirkningerne kan ofte blive afgørende for den anbefalede behandling. Ved at anvende den nye tilgang får patienterne mulighed for at drøfte og reflektere over, hvilke præferencer de har, og hvordan dette kan tilpasses de behandlingsmuligheder, der er. Lægen får mulighed for i fællesskab med patienten at vælge den rette behandling, der understøtter patientens præferencer bedst, og patienten kan også bruge værktøjet til at drøfte valgmulighederne med pårørende,” lyder det i beskrivelsen af projektet.

Udover Beslutningshjælperen er følgende tre initiativer indstillet til NYT SAMMEN BEDRE-prisen: Furesø Fremtidsværksted, Datademokrati og Tilbage til skole (https://www.coi.dk/nyheder/2019/her-er-de-4-nominerede-til-nyt-sammen-bedre-prisen/).

37 indstillinger

I alt 37 offentlige innovationer var indstillet til NYT SAMMEN BEDRE-prisen. De fire nominerede blev valgt for deres stærke og forskellige bud på løsninger af samfundsmæssige problemer, deres høje kapacitet til at udvikle løsninger i samarbejde og for deres store spredningspotentiale til gavn for det danske velfærdssamfund.

Pia Gjellerup, centerleder i COI og medlem af den jury, der har udvalgt de fire nominerede, er imponeret over det stærke felt:

"Det har været et stort arbejde for juryen, for vi har måttet have de stærke briller frem for at kunne udvælge de innovationer, der lige netop ramte kriterierne bedst. Vi endte med at nominere fire temmelig forskellige innovationer, som repræsenterer både NYT, SAMMEN og BEDRE. Det samlede felt viser en offentlig sektor med stor udviklingskraft.  Innovationsarbejdet har nået et nyt modenhedsniveau. Der sker meget for hele tiden at styrke kvaliteten og effektiviteten - ofte drevet af meget ambitiøse medarbejdere," siger centerlederen på COI’s hjemmeside.

I juryen, der har udvalgt de fire nominerede og vinderen af NYT SAMMEN BEDRE-prisen, sidder formand for KL Jacob Bundsgaard (S), formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V), adm. direktør for Dansk Design Center Christian Bason, centerleder i COI Pia Gjellerup, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard og formand for Akademikerne Lars Qvistgaard.

NYT SAMMEN BEDRE-prisen bliver uddelt af Center for Offentlig Innovation (COI) og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling til Innovationsdagen den 5. september 2019 i FÆNGSLET i Horsens.

Om innovationspriserne Innovationspriserne

  • NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Hverdagsinnovationspriserne er de første nationale innovationspriser målrettet hele den offentlige sektor.
  • NYT SAMMEN BEDRE-prisen uddeles til en offentlig innovation, der rummer en løsning på et komplekst samfundsmæssigt problem, er udviklet sammen med andre aktører, har skabt værdi og har spredningspotentiale.
  • Hverdagsinnovationsprisen handler om at fejre de små kloge greb, som vi gør i det daglige, og hvor resultatet bliver, at en opgave løses hurtigere og i en højere kvalitet. De situationer, hvor man siger: "Hvad nu, hvis man bare….?"
  • Innovationspriserne er skabt i samarbejde mellem COI og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling. De skal synliggøre og fejre det gode arbejde, der sker i den offentlige sektor.
  • Priserne retter sig ikke mod en bestemt sektor eller et fagområde – men fremhæver det gode innovationsarbejde, der sker på tværs af hele den offentlige sektor.
  • Begge priser bliver uddelt til Innovationsdagen, som COI og COK afholder torsdag den 5. september 2019 i FÆNGSLET i Horsens. Læs mere om priserne på https://coi.dk/innopris. Læs mere om Innovationsdagen og tilmeld dig på https://cok.dk/innovationsdagen
Periode10. aug. 2019

Mediedækning

1

Mediedækning