Marin monitering ved brug af droner: Ålegræs- og presfaktor-kortlægning ved billedanalyse

Aktivitet: Foredrag og mundtlige bidragKonferenceoplæg

Beskrivelse

I de seneste år har der været øget fokus på presfaktorer, der påvirker de danske ålegræspopulationer, samt på udvikling af metoder til beskyttelse og restaurering af ålegræsbede. Der er derfor behov for metoder til kortlægning af dækningsgrad, biomasse og miljøtilstand i ålegræsbede, samt en kvantificering af presfaktorerne. Ålegræsdækning moniteres traditionelt ved dykker- eller ROV-transektopmåling med lav tidslig og rumlig opløselighed, med kun lidt information om de presfaktorer, der påvirker ålegræspopulationernes vækstforhold.
Vi præsenterer her en ny metode til at studere/kvantificere de nævnte processer ved brug af billedmateriale med høj opløselighed, indsamlet med en prisbillig drone, samt avanceret billedanalyse. Ved brug af dronen var det muligt at kortlægge store ålegræsbede i Odense Fjord, samt bestemme makroalgeforekomsten i og ved bedene. Kortlægningen blev udført i flere højder og dækkede derfor både organisme- og landskabsniveau. Ved brug af specialiseret software var det muligt at afgrænse både ålegræs og blæretang på billederne, og ved brug af en objektbaseret billedanalyse blev en semiautomatisk klassifikation udført. Kortmaterialet med ålegræssets arealdækning i 2015 og 2017 blev efterfølgende anvendt til at bestemme en vest-øst orienteret stress-gradient, der havde indflydelse på ålegræssets vækstmønstre. Billedanalysen kunne i kombination med feltobservationer af arealspecifik ålegræs- og makroalgebiomasse benyttes til estimering af den totale biomasse, samt N- og P-indhold. Vi konkluderer at metoden er yderst anvendelig og kan benyttes til at udvælge passende områder til restaurering af ålegræsbede og til detaljeret tidslig monitering af processerne, der påvirker eksisterende ålegræspopulationer.
Periode23. jan. 2019
BegivenhedstitelDansk Havforskermøde 2019
BegivenhedstypeKonference
PlaceringOdense , DanmarkVis på kort
Grad af anerkendelseNational

Emneord

  • Droner
  • Økologi
  • Ålegræs
  • Marinbiologi